”INVASIONEN BEGYNDTE på Frankrigs kyst.” Endelig. Nyheden fra Ritzaus Bureau om Englands, USA's og Canadas invasion i det tyskbesatte Frankrig står i en seksspaltet overskrift på forsiden af vores aftenavis tirsdag den 6. juni 1944.
Ritzau skriver: ”Talrige landgangsbåde i kamp med tyske søstridskræfter i de tidlige morgentimer. Der nedsættes luftlandetropper, og Le Havre bombarderes. Allierede tropper ved Seines munding. Fremstød i retning af Paris. Store menneskemængder foran Londons bladhuse.”
Puha ... Måske er det så snart slut med både krig og besættelse. Det taler vi om den aften hjemme hos os i stationsbyen Otterup ved Odense, hvor jeg som snart 10-årig lever med tryghed i familien og knugende angst for krigens voldsbølge, der holdes i skak med Fadervor og aftenbøn sammen med min mor. Og håb om, at tyskerne ikke hamrer på vores hoveddør en nat og sender min far til kz-lejren Neuengamme ved Hamborg.
Vel. Efter invasionen 6. juni - D-dagen - skriver aviserne om hårde kampe mellem de allierede og tyskerne i Normandiet, før amerikanske styrker nærmer sig Paris, der befries den 25. august efter fire års tysk besættelse.
Og så presses Tyskland mere og mere af England og USA fra vest - og Sovjetunionen fra øst. Herhjemme henretter tyskerne danske modstandsfolk, myrder kendte folk som politisk redaktør på avisen Social-Demokraten Sigurd Thomsen og sognepræst Kaj Munk tidligere på året - og både tyskernes terrorbomber og danske modstandsfolks sabotager øges.
MEN VI SØGER OGSÅ AT LEVE et ”almindeligt” liv, som før det tyske storhedsvanvid startede Anden Verdenskrig i september 1939 med besættelse af Danmark, Norge, Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig i forsommeren 1940 - og biograferne viser film med Marguerite Viby. Sprælsk, humørfyldt og så dansk.
I Kino i Odense spiller hun sammen med Ebbe Rode i filmen ”Som du vil have mig” med sangen ”Den dag, da Dorthe drak dus”, og i Kerteminde Kino banes hendes teatervej af Ib Schønberg, Poul Bundgaard, Buster Larsen, Johannes Meyer og Hans Kurt i filmen ”Teatertosset”.
Og hoteller og kroer er selvfølgelig parat til gæster. På Tornøes Hotel i Kerteminde fortæller skuespilleren Preben Neergaard om Kaj Munk, Storm P. og Mark Twain - mens annoncer understreger, at Otterup Kro er Nordfyns bedste madsted, og Thurø Kro i det sydfynske øhav har den bedste udsigt. Så vi tager cyklerne frem - til søndagens familieudflugt.
Side om side med avisernes forlystelsestilbud og annoncer om brugte dyner, grankogler til fyring i kakkelovnen og tøj af forskellig slags er der her i efteråret 1944 flere nye tilbud - blandt andet ”vagtsomme schæferhunde og gummiknipler, der er 33 centimeter lange med læderstrop og fuldt ud lige så gode som politiets”. Jo, man prøver at beskytte sig bedst muligt -også hjemme hos os.
Ved dørene ud til haven og til gaden hænger knipler, og vores store fireårige hanboxerhund, Torko, er konstant på vagt. På havelågen står der ”Hunden bider”, hvilket er alvorligt ment - for kun gode venner og slagterens bud kan gå frit ind. Alle andre skal banke på først og lukkes ind, understreger Torko ved at gø myndigt med dyb stemme og et fast blik.
Men i de mørke aftener trænger angsten sig på, og når hele huset sover, kontrollerer jeg uden mine forældres vidende, at alle døre og vinduer er lukket og låst - og tager altid min hund Torko med på rundturen, for han kan klare en tysker på lur.
