Der har de seneste uger været en diskussion i Kristeligt Dagblad om selvmordet. Diskussionen har været foranlediget af en artikel om efterladte til selvmordere og deres møde med folkekirkens præster.
Uanset hvordan deres møde har været, er der sket meget i kirkens praktiske forhold til selvmordere: Selvmordere begraves ikke længere i uindviet jord, og præster møder ikke op til en selvmorders begravelse uden pibekrave på for at markere deres syn på selvmordet som synd, sådan som Johannes Møllehave i en bog fortæller, at præster kunne finde på at gøre for bare 25 år siden.
Synet på selvmord som en handling, der strider imod Guds orden, har ikke været enerådende i vores vestlige kulturkreds. Hvis vi går til den anden kilde, der sammen med kristendommen har skabt vores kulturkreds, nemlig antikken, møder vi en helt anden opfattelse af selvmordet.
Her er der ikke tale om en handling, der strider imod en guddommelig orden. Her er der derimod tale om en handling, som vurderes meget positivt: Den ses som en frihedens handling, som passer sig for den vise mand at udføre. Den kan være en dyd. At undlade at udføre den kan være det modsatte, en last. Lad mig ganske kort præsentere læseren for den antikke filosof Seneca og hans syn på selvmordet.
Først lidt om hans liv. Seneca blev født omkring år 5 f.Kr. og døde år 65 e.Kr. Han blev født i Cordoba i Spanien og tilhørte en særdeles velhavende familie. Hans far besluttede få år efter hans fødsel, at familien skulle flytte til det romerske riges hovedstad og mulighedernes by, Rom.
LÆS OGSÅ: Når tvivlen afværger selvmord og redder liv
Her blev Seneca undervist af nogle af datidens dygtigste retorikere og filosoffer, og han blev selv kendt for at være dels en fremragende taler, dels en førende repræsentant for den stoiske filosofi, den fremherskende filoso-fiske retning blandt de romerske aristokrater.
Seneca tjente fem romerske kejsere. Den første kejser var Tiberius, den sidste kejser var Nero. Det var under Neros regimente, at han havde størst indflydelse. I år 65 e.Kr. beordrede kejseren Seneca til at tage sit eget liv, hvilket han gjorde uden tøven.
Kernen i Senecas stoiske filosofi er, at livets formål er det lykkelige liv. Det lykkelige liv er et liv, som er behersket af fornuften, som er menneskets væsen. Der er derfor heller ikke plads til følelserne i det lykkelige liv. De er fornuftens modsætning og dens trussel.
Det drejer sig for den vise om at opnå det, der med nogle græske fremmedord kaldes dels autarki dels apati, nemlig fornuftens selvbestemmelse og frihed for følelserne. Den vise mand lever det lykkelige liv, som er præget af disse to dele.
For den vise er der to store modsætninger i livet: det etisk gode og det etisk onde eller dyden og lasten, og alt uden for dette modsætningspar er uden egentlig betydning.
Livet har således i sig selv ingen betydning. Kun for så vidt livet er et fornuftbestemt liv og således et liv, hvor dyden dominerer, er det et liv af værdi. Det følelsesstyrede liv er uden værdi. Det er tåbens liv. Denne opfattelse af livet bestemmer også hans syn på selvmordet. Den vise mand, som har forberedt sig på døden gennem hele livet, kan vælge at gå ud af livet, hvis fornuften tilskynder til det.
Eksemplerne er mange fra Senecas hånd. I stedet for at trælle under en tyran eller i stedet for at lide en langsom og smertelig død på grund af sygdom kan fornuften tilråde selvmordet. Den er en frihedshandling, fordi den har rod i det fornuftige menneskes selvbestemmelse.
