DET ER EN af tidens svøber, at eksperterne på forskningsinstitutionerne og i de forskellige råd ikke altid er så uvildige og fordomsfrie, som de burde være. De politiserer og leverer udtalelser eller rapporter, hvor det ønskede facit mere eller mindre forelå, inden arbejdet og udredningen blev påbegyndt.
Nogle gange politiserer de på et selvstændigt grundlag, andre gang leverer de blot, hvad de ved, er det ønskede fra politikernes side. Det kommer an på deres egne ønsker og præferencer, og om de har brug for goodwill og politisk medvind. Incitamenterne er forskellige, men fællesnævneren er, at der så ikke arbejdes efter en videnskabelig standard. En ekspertstatus bliver brugt til at underbygge et fra begyndelsen fastlagt standpunkt.
Den 9. maj blev der på Christiansborg holdt en høring om menneskers anvendelse af dyr til sex, altså sodomi. Den var baseret på Det Dyreetiske Råds nye Udtalelse om mennesker seksuelle omgang med dyr, hvis indhold har vakt bestyrtelse hos en del af de danske dyrlæger samt alle, der tager dyr alvorligt.
Kritikken har velfortjent haglet ned over rådet, men den bør også ramme vores justitsminister. Udtalelsen lever op til det resultat eller facit, som Lene Espersen (K) tydeligt og på forhånd fastlagde, da hun bestilte udtalelsen, og som også fremgår af dennes formulerede formål (side 8): Ifølge ministeren vil et forbud mod menneskers seksuelle omgang med dyr alene have betydning i de tilfælde, hvor handlingen ikke er i strid med dyreværnsloven, og altså ikke volder dyret eksempelvis smerte, lidelse eller angst.
Hvis det var sandt, at et forbud kun ville have som konsekvens at kriminalisere forhold, hvor dyret ikke lider, så ville det jo være omsonst at bruge ressourcer på spørgsmålet. Det forudsættes også uden videre af ministeren, at der findes et ikke helt ubetydeligt omfang af sexanvendelse af dyr, hvor anvendelsen ikke er i strid med dyre- værnsloven.
Men det mener cirka 80 procent af befolkningen, alle dyreværnsorganisationerne og fagfolk som de danske dyrlæger ikke er tilfældet. 125 dyrlæger og Dyrlægeforeningen har faktisk informeret Lene Espersen om, at de vurderer, at enhver anvendelse af dyr til sex er en overtrædelse af dyreværnsloven.
Justitsministeren er derfor ude i et ærinde, der er meget kritisabelt, når hun udtrykker sig sådan og beder Rådet om at forholde sig til et forbud, der alene vil have betydning for dyr, der er blevet brugt til sex, som ikke også har skadet dyrene psykisk eller fysisk.
Ud fra hvilken viden antager hun, at disse tilfælde overhovedet findes? Det gør de næppe. Hun tillader sig også at forudsætte, at dyreværnsloven yder en rimelig god beskyttelse, når dyr skades på grund af sexanvendelse, det ligger implicit i formuleringen. Mange har netop sagt, dette ikke er tilfældet. Og dyrlægerne skrev i deres brev, at årsagen til, at de fandt et præciseret sodomiforbud nødvendigt, var et fortolkningsskred, der har medført, at loven ikke i praksis beskytter dyrene og virker godt nok.
Lene Espersen har sandsynligvis ønsket at forsøge at sikre sig et resultat, der kunne forhindre, at loven skal ændres, hvilket altid er besværligt og desuden kan og vil give ballade med de stærke kræfter, der ikke skal undervurderes, som ønsker fortsat at kunne bruge dyr til sex, ikke mindst i dyrepornobranchen.
RÅDET HAR HAFT fokus på at levere det ønskede. Når man læser udtalelsen i sin helhed, ser man, at Rådet også hele vejen har haft fokus på mennesker frem for på dyrene, og der gives generelt et billede af, at der nok ikke er store problemer, når dyr bruges til sex.
Inden for de sidste år er der fremkommet to rapporter fra Sverige og Norge, der viser det modsatte. Disse to arbejder er leveret på et mere uafhængigt og redeligt, videnskabeligt grundlag og er af en anden og mere dybdegående kvalitet med fokus på dyrebeskyttelse. En undersøgelse fra England har også vist, at der var tale om særdeles alvorlige skader på hunde og katte anvendt privat til sex.