OG SÅ FÅR DEN YDMYGENDE TYSKE besættelse os til at værne ekstra om alt dansk. Vi synger danske sange og taler om dansk historie både i skolen og derhjemme. Vi har kong Christian X som symbol på vores håb om fred og frihed, hejser ærbødigt Dannebrog i haven, vifter med små dannebrogsflag på fest- og højtidsdage - og juleaften er det store juletræ fyldt med små rød-hvide flag, der supplerer julesangens ord: ”Vid, det er en ære, Dannebrog at bære.”
Midt i den dagligdag flytter der pludselig omkring 40 tyske soldater ind på min skole, Otterup Realskole, nogle huse fra min bopæl i Jernbanegade. Tyskerne beslaglægger gymnastiksalen, lærerværelset og mange klasselokaler, og vi børn kikker grundigt på dem og fløjter - trods tysk forbud - melodien til sangen ”Lili Marleen”, når de spankulerer rundt i skolegården.
Det er fjenden, som giver mareridt - og sikkert dem, der torturerer danske modstandsfolk i Gestapo-hovedkvarteret på Husmandsskolen inde i Odense, siger en klassekammerat, hvis storebror stjal en stor parabellum-pistol fra tyskerne på lærerværelset den anden nat.
Efter skoletid løber vi drenge rundt på et stort øde område oppe ved stationen, bruger melodien fra ”Lili Marleen” og synger den tekst, vi har fundet i et modstandsblad:
”Først så tager vi Hitler
ved hans vingeben,
og så slår vi Göring
i maven med en sten,
så hænger vi Goebbels i en strop
ved siden af von Ribbentrop,
så bliver de til grin
de fire dumme svin.”
Den 19. september opløser tyskerne dansk politi og sender knap 2000 politibetjente i kz-lejre, hvorefter kriminaliteten stiger, og den 7. oktober skriver aviserne om heftige engelske og amerikanske luftangreb mod Berlin, Hamborg, Dortmund og Bremen, samt at de allieredes Stalin, Churchill og Roosevelt har aftalt møde.
Den 19. oktober citeres rigsfører Himmler i danske aviser: ”Mænd, drenge og oldinge vil kæmpe for hver landsby og hver gård på tysk jord,” og i november skriver Ritzau, at Hitlers mål for Tyskland er ”sikring af livet for børn og børnebørn til de fjerneste generationer”.
Og så døjer vi med tyske terrorbomber. Mortensaften den 10. november er hele min familie traditionen tro inviteret til middag med andesteg hos min farmor og farfar i deres hjem i Klaregade 16 i Odense City, da flere forretninger i nabogaderne Vestergade og Kongensgade bombes af tyskerne.
Ødelæggelserne er omfattende, og disse tyske terrorbombninger, schalburgtager, udføres næsten altid af tyskernes danske håndlangere - ofte med dræbte og sårede. Et lille udpluk fra året:
I foråret terrorbombes Nordisk Film i Valby, Studenterforeningen, Magasin du Nord, Studenternes Roklub, Palladium Film i Hellerup, Fyens Stiftstidende og Fyns Tidende i Odense.
Om sommeren bliver Tivoli og KB Hallen i København bombet samt Hotel Landsoldaten i Fredericia. I efteråret går det ud over Aarhus Sporveje, Kolding Folkeblad og omkring 15 store forretninger i Odense og Aarhus centrum - og kort før jul bliver Europas næsthøjeste tårn, det imponerende omkring 200 meter høje Odinstårn i Odense bombet sønder og sammen, en månedstid efter at jeg var oppe i det
Og lige pludselig - så er det jul igen. Vores håb om fred og frihed går op i en højere enhed med Jesu budskab om tro, håb og kærlighed.
Juleaften glædes man i de propfyldte kirker, og barneøjne tindrer i skæret fra de levende lys og de gode julenisser, der nu titter frem overalt.
Glædelig jul.
Paul Zebitz Nielsen er journalist, tidlligere sognepræst og forfatter til bøgerne ”Når den, man elsker, dør” og ”Fra tv-reporter til sognepræst”