Et centralt element i Senecas stoiske filosofi er venskabet. Seneca skriver ofte om venskabets betydning i den filosofiske dannelses øjemed. Filosofien er ikke ord, men handling. Den gør det enkelte menneske til et vist menneske. Den er det redskab, hvormed det lykkelige liv opnås. Men for filosoffen er det væsentligt, at han indgår i et venskab med en ligesindet, med hvem han kan drøfte filosofiske problemer. I det filosofiske venskab bygger vennerne hinanden op. Et sådant venskab har Seneca selv beskrevet. Han har skrevet 124 moralske breve til en ung romer ved navn Lucilius, som han omtaler som sin ven, og som han søger at påvirke i stoisk-filosofisk retning. Den unge Lucilius skal blive en vis, hvis liv er bestemt af fornuften.
Enkelte steder omtaler Seneca også selvmordet. Det sker for eksempel i det 70. brev. Seneca skriver et sted i brevet til sin unge ven (her anført i Gertzes oversættelse): Livet bør man, som du ved, ikke altid holde fast på, thi ikke det at leve er et gode, men det at leve vel. Derfor vil den vise leve, så længe han bør, ikke så længe han kan. Han vil tage hensyn til, hvor han skal leve, sammen med hvem, på hvilken måde, i hvilken gerning. Altid tænker han på, hvorledes livet er, ikke hvor langt det er. Dersom der møder ham mange ting, som volder ham besvær og forstyrrer hans ro, giver han sig selv udgangslov. Og dette gør han ikke blot i den yderste nødvendighed, men lige så snart lykken begynder at blive ham mistænkelig, overvejer han omhyggeligt fra alle sider, om han ikke på selvsamme dag skal holde op.
Et andet sted skriver Seneca: Fornuften lærer os, at de måder, hvorpå døden nærmer sig til os, er forskellige, men at enden er den samme, og at det kommer ganske ud på et, hvorfra det begynder, der til sidst kommer til samme mål. Den påminder os om, at man, hvis man får lov dertil, skal dø således, som det behager en, men hvis ikke, da således, som man kan det, og i så fald skal gribe alt, hvad der falder på ens vej, til at lægge voldelig hånd på sig selv.
Selvmordet er en frihedens handling ifølge Seneca, hvormed den vise, følgende fornuften, vælger den død, som behager ham. Han fastslår et sted i brevet: Bedst er den død, der behager en selv.
Seneca anfører en række eksempler på begåede selvmord. Der er Cato den Yngre, som valgte at tage livet af sig selv, da han så, at Cæsar havde vundet, og at den gamle styreform, Cato stod for, stod foran sin undergang. I stedet for at trælle for en tyran, således betragtede han Cæsar, valgte han døden.
Der er den germanske gladiator, der på selve dagen for debutkampen i amfiteaterets arena tog livet af sig selv. Seneca fortæller med beundring, hvorledes gladiatoren gjorde det. Han fik lov til at gå på toilettet. Som en særlig gunstbevisning fik han lov til at gøre det uden opsyn. På toilettet, fortæller Seneca, greb han så den træstang med vedhængende svamp, som er henlagt der til at rense bagen med, og stoppede den i hele dens længde ned i sin strube og kvalte sig ved at tilspærre sit svælg. Det kan man kalde at vise døden hån!
Seneca anfører i brevene til Lucilius kun en grund til, at den vise skal afstå fra at begå selvmord, nemlig hensynet til familien og kærligheden til ægtefællen. Det er altså ikke egoisme, der ligger bag hans selvmordsfilosofi. Seneca skriver, at han ofte havde overvejet at begå selvmord, men lod være af hensyn til sin hustru, Paulina.
Det er klart, at Senecas syn på selvmordet ligger langt fra et kristent syn på selvmordet. Der er en opfattelse af mennesket og livet til forskel. Men betoningen af selvmordet som en frihedens handling ligger ganske tæt på et moderne syn på mennesket som et rettighedsbærende væsen, der træffer sine egne valg.
Det, som adskiller Seneca fra det moderne menneskesyn og nærmer ham kristendommen, er hensynet til andre som det, der begrænser friheden.
Lars Vangslev er cand.theol., ph.d. og studieadjunkt ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet