Jødiske, kristne og muslimske repræsentanter har sammen dannet et forum for at fremme forståelsen mellem religionerne i København.
Som initiativtager til etableringen af forummet vil jeg på baggrund af de seneste dages omtale af dette fortælle lidt om baggrunden og tankerne bag.
Det begyndte for mere end to år siden i Brooklyn. Ved et besøg i den danske sømandskirke inviterede sømandspræst Julie Sløk mig med til et konvent, der kaldte sig Brooklyn Clergy.
En gang om måneden mødes de gejstlige ledere (præster, imamer, rabbinere og så videre) for at tale om bydelens særlige problemer, og man går sammen om forskellige sociale og kulturelle tiltag i bydelen.
Det var spændende at opleve, hvordan man, på trods af de mange forskellige religioner og deres indbyrdes forskellige trossamfund, gjorde alt for at finde en fælles forståelse i dette konvent.
Jeg oplevede en stor munterhed, åbenhed og især en opgavebevidsthed.
Her mødtes (og mødes) stærke, levende traditioner og dannede et fællesskab, og man møder hinanden med åbenhed og velvilje og ikke med forbehold og arrigskab.
Da jeg var kommet hjem fra New York med denne oplevelse i erindring, henvendte Københavns Kommune sig kort tid efter til mig, fordi man ønskede, at folkekirken i København skulle deltage i aktioner mod hate crime, altså religiøst begrundet kriminalitet.
I København må vi sande, at der bliver begået vold mod jødiske medborgere. De bliver udsat for trusler, og de kan ikke gå med kalot i bestemte dele af byen.
På samme måde er det en del af københavnervirkeligheden, at muslimske kvinder risikerer at få hevet tørklædet af hovedet, blive råbt intimiderende efter og talt nedladende til. De kristne konvertitter er også et særligt problem. Også de må se sig over skulderen.
Københavns Kommune skal have ros for, at man så problemet hurtigt og søgte at gøre noget ved det.
De kommunale myndigheder så også med det samme, at hvis dette problem skulle løses, var det nødvendigt, at kirker, moskéer og synagogen kom med på banen, og jeg tror ikke, at der var tvivl i nogens sind om at deltage.
Vi har siden været med til mangfoldighedsfester, har holdt gudstjenester, hvor de andre religioner kom til orde efter gudstjenesten med en nytårshilsen. Vi har intensiveret vores indsats for at arbejde på det gode naboskab og skabe forståelse for hinanden.
Jødisk Kristent Muslimsk Forum dannede vi efter den 14. februar. Vi dannede det på en måde allerede på gaden den dag, vi gik ud på Østerbro for at markere vores afsky for de mord, der var begået ved Krudttønden og ved synagogen.
Jeg lever som mange andre europæere med en høj bevidsthed om, at holocaust skete på europæisk jord, og anser antisemitismen for at være et sår på (kristen) europæisk kultur.
Jeg begriber mindre og mindre, hvordan sådan et folkemord kunne finde sted i vores sammenhæng. For mig var det vigtigt at følges med jøderne ud på Østerbro. Det samme ved jeg, at formanden for Muslimernes Fællesråd, Sami Kücükakin, og imam Naveed Baig følte.
Jødisk Kristent Muslimsk Forum dækker over forskellige traditioner. Vi, der er med, har et særligt ansvar, som vi er valgt til. Fremover vil vi tage problemer op, som måtte blive en del af vores hverdag.
Vi vil drøfte, hvordan vi kan sikre, at mennesker og myndigheder bliver orienteret om, hvordan man gebærder sig på de forskellige religioners helligsteder. Vi vil tale om, hvordan vi kan praktisere vores tro i det offentlige rum, og vi vil givetvis protestere og informere beslutningstagere, hvis offentlige myndigheder forsøger at lægge hindringer i vejen for religiøse skikke. Vi vil arbejde for, at religionsfriheden sikres.
Særligt interesseret er jeg selv i mindretallenes måde at tænke på. Det er min fornemmelse, at vi ikke er så gode til at rumme vores mindretal længere. Vi vil gerne have, at de er, som vi er - men så er de jo ikke noget særligt!
Jeg er ydermere overbevist om, at privilegier ikke er noget, man holder for sig selv. Men dersom dette forum kan være med til at vise veje mod et bedre forhold mellem trossamfund og myndigheder, vil det være væsentligt.
Jeg forstår godt den medborger, der indimellem kommer i tanker om, at religion vist i grunden ligger i bunden af enhver uforsonlighed. Når man møder troendes afvisende dogmatisme, deres vrede attitude, bliver man forundret og kommer i tanker om, at den, der tror sig at have Gud i ryggen, ikke så sjældent tillader sig at være på nakken af de andre.
I Jødisk Kristent Muslimsk Forum sidder vi sammen også for at holde den galskab fra døren.
Vi vil yde vores lille bidrag til fred, forståelse og tolerance. Når jeg hver morgen erindrer mig trosbekendelsen og Fadervor, kommer jeg i tanker om, at Gud skabte alle mennesker og gav dem livsmuligheder, klæder, arbejde. Han gav også det menneske, der mener og tror anderledes end mig, livet.
Vi er fælles om denne verden, og når jeg beder ”giv os i dag vort daglige brød”, hører jeg altid i baggrunden bønnen om, at Gud må give os mad, drikke, god regering, gode politikere, gode naboer, kolleger, livsmuligheder og fred. Det er ikke bare min bøn, men en bøn for hele verden.
Luthersk teologi er befriet fra at gå til i selvforherligende dogmatisme. Vi er om nogen befriet til at fortælle om ham (Jesus), der mødte menneskene, hvor de er, og ikke, hvor de skulle være. Hans radikale kærlighedsopfattelse befriede os til kun at være bundet af kærligheden til Gud og medmennesket.
Begrebet samfundsfred skal vi tale mere om. Det er vigtigt for et samfund, at der er fred mellem de forskellige trosretninger, de forskellige sociale grupper og de kulturelle lag. Der skal være en agtelse mellem flertal og mindretal.
Det ville være løjerligt, om synagoge, kirke og moské ikke gik ind og tog del i denne samtale og markerede dette håb om en fælles fremtid.
Som verden ser ud, er det vigtigere og vigtigere, at vi siger højt til hinanden, at mord, hån og nedladenhed aldrig kan gøres i Guds navn, som så mange ekstremister hævder.
Politik er drøftelsen af de offentlige anliggender og udtryk for det, vi gerne vil med vores samfund. Det er drøftelsen af, hvilke pligter et menneske har, og hvilke rettigheder det samme mennesker derfor også kan nyde.
Det er ikke noget nyt, at biskopperne i København interesserer sig for byens menneskers ve og vel. Er der noget, en biskop ved, og er der noget, hvert eneste medlem af Jødisk Kristent Muslimsk Forum ved, så er det, at hos os taler vi til overbevisningen og har ikke andre midler end ordet og overbevisningen.
Det er os også nok, men som demokrater vil vi ikke lade muligheden gå fra os at oplyse om vores forskellige traditioner og sammen forsøge at finde løsninger på fælles udfordringer.
Peter Skov-Jakobsen er Københavns biskop