GODAFTEN, DET ER FJERNSYNET!. Så enkelt, klart og indforstået kunne fjernsynsværten engang udtrykke sig, når Danmarks Radio tonede frem på fjernsynsskærmene i de danske hjem.
I dag ser virkeligheden helt anderledes ud. Nu er Danmarks Radio blot én blandt måske 64 kanaler i mange danske hjem. Ærgerligt, vil nogle måske mene, men virkelighed er det. Monopolet er brudt, og der skal som bekendt mere til end en nobelt klædt ældre herre, der høfligt ytrer Godaften, det er fjernsynet, for at fastholde de danske tv-seere i dag.
LÆS OGSÅ: Kirken står overfor en tiltagende fragmentering
Men hvordan toner kristendom og folkekirken frem i danskernes bevidsthed i dag? Ja, her er monopolet også brudt. Folkekirken har ikke længere monopol på religion i Danmark. Går man bare få årtier tilbage i historien, så det ganske anderledes ud.
Ganske vist er folkekirken fortsat rammen om de fleste danskeres store overgange i livet såsom bryllup og begravelse, men meget tyder på, at andre livstydninger end evangelisk-luthersk kristendom kæmper med om danskernes opmærksomhed.
Den nye situation handler ikke så meget om faldende medlemsprocenter eller tendenser til vigende kirkegang. Den reelle udfordring handler derimod om, at der i dag findes en religiøs mangfoldighed i Danmark, som for det første er præget af nye praksisorienterede spirituelle strømninger, der ikke sjældent henter tankegods fra såvel østlige som vestlige traditioner og religioner. Og for det andet handler det om tilstedeværelsen af muslimer og islam i det danske samfund.
Der findes i folkekirken og blandt befolkningen i det hele taget mange forskellige forventninger til, hvordan folkekirken bør og skal agere i en virkelighed, der er præget af religiøs mangfoldighed.
Nogle vil mene, at den vigtigste opgave for kirken i mødet med mennesker med en anden tro eller livstydning er Ordets forkyndelse. Andre vil lægge vægten på, at folkekirkens rolle først og fremmest er at værne om dansk kultur og stå som en samlende faktor i et ellers fragmenteret samfund. Andre igen forventer, at folkekirken engagerer sig socialt eller diakonalt, også over for nydanskere.
NOGLE VIL MENE, at folkekirkens vigtigste opgave er at modsige andre (falske) religioner, mens andre mener, at folkekirken bør indgå i dialog med for eksempel muslimer om tro og samfundsrelaterede emner. Og der er dem, som forventer, at folkekirkens vigtigste kendetegn er tolerance.
Der kan sikkert findes endnu flere forventninger til folkekirkens rolle i et flerreligiøst samfund, og mange vil givet abonnere på flere af de nævnte forventninger på én gang. Alle synspunkter findes og har hjemstedsret i folkekirken. Det er i en rummelig folkekirke ikke noget problem. Derimod kan det være problematisk, hvis vi blot udviser ligegyldighed og bare gør, som vi altid har gjort uden at reflektere over, hvad de nye betingelser betyder for det at være kirke i dag.
Folkekirken lever altså i en ny situation med større religiøs mangfoldighed. Det er en situation, der er meget nærværende for mange sogne rundt omkring i landet. Det kan være sogne, hvor mennesker efterspørger yoga og meditation som hjælp mod stress og til håndtering af hverdagen, men som aldrig kunne finde på at komme til højmesse om søndagen. Eller det kan være sogne med en moské, hvor muslimer samles til bøn og andre arrangementer.
Igennem de senere år er der også gjort mange tiltag for, at folkekirken skal forholde sig til mødet med mennesker af en anden tro end kristendommen. I 1998 tog biskopperne for eksempel initiativ til at nedsætte et udvalg, som skulle klarlægge folkekirkens relation til muslimer. Den nedsatte arbejdsgruppe færdiggjorde sit arbejde i 2000 med rapporten Samtalen fremmer forståelsen. I kølvandet herpå blev stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde etableret i 2002, som altså har 10-års-jubilæum i år.
