Religionsfriheden er under pres

Mennesker over hele jorden forfølges på grund af deres religiøse tro. Især kristne og muslimer er udsatte grupper i lande, hvor de udgør en minoritet, men problemet rammer også mange jøder, hinduer, sikher og tilhængere af Jehovas Vidner, der bliver forfulgt for deres tros skyld, skriver dagens kronikør

A Religious concept of a rosary and a bible on wood background
A Religious concept of a rosary and a bible on wood background.

I 1998 BESLUTTEDE den egyptiske statsborger Mohammed Bishoy Hegazy at konvertere fra islam til kristendommen. Han blev medlem af den koptiske kirke i Egypten. Kirken tæller cirka 10 millioner medlemmer og udgør en minoritet i landet med cirka 80 millioner indbyggere.

I Egypten følger navnet med religionen, og Mohammed Bishoy Hegazy ansøgte myndighederne om tilladelse til at foretage en navneændring.

Hans ansøgning blev afslået. I 2007 ansøgte han atter myndighederne. Denne gang ville han gerne have ændret i sit pas, så det fremgår, at han er kristen. Endnu et afslag.

I øjeblikket er han i gang med en retssag for at få den egyptiske stats tilladelse til at skifte religion. Indtil videre uden den store succes. Til gengæld har han og familien modtaget flere dødstrusler og må i dag leve i skjul for offentligheden.

Beretningen om Mohammed Bishoy Hegazy er for nylig blevet bragt i en tysk undersøgelse foretaget af professor Theodor Rathgeber fra universitetet i Kassel.

Den skal eksemplificere en global tendens, der går ud på, at religionsfriheden er under et voksende pres i disse år. Det gælder især mennesker, der vedkender sig en kristen eller muslimsk tro. Rathgeber peger også på, at mange jøder, hinduer og buddhister, bahaier, sikher og tilhængere af Jehovas Vidner bliver forfulgt for deres tros skyld.

Når det især er kristne og muslimer, der bliver forfulgt på globalt plan, hænger det sammen med, at netop disse to religioner tæller mere end halvdelen af jordens befolkning og derfor findes i mange af de områder, der er præget af politisk og social uro.

Ifølge den tyske undersøgelse oplever kristne undertrykkelse af deres religionsfrihed i 130 lande, muslimer i 117 lande, jøder i 75 lande, buddhister i 16 lande og hinduer i 27 lande. Det er et fællestræk, at det især er i lande, hvor man tilhører en religiøs minoritet, at problemet er størst.

Overtrædelse af religionsfrihed kan anskues fra to perspektiver. Det første perspektiv drejer sig om regeringers restriktioner af religionsfriheden ved hjælp af lovgivning og administrativ praksis.

En sådan lovgivning og praksis er i modstrid med Verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948, der i artikel 18 garanterer, at ”enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter”.

I dag tolkes artikel 18 således, at den også omfatter frihed til ikke-religiøs overbevisning. Det afgørende er, at intet menneske er udelukket fra den beskyttelse af menneskerettighederne, der ligger i retten til religionsfrihed.

Det andet perspektiv drejer sig om såkaldte sociale overtrædelser af religionsfriheden. De finder sted, når for eksempel religiøse bygninger bliver brændt ned, eller når medlemmer af et trossamfund bliver forhindret i at besøge deres religiøse helligsteder.

I de senere år har den politiske situation i Mellemøsten og visse steder i Afrika budt på alt for mange eksempler på, at religiøse institutioner og bygninger bliver udsat for angreb af ekstremistiske religiøse grupper.

PÅ EN KONFERENCE for nylig på Aarhus Universitet om religionsfriheden i det 21. århundrede sammenfattede ghaneseren dr. Johnson Mbillah situationen sådan, at de religiøse forskelle mellem ikke mindst kristendom og islam i dag bliver brugt til at opildne til politisk og religiøs forfølgelse i de områder, der ligger tættest på Europa.

På den samme konference mindede professor Mark Sedgwick om, at vi i iveren for at forsvare religionsfriheden ikke må glemme de politiske rettigheder. Han pegede på, at de flygtninge, der i disse måneder rejser fra Mellemøsten og op igennem Europa, nok ikke så meget tænker på deres religionsfrihed, men på den politiske beskyttelse af deres eget og deres families liv, der er grundtanken i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.

Det er en grundtanke, der springer ud af erfaringerne fra Anden Verdenskrig. Efter holocaust og de enorme flygtningestrømme skulle Verdenserklæringen beskytte ethvert menneske uanset religion, politisk overbevisning, køn, etnicitet og sprog.

Ideen var at flytte fokus fra nationalstaten og over på individet. Uanset baggrund skulle menneskets værdighed som menneske beskyttes imod stater og politiske kræfter, der kunne finde på at ofre individet på bekostning af hensynet til en bestemt ideologi eller national politik.

Tanken var, at staterne skulle forpligte sig til at beskytte individet, og der blev oprettet internationale institutioner, der skulle beskytte individet mod nationalstatens overgreb.

Flere politikere - også i Danmark - har i den seneste tid fremhævet, at det internationale menneskerettighedssystem med konventioner og domstol har overlevet sig selv, fordi det er blevet etableret i en tid, der er meget forskellig fra vores.

POLITIKERNE OPLEVER de forskellige menneskerettighedskonventioner som en spændetrøje, der forhindrer, at et land som for eksempel Danmark kan føre en selvstændig flygtninge- og asylpolitik, der skal beskytte os mod for megen indvandring.

Når denne diskussion kommer op, kan det være vigtigt at huske på, at menneskerettighederne har til formål at beskytte individet, så vi undgår den dehumanisering af den menneskelige værdighed, som også er en del af Europas nyere historie.

Netop i denne tid oplever vi et af de vanskelige paradokser, når det gælder beskyttelse af menneskerettigheder - politiske eller religiøse. Paradokset består i, at der skal stærke nationalstater til at beskytte individet.

Mange flygtninge og emigranter er sat ud på deres rejse til Europa, fordi de ønsker at komme væk fra deres egen fejlslagne stat, der ikke kan garantere deres sikkerhed eller økonomiske fremtid.

Samtidig ser vi, at det internationale system ikke er nok. Dets institutioner står og kigger hjælpeløst til, når mennesker bliver drevet på flugt. En række af disse stærke nationalstater bruger endvidere deres styrke til at holde flygtninge ude af deres områder, så flygtningene og deres menneskesmuglere må søge nye veje.

Men nationalstaternes hensyn til egne interesser må balanceres med hensynet til internationalt samarbejde og beskyttelse af flygtninge, der har ret til et værdigt liv ligesom alle andre mennesker.

Hvis ikke de europæiske lande arbejder sammen, vil situationen for de mange flygtninge i de europæiske grænseområder bare blive værre og værre, i takt med at vinteren sætter ind.

Europa har før vist, at det kan lade sig gøre at håndtere store flygtningestrømme. Det skete efter Anden Verdenskrig og i forbindelse med Jugoslaviens sammenbrud i 1990'erne.

Dengang vidste de politiske ledere, at de måtte etablere et system, der skulle beskytte mennesker mod staternes magtovergreb. Sådan er det fortsat.

Peter Lodberg er dr.theol. og professor mso ved Aarhus Universitet