Rejsen til Damaskus set med jødiske øjne

Mange forskere og teologer har i tidens løb beklaget, at Paulus og hans mystiske teologi er vanskelig at forstå, for han led af en sygdom, som man kaldte ”faldesyge” i den antikke jødedom. Nøglen til en lidt bedre forståelse af Paulus og hans teologi skal sandsynligvis søges i hans mulige epilepsi og mystiske henrykkelser

Conversion of St Paul on the road to Damascus 1865 1866
Conversion of St Paul on the road to Damascus 1865 1866 .

I EN TIDLIGERE KRONIK har jeg kort beskrevet den rejse til Jerusalem, som Jesus af Nazaret med sine disciple foretog til Jerusalem. Den skulle som bekendt blive hans sidste. En anden markant personlighed, Paulus af Tarsus, foretog få år senere også en berømt rejse, nemlig til Damaskus. Denne rejse skulle blive den første i Paulus' nye liv.

Det er velkendt, at Paulus på denne rejse havde en oplevelse af at have set den opstandne frelser. I 1. Korintherbrev, 15 skrev han senere: ”Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder (...) og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv (...) Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig.” Men det er mindre kendt, hvad det i virkeligheden var for en oplevelse, Paulus havde på vejen til Damaskus. Herom har jeg fundet interessante oplysninger i bogen ”From Jesus to Paul,” skrevet af den jødiske historiker Joseph Klausner. Det vender jeg tilbage til.

Paulus var født og opvokset i byen Tarsus ved Lilleasiens sydkyst omkring år 10 og blev henrettet af den romerske kejser Nero i år 64 i forbindelse med jødeforfølgelser i Rom. Som ung med navnet Saulus rejste han til Jerusalem og blev her oplært i den jødiske tro og levevis. I Galaterbrevet skrev han: ”I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den.”

Paulus havde ikke uret i denne selvbekendelse, for ifølge Apostlenes Gerninger gjorde han sig blandt andet bemærket ved steningen af den første kristne martyr, Stefanus, omkring år 35. Paulus erkendte senere, at han selv havde været til stede ved steningen.

VI VED ELLERS IKKE RET MEGET om de første år efter Jesu død. Den ældste kilde er Paulus' breve, men ellers er det Apostlenes Gerninger, vi må holde os til. Om den første menighed primært bestående af apostlene og deres familier hedder det (i Apostlenes Gerninger, 2): ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne (...) Men alle de troende var sammen.”

Det var denne menighed, som Saulus, der senere ændrede navn til Paulus, ihærdigt forfulgte. Menigheden var overbevidst om, at Jesus havde været den ventede Messias, hvorfor man ifølge jødisk tro nu kunne slække lidt på de strenge regler for jødisk levevis. Det var krænkende for rettroende jøder, som ikke anerkendte, at messias var kommet.

I Apostlenes Gerninger, 9 fortælles: Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord. Han skaffede sig breve til synagogerne i Damaskus, fordi han ville fængsle de Jesus-troende og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?”. Han svarede: ”Hvem er du, herre?”. Han sagde: ”Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen.” Uanset det legendariske tilsnit anser jeg hændelsen for autentisk. Paulus oplevede her noget, som brat ændrede hans liv.

I Andet Korintherbrev, 12 beskriver Paulus en tilsvarende situation: ”Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det - blev rykket bort til den tredje himmel. Og jeg ved om dette menneske (...) at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale.” Mange har i tidens løb forsøgt at forklare Paulus' åbenbaringer som ”visioner”, hvilket næppe er helt forkert, men forklaringen er utilstrækkelig. Joseph Klausner har i sin bog fremlagt en mere fyldestgørende forklaring.

Vi ved ikke, om Paulus som meget aktiv rabbiner på et tidspunkt kan have set Jesus i levende live. Selv udtrykte han sig tvetydigt om det i Andet Korinterbrev, 5: ”Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere.” Her distancerer Paulus sig tydeligt fra den jordiske Jesus, som ikke havde hans interesse, efter at han mente at have ”set” den himmelske Kristus.

