Religionskritikkens nødvendighed

Det er godt med fokus på religion. Men hvis religionsstudier skal have relevans også uden for den universitets tykke mure, skal den også inkluderes i medierne. For det er ikke nok kun at have fokus på de autentiske stemmer indefra, især ikke hvis disse formidles med en religiøs vinkling. Dertil er religion alt for vigtig, mener dagens kronikør

Religion er blevet en del af alles interessesfære. Begrebet har fået en autoritet, der for bare et par årtier siden ville være utænkelig. Religion er blevet en hellig ko og et gyldigt argument, som politikere, medier, meningsdannere og religiøse selv hiver frem ved opportune lejligheder - også på breddegrader, der før hyldede sekularisering som selvindlysende sandhed.

Interessen for religion er naturligvis ikke ny, heller ikke forvirringen om, hvad begrebet egentlig betyder og kan bruges til. Kristne apologeter kunne bryste sig af at kalde de andre ”religioner”, mens man selv var sandhed.

Uden for kristne kulturkredse var der noget forvirring om, hvordan man skulle bruge dette begreb, der lagde op til en underlig skelnen mellem en ”religiøs” og en ”ikke-religiøs” virkelighed. I dag er der forskere, der insisterer på ikke at bruge religionsbegrebet, da det smager for meget af kolonialistisk undertrykkelse og protestantisk religionsforståelse.

Parallelt med religionsstudiernes udvikling og interessen for også andre religioner tilbage i det 19. århundrede fremstod der også en idé om alternativ erkendelse af religiøse sandheder indefra. Mystiske traditioner med fokus på erkendelsen af Gud eller en højere bevidsthed kendes fra mange religioner, især dem fra Østen.

Mystik-begrebet er i dag på sin vis blevet erstattet af spiritualitets-begrebet. Dette har en mere nutidig aura af moderne individ-orienteret autenticitet med fokus på religionens eller selvets angiveligt spirituelle kerne.

At have respekt for religionen ”indefra” er også et perspektiv, medierne i højere grad har taget til sig. Måske fordi man på den måde kan skelne denne fra den ”forkerte religion”, typisk med underforstået reference til politisk religion.

Det er givetvist også pointen, når aviser får religiøse selv til at anmelde religionsvidenskabelige bøger (når disse en sjælden gang anmeldes); analysen af deres religion skal have blåstemplet fra den autentiske stemme indefra. Har teoretikerne nu også forstået, hvad det virkelig handler om?

Den 17. januar var der i Kristeligt Dagblad et interview med bestyrelsesformanden for Danmarks Radio, Michael Christiansen, der gerne vil have mere dækning af ”troen på troens præmisser”. For som han udtalte, så er der grænser for, hvor langt videnskab kan nå.

Det er ”nemmere at forsvinde ind i religionshistorien” fremfor at ”vandre mere direkte ind i det (religiøse) felt”. Det er lettere at fokusere på religionskonflikter ”i stedet for at gå ind i selve troen”. Michael Christiansen går altså skridtet videre end den tidligere regering, der kundgjorde, at DR skulle forpligte sig på at formidle kulturkristendom som et nationalt anliggende. Han vil have religion ind hos det enkelte individ. Den autentiske tro.

Det er godt og relevant at få historier ”indefra”. Et demokratisk samfund virker bedst, når mangfoldigheden trives, og ligesom det er relevant at få belyst en kompleks verden fra kunstnere, filosoffer eller ”manden på gaden”, er religiøse stemmer naturligvis væsentlige at få med, også i medierne. DR har da også flere gode udsendelser herom i både radio og tv, blandt andet med ”indefra”-vinklen, endog indimellem omhandlende ikke-kristne religioner. Levende religion er for de fleste netop personlige måder at forstå og udleve religion, og meget ofte langt fra den officielle religion, som doktrinerne foreskriver.