Folkekirke og Religionsmøde valgte hurtigt at udvide arbejdsområdet fra kun at gælde mødet med muslimer til også at gælde folkekirkens møde med østligt inspireret religiøsitet.I dag ser vi, at folkekirkens engagement i mødet med andre religioner mange steder er blevet en naturlig del af det at være kirke i lokalområdet.
Vi ser, at folkekirken flere steder i landet er til stede på alternative helsemesser, der ellers er præget af auralæsning, healende sten og clairvoyance. Midt i dette virvar af nyåndelige tilbud finder man i dag også folkekirken med en stand, hvor mennesker kan samtale om tro og blive bedt for. Kirkens tilstedeværelse på de alternative messer er et godt eksempel på, hvordan kirken uden at miste sig selv kan være til stede, hvor folket (også) er.
Andre steder i landet ser vi, at flere sogne og provstier i storbyer samarbejder om at møde muslimske naboer med sociale aktiviteter, lektiehjælp, samtaleaftner om tro og meget mere. Det gælder eksempelvis Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense, Mødestedet på Vesterbro og Mødestedet Amager i København, et lignende sogne- og stiftssamarbejde er undervejs i Esbjerg, og vi ser lignende aktiviteter mange andre steder i landet.
På nationalt plan blev Kristent Muslimsk Samtaleforum etableret i 2006 som et mødested for repræsentanter for kristne og muslimer i Danmark. Siden da har dette forum holdt en årlig konference om emner af fælles interesse for kristne og muslimer.
Seneste konference handlede for eksempel om de fremtidige vilkår for præste- og imam-uddannelse i Danmark. Kristent Muslimsk Samtaleforum er et uformelt netværk, der ikke kan tage beslutninger på nogens vegne, men som har vist sig meget værdifuldt i bestræbelserne på at skabe tillid og opbygge solide relationer på lederniveau kristne og muslimer imellem.
Ligesom der kan være forskellige forventninger til folkekirken i et flerreligiøst samfund, kan der i kirken være forskellige motivationer for at indgå i religionsmødet.
For det første kan motivationen for religionsmødet i sognet netop handle om at skabe tillid og bygge bro mellem mennesker med forskellig tro. En del af formålet med samtalen mellem for eksempel kristne og muslimer er at skabe et fundament for fredelig sameksistens og gensidig forståelse og respekt. Eller sagt med teologiske begreber, så er motivationen at blive så længe sammen med den anden, at man til sidst aner Vorherres ansigtstræk i det andet menneske.
For det andet sker det ofte, at man i mødet med andres tro bliver klogere på sin egen tro og tradition. Det er ligesom at rejse udenlands, hvor man i mødet med andre mennesker og andre traditioner pludselig ser på sit eget land med nye øjne og måske lærer at værdsætte nye sider ved sin egen tradition og på samme tid påskønne det smukke hos andre traditioner.
Den tredje motivation i religionsmødet handler om, at man som kristen er med til at præsentere og repræsentere den kristne tro i handling og ord og i en samtale, hvor man nysgerrigt lytter til den andens troserfaringer, og hvor man selv som noget naturligt fortæller om og deler sin egen tro med dem, som gerne vil lytte.
Det er i sognene, at religionsmødet bliver levende og får krop og sjæl. Menighedsråd i et flerreligiøst samfund har en opgave med at sætte emnet på dagsordenen. Forhåbentlig vil vi i de kommende år se en folkekirke, som bliver mere bevidst om sin egen rolle over for andres tro, og hvor man som en del af sognets øvrige aktiviteter finder det berigende både at lytte, spørge og selv fortælle om, hvad vi tror på, og hvilken forskel det kan gøre i lokalsamfundet!
Kåre Schelde Christensen og Jan Nilsson er henholdsvis generalsekretær og netværkskonsulent for stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde