Sankt Laurentius - manden på risten

I folkekirken bør vi finde tilbage til de diakonale rødder, som vi alle er så glade for. Her tænker jeg ikke kun på Jesus, Stefanus og Laurentius, men også på de mange munke, hattedamerne og alle de frivillige i de mange genbrugsbutikker og sociale væresteder og i organisationerne, der har holdt diakonien i live

DA JEG I FORSOMMEREN var på ferie i Rom, var vi inde for at se nogle af kirkerne. Selvom jeg har været i Rom flere gange, har jeg vist ikke set alle kirker i byen endnu, men det kom denne gang til at fremtræde ret så tydeligt for mig, hvordan alle kirkerne er forsynet med et helgennavn, nærmest for at markere, hvilket formål netop denne kirke skulle tjene.

Det er ikke altid så tydeligt hjemme i den danske sognekirkelighed, hvor de fleste kirker blot har et geografisk navn.

Der er en særlig pilgrimsrute i Rom, hvor man passerer syv særligt vigtige kirker, heriblandt naturligvis Peterskirken, som de fleste kender. En af de andre er knap så kendt, nemlig San Lorenzo Fuori le Mura. Denne kirke ligger, som navnet antyder, uden for den gamle bykerne og er ganske atypisk i Rom, idet den virker noget kedelig og spartansk indrettet. Der er ikke så meget guld og glimmer, som man normalt ser på de kanter.

Kirken er indviet til San Lorenzo (på dansk: Sankt Laurentius), og det er årsagen til den anderledes udsmykning. Laurentius var en af middelalderens mest populære helgener. Legenden om hans død fortæller, at han af kejseren i Rom blev afkrævet kirkens skatte. Han handlede resolut og uddelte kassebeholdningen til byens fattige, og da skatteopkræveren dukkede op, pegede han på de fattige og sagde: Dette er kirkens rigdom: De evige skatte, som aldrig mindskes, men forøges hver dag.

For denne gerning blev Laurentius brændt på bålet. Han blev endda lagt på en rist, hvor han efter noget tid skal have udtalt, at det vist var tid til at vende ham, da han havde fået nok på den ene side. Af denne grund er hans særlige kendetegn en rist. Som tribut til hans eftermæle har man således bevidst indrettet kirken fattigt - i hvert fald i forhold til normal romersk standard.

I San Lorenzo Fuori le Mura er der statuer af Laurentius med risten sammen med andre ligesindede helgener. Der er statuer eller særlige altre for den hellige Frans af Assisi, Sankt Stefanus, Padre Pio, pave Johannes Paul II og såmænd også af Jesus selv. En fin forsamling af kirkemænd som på hver sin måde gjorde en særlig indsats for de fattige og svage i og omkring kirken. På den måde bliver den enkelte kirkegænger mindet om den særlige opgave, der ligger til kirken og enhver kristen til alle tider: at leve næstekærligheden og diakonien ud i hverdagslivet.

SELVOM VI I DANMARK ikke har hyldet helgener siden Reformationen, har vi dog stadig mange kirker, der er helgenindviede. Nogle af dem har det endda bevaret i navnet, som Vor Frue Kirke eller Sankt Johannes Kirke, mens andre blot har det med i beskrivelsen af kirkens historie på hjemmesiden.

Sådan har det nok forholdt sig i Gjellerup Kirke, hvor jeg er præst. Kirken er, som det sikkert er de fleste bekendt, Danmarks ældst daterede bygning, og i år holder Gjellerup Kirke 875-årsfødselsdag, og så er der jo en god grund til at støve historien af. Kirken er indviet til Sankt Laurentius, og derfor fejres fødselsdagen normalt den 10. august, som er Sankt Laurentius' dag.

Som en nærmest ufrivillig kommentar, eller måske som en påmindelse om den betydning, Sankt Laurentius har haft i kirker over hele verden, og den betydning, vore forfædre lagde i at indvi Gjellerup Kirke til ham, skete der noget særligt på menighedsrådets årlige møde for menigheden i dette forår. Da formandens beretning og økonomien var gennemgået og drøftet til ende, var der en af tilhørerne, der spurgte ind til sognets forhold til diakoni. Det blev til en rigtig god samtale om at genopdage den dimension i kirkens liv, som diakonien er.

