Vi har brug for en ”reaktivering” af det kristne opstandelseshåb

Baggrunden for den østlige reinkarnationslære kan sagtens respekteres, uden at man af den grund vælger denne læres svar. Derimod bør man satse på at genoplive sproget for den kristne opstandelsestro, som kirken og teologerne har forsømt at vedligeholde, mener dagens kronikør

Læren om reinkarnation bygger på, at et menneskeliv ikke er færdigt, når døden indtræder. Der er muligheder, som ikke blev virkeliggjort, der er lidelse og fortræd, som ikke blev udlignet.

En ny inkarnation - en jordisk genfødsel - har meget at rette op på, råde bod på, søge indhentet. Østens sprogbrug kalder den ”bundlinje”, som regnskabet over godt og ondt i vores liv udviser, for vores karma.

De østlige religioner er realistiske nok til at erkende, at det samlede resultat af regnskabet i almindelighed vil være negativt; genfødslen har derfor karakter af straf eller i det mindste korrektion, og det høje mål må være at få arbejdet sig ud af genfødslernes tvang, genfødslernes ”hjul”.

I den vestlige, moderne reinkarnationstankegang er det snarere de forspildte muligheder og det, man ikke fik lært, der skal rådes bod på i et nyt liv. Men også her bygger forestillingen altså på erfaringen af, at vores jordiske liv mangler at nå sit fulde mål.

Den erfaring er jo ikke forkert. Baggrunden for reinkarnationslæren er i den forstand realistisk og respektabel. Der er imidlertid også et andet muligt svar på den respektable erfaring.

I 1800-tallets Danmark var teologiprofessor (siden biskop) Hans L. Martensen en stærkt dominerende skikkelse. I sin ”Christelige Dogmatik” peger han på det tomrum, der opstod, da Martin Luther afviste de middelalderlige skrækforestillinger om skærsilden.

Luthers kritik var der gode grunde til, medgiver Martensen, men han beklager, at de uholdbare forestillinger ikke blev afløst af den erkendelse, at der må være tale om en mellemtilstand efter døden, en rensende og udviklende fase frem mod indgangen til opstandelseslivet hos Gud.

Hvem har sagt hvad i debatten om opstandelse?

1. Hvem har sagt?

”Vi har trosfrihed i Danmark, og den gælder også for præster.”

Baggrunden er, at intet menneske går ud af den jordiske tilværelse ”i en fuldkommen afsluttet og færdig Tilstand”. Det er Martensens måde at udtrykke det, jeg kaldte den respektable erfaring bag reinkarnationslæren. Men her træder en mellemtilstand ind som et andet svar. Et kristent svar.

I samtiden var B.S. Ingemann og H.C. Andersen på linje med Martensen i denne sag. De var levende optaget af, hvad der måtte bevirkes af et forløb efter døden. Det fremgår eksempelvis af Ingemanns salme ”Den store mester kommer” og af en række af Andersens for-tællinger.

Som jeg har beskæftiget mig med i bogen ”Efter døden” og senest i ”Guds skrøbelige arvinger”, har den sag, Martensen, Ingemann og Andersen tog op, klare tråde tilbage til den kristne oldkirke - og Det Nye Testamente.

Denne arv er imidlertid blevet dårligt vedligeholdt i teologien. Derved har reinkarnationslæren ikke fået det modspil, den kunne have fået.

Årsagen er, som det udfoldes nærmere i mine bøger, at der tidligt skete en juridisk præget fordrejning i den vestlige kristendoms hovedstrøm.

I den tidlige, græsksprogede oldkirke - i forlængelse af Det Nye Testamente - så man hele menneskelivet som en rejse frem mod den fuldendelse, som det, der strømmer fra Kristus, vil bevirke.

Denne rejse er ikke afsluttet med den fysiske død, men dommen forstås som et forløb efter døden, hvor en på samme tid afslørende og lægende magt er samlet i lyset fra Kristus.

Det sker med sigte på at kalde det gudsbillede, mennesket er skabt i og til, frem, så mennesket i genoprettet skikkelse kan indgå i den evighed, hvor ”Gud er alt i alle”, som Paulus skriver. Et forløb, der indebærer forvandling - ”vi skal alle forvandles”, som der også står hos Paulus.