Ved høringen kom det tydeligt frem, at juraprofessor Vagn Greve heller ikke kendte meget til disse skader på dyrene eller til, hvor frit dyresex udbydes på internettet. Han brugte såmænd en del af sin tid på at omtale, når hans egen hanhund hoppede op ad hans ben. Sodomi defineres som menneskers aktive anvendelse af dyr til sex, så det faldt noget uden for emnet.
Rådet har måttet slå kolbøtter for at forsvare sin holdning til, at det kan være acceptabelt, når en ejer anvender dyret til samleje uden for brunst, hvor dets kønsorganer svarer til en umoden piges inden pubertetsalderen. Hvis man har sin fornuft i behold, kan man nu godt se, at det aldrig kan være ok, hvis en ejer går i seng med sin Golden Retriever.
Det kan ikke være meningen, at politiet som nu kun kan gøre noget, hvis der kan påvises fysiske skader. Det har politiet jo ikke ressourcer og tid til. De bør kunne stoppe det, blot dyr er brugt eller bruges til for eksempel samleje. De to dyrlæger, en svensk og en dansk, der også deltog i høringen, kom med en grundig og overbevisende argumentation for, at dyrene kun kan beskyttes, hvis vi får en tilføjelse til nuværende dyreværnslov, hvor det fremgår, at mennesker ikke må bruge dyr til eget sexformål eller udleje dem til sexanvendelse. Det vil gøre livet lettere for politiet, og dyrene vil være bedre beskyttet, og samtidig vil det i høj grad virke forebyggende på en aktivitet og trafik, der er ved at brede sig, især via internettet.
Formanden for Det Dyreetiske Råd Peter Sandøe sluttede af med at sige, at hans 11 mand store råd har en større ekspertise end de mange dyrlæger, der har skrevet til politikerne med en anmodning om at få loven præciseret. Dyrlægernes argumentation var, at påvisning af de fysiske skader for eksempel dybt i skeden på hundyr, som bruges mere hyppigt end handyr, normalt kræver bedøvelse og hjælpeudstyr og derfor er alt for ressourcekrævende. Det giver en for tung og belastende bevisbyrde for politiet i forhold til sagernes art, hvorfor sagerne stort set alle smuldrer eller opgives på forhånd.
Det ved gerningspersonerne udmærket. Med et præciseret sodomiforbud, i det mindste et forbud mod at anvende hundyr til samleje, får politiet et redskab til at stoppe anvendelsen uden at skulle i gang med en håbløs bevisbyrde med påvisning af fysiske skader.
Den Danske Dyrlægeforening har sagt: Det er hovedbestyrelsens opfattelse, at dyreværnsloven er udstedt af Folketinget for at beskytte dyr. Et vist antal dyr tager skade, når sodomi praktiseres. Det må derfor være forståelsen af en dyrebeskyttelseslov, at sodomi ikke kan praktiseres. For at hjælpe dyr, der har et seksuelt behov, må forståelsen af omsorgsfuld behandling være, at ejeren sikrer, at dyrene får afløb ved omgang med artsfæller. Det er i forlængelse heraf uetisk som menneske at få afløb for sine seksuelle behov ved at inddrage individer, der ikke er i stand til selv at tage stilling til, om de vil deltage.
Denne udtalelse lagde Sandøe også luft til, fordi det kun var en etisk argumentation. Som formand for et dyreetisk råd burde han ellers tage en etisk argumentation dybt alvorligt, men af indholdet fremgår det, at der også fremføres en klar veterinærfaglig argumentation.
Dyreetisk Råd tager i modsætning til dyrlægerne åbenbart ikke dyrene alvorligt. I konklusionen skrev Rådet, at der i forhold til dyrene var et tungtvejende modsatrettet hensyn til at udvise respekt over for andre menneskers seksuelle præferencer og en seksuel minoritet.
Da dyrene er afhængige af deres ejere, kan seksuel omgang med dyr ikke sidestilles med andre seksuelle mindretal som eksempelvis homoseksuelle eller sadomasochister, hvor den seksuelle akt finder sted frivilligt mellem ligeværdige partnere.
Pædofili og seksuel omgang med psykisk handikappede er ikke tilladt, og da dyrene er anbragt i vor varetægt og ikke har mulighed for at vælge, mener vi også af den grund, det er indlysende at sodomi ikke bør være tilladt. Der er i vores frie samfund mange andre muligheder for, at mennesker kan få afløb for deres seksuelle drifter. Dyrene bør skånes.
Mirja Thomsen er cand.jur. og formand for dyreværnsorganisationen OASA. Lena Hansen er lægesekretær og næstformand i dyreværnsorganisationen OASA