Diakoni er et græsk ord, der betyder tjeneste, og diakonien er netop de hænder og fødder, der gør de gode ord levende og virkende. Ofte taler og hører vi mest om kirken som sted for gudstjenester, konfirmandundervisning, bryllupper og begravelser. Det er jo ikke helt forkert, men kirken har også fra gammel tid en forpligtelse på det diakonale, eller med andre ord at leve budskabet ud i hverdagslivet.

Vi er naturligvis som kristne alle kaldede til at leve budskabet ud i vores hverdag, men gennem tiderne har kirkerne også forsøgt at organisere den diakonale indsats. Der går en lige linje fra de syv menighedstjenere, der i den første kirke blev udpeget til at stå for at dele mad ud ved bordene, så apostlene kunne koncentrere sig om at forkynde budskabet, til den måde, kirkens diakonale indsats er organiseret på i dag. Kirken har stor tradition for at hjælpe mennesker i nød på forskellig måde, via munkeklostrene i middelalderen og helt op til vore dages velfærdssamfund.

I DANMARK SKETE DER en forandring af dette i forbindelse med Reformationen. Munkevæsenet forsvandt, men kirkens diakoni fortsatte som et ekstra ben i kirkens virke. Omkring de folkelige og åndelige vækkelser ved århundredskiftet til 1900 blussede en række organisationer og selskaber op, som ved deres virke kom til at fungere som kirkens forlængede diakonale arm. Eksempelvis kan nævnes Kirkens Korshær, Blå Kors, KFUM's Sociale Arbejde, Missionen blandt Hjemløse, Møltrup Optagelseshjem, men der er jo mange flere. Disse og mange flere organisationer tog over, hvor man så, at den officielle kirke ikke slog til, og mange af dem gør stadig en stor indsats.

I dag ser man til gengæld en modsatrettet tendens til, at sognekirkerne begynder at tænke sig tilbage i den samlende rolle, mens selskaberne og organisationerne har svært ved at bevare det lokale fodfæste. Dette fornemmes også i Gjellerup, hvor menighedsrådet nu på opfordring begynder at tage emnet op - først ved at sætte det på dagsordenen til et menighedsrådsmøde, men med potentiale til at udvikle sig til et selvstændigt ben i kirkens liv og vækst.

Nu er det jo ikke sådan, at diakonien er helt forsvundet ud af billedet hverken ved Gjellerup Kirke eller i folkekirken som sådan. Der har i mange år foregået mange diakonale tiltag på det lokale sogneniveau, og dette skal naturligvis ikke forklejnes. Der er dog nok ingen tvivl om, at diakonien har levet en noget tilbagetrukket rolle i forhold til forkyndelse, undervisning og udsmykning. Der er samtidig også mange aktiviteter i sognenes og i menighedsrådenes arbejde, der berører diakoniens område sporadisk, men det er meget spændende at være med i en sådan udviklingsproces, der på den måde søger tilbage til kirkens rødder og samtidig kan betyde noget konkret i det lokale kirkeliv.

Selvom 875 år ikke er så rundt et jubilæum, holder vi naturligvis gerne en fest, og den fest kan så passende være startskuddet for, at vi ved Gjellerup Kirke og i folkekirken finder tilbage til de rødder, som vi alle er så glade for. Her tænker jeg ikke kun på Jesus, Stefanus, Laurentius og de andre førnævnte, men også på de mange munke, hattedamerne og alle de frivillige i de mange genbrugsbutikker og sociale væresteder og i organisationerne, der har holdt diakonien i live, mens man i sognekirkerne har haft mere fokus på andre lige så vigtige dele af kirkens liv.

875-årsjubilæet ved Gjellerup Kirke holdes af feriehensyn i ugen efter Sankt Laurentius' dag. Der er forskellige aktiviteter for unge og ældre, kulminerende med en festgudstjeneste søndag den 17. august med efterfølgende kirkefrokost. I respekt for Sankt Laurentius tændes der dog ikke op i grillen - der serveres pølsebord.

Ole Rasmussen er sognepræst