I disse år diskuteres det, hvorvidt mennesker gennem ret til aktiv dødshjælp og assisteret selvmord skal sikres mulighed for en værdig død. Men hvad med retten til at dø af sig selv ved et hjertestop og have sin dødsproces i fred?
Der er en vis opmærksomhed omkring dette spørgsmål, når det gælder meget gamle eller alvorligt syge. Skal der være hjertestartere på plejehjem? Hvordan sikres det, at de ikke bruges mod beboerens ønske?
I denne kronik vil jeg beskæftige mig med alle menneskers ret til, hvis de ønsker det, at dø i fred, når deres hjerte er holdt op med at slå. Uanset hvad udenforstående mener om deres alder, helbred og livskvalitet.
Denne ret er under pres fra flere sider. Her vil jeg koncentrere mig om spørgsmålet om genoplivning ved hjertestop på baggrund af den stadigt større udbredelse af hjertestartere, og Hjerteforeningens kampagner for at få folk til at bruge dem. Som en konsulent i Hjerteforeningen sagde til mig: ”Hellere redde en for meget end en for lidt.”
Der eksisterer et praktisk eller teknisk problem omkring at sikre, at de, der ønsker at blive betjent af hjertestarter, uopsætteligt bliver det, og samtidig sikre, at de, der ikke ønsker det, bliver fri.
Dette spørgsmål må jeg vende tilbage til senere. Her forudsætter jeg, at der vil kunne findes en effektiv løsning, som tilgodeser alle.
Mens mulighederne for at redde liv har stor samfundsmæssig bevågenhed, savner jeg opmærksomhed på og respekt for dem, der ikke ønsker deres liv reddet.
Det kan være grundet i en forestilling om ”Guds vilje”. Det kan være, fordi man ønsker fred til selve dødsprocessen. Eller fordi man foretrækker en hurtig død, når man får den tilbudt, frem for at risikere et vanskeligere og måske smertefuldt forløb en anden gang.
Det kan være begrundet i frygt for at live op til en tilværelse som skadet og hjælpeløs. Uanset er det en personlig tilgang, som andre ikke behøver at forstå eller være enig i.
Følgende er skrevet med udgangspunkt i mine personlige erfaringer og forestillinger og mit personlige forhold til døden. Jeg har respekt for, at andre ser det anderledes. Alle bør have ret til at vælge den rigtige vej for dem selv.
For mig er døden at gå videre herfra, ligesom fødslen var at komme hertil. Min erfaring er, at et menneskes død kan være smuk og fredfyldt. Pårørende kan indtage en kærlig og omsorgsfuld position, og der kan være en afklaret ro, en stemning af fortrøstning sammen med sorgen.
Skulle jeg være så heldig at opleve min død på den måde, ønsker jeg det ikke forstyrret af hektisk aktivitet og elektriske stød. Og falder jeg om på gaden med et pludseligt hjertestop uden mine nærmeste omkring, er mit drømmescenarie, at tililende vil tænke: ”Åh, her er et menneske, som tager herfra nu,” at de vil sætte sig hos mig, lægge en jakke under mit hovede, skærme mig mod uro og blive lidt hos mig, mens de sender gode ønsker med mig.
Mit håb er, at et sådant scenarie kan blive en mulighed på lige fod med det, hvor tililende gør deres yderste for at tilkalde hjælp, yde førstehjælp og redde den pågældendes liv med en hjertestarter.
Som sygeplejeelev arbejdede jeg på langtidsmedicinske hospitalsafdelinger og var vidne til grusomme og langtrukne forløb, hvor patienterne i flere tilfælde tiggede om at få lov at dø, men led i måneder, før de endelig blev udfriet. Det er en hård måde at afslutte livet på.
Bliver mit lod at falde om med et pludseligt hjertestop, ønsker jeg det ikke ødelagt af genoplivning. Det kan ikke være op til andre at vurdere, om jeg er gammel nok eller syg nok til at dø nu. Mit hjerte er stoppet, og for mig betyder det, at ”min tid er kommet”. Det behøver ikke give mening for andre, det er mit liv og bør være min død.
Når hjertet holder op med at slå, dør man, hvis der ikke gribes ind udefra. Falder en person om med hjertestop, liver vedkommende ikke op af sig selv.
Forsøges genoplivning er der tre mulige udfald: personen dør, personen overlever med en eller anden grad af men, personen overlever og kan fortsætte livet som før.
Jeg vil gerne påberåbe mig personlig frihed til at vælge, om jeg vil løbe risikoen for et liv med hjerneskade og afhængighed af andre mennesker og den hjælp, samfundet kan tilbyde, eller jeg vil fortsætte med at være død. Det burde være en menneskeret.
Sundhedsloven sikrer, at ingen behandles mod deres vilje. Ifølge afsnit 111 paragraf 15 må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Forudsat patienten er fyldt 15 år og ikke varigt er ude af stand til at afgive informeret samtykke.
Selvom patienten kun midlertidigt er ude af stand til at afgive samtykke, kan øjeblikkelig påkrævet livreddende behandling dog indledes uden samtykke.
Paragraf 19 lyder: ”Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge.”
Hensigten med denne undtagelse må vel være at sikre, at livsvigtig behandling, som er omgående påkrævet, ikke udsættes, mens man informerer og modtager samtykke?
Ved informeret samtykke forstås i loven et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra en sundhedsperson om mulige konsekvenser af at gennemføre tilbudt behandling såvel som af at afslå den. Et informeret samtykke kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.
En person med hjertestop er midlertidigt ude af stand til at afgive tilsagn. Der skulle dog ikke være noget i vejen for, at personen inden hjertestops indtræden modtager information og tager stilling til tilsagn. På det tidspunkt er personen ”i stand til at give tilsagn” og har altså ret til at nægte at give det.
Hvis en person ikke ønsker genoplivning, kunne han således på forhånd af en sundhedsperson oplyses om konsekvenserne ved henholdsvis at modtage og ikke modtage behandling ved hjertestop og på den baggrund nægte at give tilsagn til behandling, hvilket er lig med at frasige sig genoplivning.
Der er så det praktiske problem at formidle personens beslutning og få den respekteret af de tililende, som for manges vedkommende er i stand til at give hjertemassage og i stadig større udstrækning udstyret med en hjertestarter.
De er typisk besjælet af et ønske om at hjælpe, og der vil ikke være tid til at tjekke centrale registre eller lede efter eventuelle kort på den bevidstløse. Det må der findes en løsning på.
Loven ”fastsætter kravene til sundhedsvæsenet med henblik på at sikre respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse, og at opfylde behov for...” - blandt andet valgfrihed.
Loven giver ret til at nægte at modtage livreddende blodtransfusion og forbyder, at der gribes ind over for sultestrejkende for at redde deres liv.
Det kan ikke være i lovens ånd, at mennesker, som er i gang med at dø af et naturligt hjertestop, hindres i dette mod deres vilje. Hvis lovens ord kan læses som et forsvar for dette, bør loven præciseres, så ånd og ord stemmer overens.
Der er brug for en holdningsændring frem mod, at det på lige fod med ønsket om at leve længst muligt bliver et legitimt standpunkt at ønske ro og respekt om en naturlig dødsproces.
Nienke Johansen er socialrådgiver