Dernæst skal vi hæfte os ved, at Paulus ”faldt til jorden”, for i den antikke jødedom kendte man en sygdom, som man kaldte ”faldesyge”. Oplysningerne om, at Paulus følte sig rykket bort til den tredje himmel og Paradiset og hørte uudsigelige ord, er også vigtige til beskrivelse af hændelsen. Sammenlagt ledes vore tanker ind på sygdommen epilepsi. I ældre jødisk tid blev mennesker med ”faldesyge” mødt med afsky og foragt og opfattet som besatte af dæmoner. Og for at undgå selv at blive besat af disse dæmoner og for at uddrive dem spyttede folk på de besatte og ledsagede det med ukvemsord.

Det er denne situation, som Paulus hentyder til med disse ejendommelige ord i Galaterbrevet, 4, 12: ”I har ikke gjort mig nogen fortræd. I ved, at det var under menneskelig skrøbelighed, jeg første gang forkyndte evangeliet for jer, og min ynkelighed fristede jer ikke til foragt og afsky.” Paulus havde åbenbart haft et voldsomt anfald af epilepsi hos Galaterne.

Følgende citat fra Andet Korinterbrev, 12 er også interessant: ”Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive for hovmodig.” Denne berømte torn i kødet er formentlig synonym med den ”faldesyge”, som Satans engel angiveligt havde påført ham.

DEN RUSSISKE FORFATTER Dostojevskij har i romanen ”Idioten” givet en levende beskrivelse af et fænomen, som klart har været selvoplevet. Hovedpersonen oplever pludseligt, at bevidstheden gennemstrømmes af blændende lys samtidigt med, at alle kroppens organer aktiveres i en form for ekstase. Klimaks opleves lige før selve krampeanfaldet, og det beskrives som den højeste form for eksistens.

Over for en bekendt beskrev Dostojevskij sin egen oplevelse således: ”Jeg følte det som om himlen kom ned på jorden og opslugte mig. I bogstavelig forstand modtog jeg Gud i mit indre og var helt opfyldt af ham.” Dostojevskij fortsatte: ”Muhammed forsikrer os i Koranen, at han havde været i Paradiset, og han løj ikke. Han havde virkelig været i Paradiset under et epileptisk anfald af samme art som mit. Og tro mig, jeg ville ikke bytte dette øjebliks salighed for alle livets glæder.”

Mon vi ikke her har en pendant til Paulus' ekstatiske udsagn i Galaterbrevet, 2: ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Mange har spurgt, om Paulus var mystiker. Det har jeg selv tidligere afvist, men efter at have læst bogen ”The Genius of Paul” af den jødiske historiker Samuel Sandmel, har jeg ændret opfattelse. Paulus var i høj grad mystiker og samtidigt epileptiker, og i sidste henseende havde han følgeskab af mange berømtheder som Julius Cæsar, Muhammed og Napoleon. Og fælles for alle har været, at det var personer med stor selvfølelse, stor virketrang og en urokkelig tro på egen mission.

Mange forskere og teologer har i tidens løb beklaget, at Paulus og hans mystiske teologi er vanskelig at forstå. Det gælder for eksempel hans særegne forestillinger vedrørende dåb og nadver. Men jeg vil alligevel mene, at nøglen til en lidt bedre forståelse af Paulus og hans teologi skal søges i hans epilepsi og mystiske henrykkelser. Den tro, som han så ihærdigt forkyndte, havde således sin rod i hans visioner, hvad han selv fremhævede i Galaterbrevet: ”For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk” - men modtaget ved en åbenbaring af Jesus Kristus. Et evangelium, som ikke er menneskeværk, lader sig vanskeligt fortolke med menneskeord.

Til sin død var Paulus overbevist om, at det var den opstandne frelser, han havde mødt i sine syner, men næppe i skikkelse af den jordiske Jesus, som han dårligt kendte, men snarere som den transcendente logosskikkelse, han refererer til i Filipperbrevet, 2: ”Han som havde Guds skikkelse (...) gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.”

Poul Nielsen er civilingeniør