Man må bare håbe, at denne vinkel ikke kammer over og tilsidesætter den religionsvidenskabelige vinkling, som medierne desværre i forvejen for sjældent har øje for. Der ligger nemlig en faglig set problematisk pointe i at skelne ”autentisk religion” (som ofte gengives med ”tro”) fra alt det andet, der ligger uden om en sådan angivelig autenticitet.

Den enkeltes tro er interessant og relevant at få formidlet. Men tro er en del af religion, der altid er en del af en historisk, sociologisk, psykologisk og så videre indrammet virkelighed. Det er vigtigt at få udfoldet for at forstå den væsentlige rolle, religion spiller for mennesker og for verden. Også uden normative ideer om, at (autentisk) religion principielt er godt for alle.

Det er dét, religionsvidenskaben beskæftiger sig med. Religionsvidenskab er historisk set baseret på religionskritik, forstået som retten til udefra at analysere feltet som et historisk og kulturelt fænomen. Heri adskiller den danske og vestlige religionsvidenskab sig fra store dele af resten af verden.

Værdineutral religionsvidenskab er ikke kendt i ret mange ikke-vestlige lande, hvor den normative religionsundervisning (i ”autentisk” religion) er med til at bygge op om nationen og kulturens selvfortælling.

I flere muslimske lande er religionskritik og -analyse decideret strafbart. Selv på konferencer i USA er den religiøse vinkling ofte åbenlys, og indimellem kan det være svært at adskille faglige foredrag fra prædikener!

I Danmark (og Norden) har vi en lang tradition for analytisk distanceret religionsforskning. Det er også den, vi fra de tre uddannelsesinstitutioner i København, Odense og Aarhus giver videre til vores studerende, hvoraf mange ender som religionslærere i gymnasierne.

Siden 1982 har vi haft en religionsvidenskabelig forening, Danish Association for the Study of Religions (DASR), der på tværs af institutionerne har samarbejdet om forskning og formidling af religionsstudier.

DASR er med i et internationalt netværk, IAHR (International Association for the History of Religions), der på tværs af kulturelle og geografiske skel forsøger at fremme en sådan værdineutral religionsforskning. Det er bestemt ikke uproblematisk at få trådene til at hænge sammen i en sådan mangfoldighed. Men arbejdet er vigtigt. For netop den værdineutrale forskning er nødvendig i et felt, der ikke bare er generelt interessant, men også politisk sprængfarligt.

En sådan forskning tillader sig nemlig også at ”gå bag om” de religiøse stemmer. Ingen ejer religionsbegrebet, men mange har interesse i at repræsentere autoriteten til at definere det, og ofte er det dem, der får spalteplads i medierne. Religionsvidenskaben analyserer politiske, sociale, psykologiske, historiske baggrunde ved og aspekter af religiøse diskurser og praksisformer. Ikke for at spore sig frem til religion bag disse, men for at se på, hvordan religion netop også er del af disse felter.

Principielt er der ingen hellige køer for religionsvidenskaben. Det betyder også, at den ikke er i lommen på bestemte politiske, ideologiske eller religiøse interesser.

Det betyder ikke, at man ikke kan samarbejde med andre, der måtte have religiøse interesser. Undersøger man levende religion i nutiden, vil en beton-objektivistisk afstand til ”genstandsfeltet” da også være udfordrende.

Feltarbejde under fjerne himmelstrøg fungerer ofte bedst med gode relationer til dem, man studerer. Flere har da også herhjemme haft gode projekter med teologer om for eksempel samtidsreligion i Danmark, ligesom præster eller religiøse specialister og lægfolk fra forskellige traditioner har været inkluderet som informanter til forskning, som flere af disse selv har interesse i, fordi den har været værdineutral og ikke-apologetisk.

Det er godt med fokus på religion. Men hvis religionsstudier skal have relevans også uden for den universitære fagkundskab, skal den også inkluderes i medierne, herunder public service-kanalen DR. Det er ikke nok kun at have fokus på de autentiske stemmer indefra, især ikke hvis disse formidles med en religiøs vinkling. Dertil er religion nemlig alt for vigtig.

Jørn Borup er lektor ved Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet og formand for Danish Association for the Study of Religions (DASR)