Hvor det lægende aspekt altså oprindelig var i forgrunden, blev den latinske, vestlige kristendom domineret af en juridisk tænkemåde, der i udstrakt grad gjorde gudsforholdet til et retsforhold.

Skyld blev fortegnet for mennesket, synd og nåde blev dominerende begreber, og dommen fik en ændret betydning. Den glose i Det Nye Testamente, vi oversætter med dom, betyder afgørelse i bred forstand, og i den græske oldkirke blev dommen forstået på en måde, der ligger tæt på vores ord diagnose, altså en afklaring med henblik på helbredelse.

I Vesten, derimod, blev dommen forstået som en retssag. En punktuel afgørelse af menneskets situation over for Gud. I en retssag drejer det sig om, hvordan dommeren ser på den anklagede.

Det, man i den juridiske forståelse af dommen kan håbe på, er, at dommeren vil se med milde øjne. Det, der sker i dommen, sker altså i Gud. Hvad sker der med mennesket? Det hører vi ikke meget om i vores teologiske tradition. Et frikendt menneske kan jo gå fra retssalen med fortsat vrede og kredsen om sig selv. Og hvis der ikke sker en tilbundsgående fornyelse af mennesket i dommen, hvor saligt bliver opstandelseslivet så?

Den mangelfulde beskæftigelse med disse spørgsmål i vores teologiske tradition har gjort den kristne forkyndelse af opstandelsen abstrakt, uden ordentligt sprog, og opstandelseslivet er derved til en vis grad blevet uattraktivt.

Vi må derfor tilbage til Paulus, hans ”vi skal alle forvandles” og den tidlige oldkirkes visionære forståelse af menneskelivet som en rejse mod fuldendelse i Guds rige, hvor dommen indgår som et helbredende forløb. En forvandlende proces, hvor det, der er i strid med gudsbilledet i os, skaller af, og vi når den bestemmelse, Gud har lagt i os som skabt i hans billede.

I dansk tradition kan ikke mindst Grundtvig være til hjælp, når vi vil genfinde den oldkirkelige vision af mennesket i forhold til Gud. Grundtvig fik sit personlige gennembrud ved at finde tilbage til den græske oldkirke, bag om latiniseringen med dens juridiske fordrejning.

I den aktuelle debat har spørgsmålet om gensynet efter døden spillet en rolle. Det er afgørende at forstå, at evighedslivet er en virkelighed i andre dimensioner end den jordiske, på andre præmisser, derved en virkelighed, vi ikke kan beskrive på dækkende måde.

Men i Jesu forkyndelse har vi billeder, der peger på grundlæggende træk ved Guds rige. Det er billeder på fællesskab: bryllup, stort festmåltid. Karakteren af det fælles er karakteristisk - i kontrast til reinkarnationslærens fokus på individet. Og fællesskab indebærer nødvendigvis en eller anden form for kommunikation - at vi kan nå hinanden.

Det er her, gensynet kommer ind i billedet, forstået som en kommunikation, som dog givetvis sker på andre frekvenser, om man så må sige, end i det jordiske.

Det er sædvanligt at tale om gensynet med vore kære. Men Jesu forkyndelse viser, at vi ikke skal regne med at kunne sortere vore ukære fra i det himmelske. Jesus gør klart op med vores trang til sortering af mennesker.

Derfor kan det himmelske liv blive en blandet fornøjelse, hvis der ikke sker en tilbundsgående forvandling med os, en helbredelse, der får os til at se os selv og hinanden i Guds lys, ikke i vores eget, snævre.

En ”reaktivering” af det kristne opstandelseshåb forudsætter med andre ord en fornyende genopdagelse af den oprindelige vision af dommen som dén indgang til livet hos Gud, hvor trådene i vores liv samles, og det, vi ser stykkevist og delt, bliver et samlet billede - til anger og til glæde - og vi helbredes til at tage imod forløsning af gudsbilledet i os, så vores fællesskab når sit høje mål.

I den vision er der allerede nu et forløsende lys over vores liv, en impuls til at lade det, vi ser i håbets billeder, begynde at virke i vores liv med hinanden.

Johannes Værge er pastor emeritus, forfatter og foredragsholder