Præster skal kunne sige nej til at vie folk med juridisk kønsskifte

En stor gruppe præster vil have de samme teologiske problemer ved at foretage vielser af folk med juridisk kønsskifte som ved at vie to af samme køn. Folkekirken bør give samme frihed til at sige nej af teologiske årsager, som der i dag er til at sige nej til at vie fraskilte eller to af samme køn, mener dagens fem kronikører

Genrebilleder af præst i funktion
Genrebilleder af præst i funktion. Foto: Paw Wegner Gissel.

DEN 11. JUNI 2014 VEDTOG Folketinget en lov om juridisk kønsskifte. Loven trådte i kraft den 1. september 2014 næsten uden offentlig debat. Bag loven ligger en ideologisk overbevisning, som indebærer en radikal ændring af en række fundamentale værdier.

De kirkelige konsekvenser af den nye lovgivning blev behandlet af biskopperne. I et brev til Kirkeministeriet fra den 4. februar 2015 udtaler Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, at ”det er således biskoppernes opfattelse, at har man fået myndighedens godkendelse til at skifte personnummer, da er den pågældende at betragte som tilhørende det tilsvarende køn”.

En præst kan efter gældende lovgivning nægte at vie en fraskilt og to personer af samme køn. Men et ”såkaldt juridisk kønsskifte falder således, efter biskoppernes opfattelse, ikke ind under det område, hvor en præst kan have sådanne religiøse anfægtelser ved at skulle foretage en vielse, at biskoppen skal tage stilling til, om præster bør fritages fra at forestå vielsen”.

Efterfølgende har biskop Steen Skovsgaard den 29. april 2015 i Kristeligt Dagblad udtrykt sin betænkelighed ved loven og forholdt sig selvkritisk til sin egen tilslutning til biskoppernes opbakning til loven ved bispemødet i januar 2015.

Han efterlyser en mere gennemgribende debat om loven og dens konsekvenser og spørger: ”Er det ikke en overbelastning at sætte den enkelte så meget i centrum, at man gør kønnet til et spørgsmål om valg? Kan og bør et sådant valg være bestemt af den enkeltes følelser?”.

Den rapport, som 10 kirkelige organisationer nu offentliggør på deres hjemmesider, stiller en række kritiske spørgsmål til loven og dens konsekvenser og vil rejse en tiltrængt værdidebat i kirken og samfundet.

Intentionen med loven er at imødekomme transkønnede mennesker, der oplever uoverensstemmelse mellem biologisk køn og oplevet køn. Men loven bruges af en bredere gruppe, der kæmper en ideologisk kamp for at gøre op med den heteroseksuelle verdensorden.

Derudover bliver børn gidsler i de voksnes individuelle kamp for at finde deres identitet, og omgivelser og samfund bliver involveret i enkeltindividers eksperimenter med deres køn og identitet.

LOVGIVERNE HAR IKKE givet et tilfredsstillende svar på følgende spørgsmål: Varetager man individets personlige tarv ved at gøre køn til et valg og lade det diffuse udtryk ”oplevet køn” have forkørselsret frem for biologisk køn?

Kønnet er ikke blot et subjektivt valg, men et familiært og samfundsmæssigt anliggende, og det er knyttet sammen med væsentlige identitetsmarkører. Fremover vil en juridisk mand kunne være gift med en mand eller kvinde, men have ret til at beholde sin livmoder og føde børn. Tjener en sådan lovgivning virkelig barnets tarv?

Loven er så åben og enkel i sin brug, at nogle få klik på internettet, som gentages seks måneder efter, resulterer i juridisk kønsskifte. Hvordan undgår man, at psykisk syge bruger loven i strid med dens intention, at enkeltpersoner misbruger loven for at opnå kønsrelaterede fordele, eller at kriminelle personer vil bruge loven til at sløre deres identitet?

Der findes yderst få mennesker, som er tvekønnede. At sådanne fra fødslen kan være tildelt det forkerte køn, kan ikke udelukkes, og her giver det mening politisk at skabe gode forhold, ligesom kirken må vise omsorg. Det er dog ikke denne gruppe, loven imødekommer, men derimod dem, hvor oplevet køn strider mod biologisk køn.

Loven om juridisk kønsskifte er bevidst udformet, så det er muligt at eksperimentere med køn. Hermed fremmer lovgivningen både kønsneutralt ægteskab og kønsneutralt forældreskab.

FOLKEKIRKEN HAR FOR FÅ ÅR SIDEN fået autoriseret et ritual for vielse og velsignelse af to af samme køn. Et mindretal i folkekirken afviser af teologiske grunde at gøre brug af dette. Mindretallet har en lovfæstet ret til at sige nej til at vie eller velsigne to af samme køn, på samme måde som præster har ret til at sige nej til at vie fraskilte.

Den teologiske begrundelse for at sige nej til at vie to af samme køn blev givet i en rapport udarbejdet af en række kirkelige organisationer (”Kærligheden glæder sig ikke over uretten”, Fredericia 1996).

Essensen er, at den gudsskabte kønsforskellighed (mennesket skabt som mand eller kvinde) i Bibelen er koblet sammen med et etisk krav om, at menneskets seksualitet skal forvaltes inden for rammerne af et ægteskab mellem en mand og en kvinde. Dermed afvises promiskuitet og homoseksuel praksis. Kirkens normative skrifter giver ikke mandat til at velsigne parforhold mellem to af samme køn.

Det er ikke det personlige valg, der er udgangspunktet for menneskers forvaltning af køn og seksuel orientering. Det er derimod selve den biologiske bestemmelse af mennesket som enten mand eller kvinde og den normative etik, der udledes i skabelsesberetningen, i De Ti Bud, i Jesu etiske vejledning og i de nytestamentlige breves konkrete formaninger.

Bibelens menneskesyn og etiske vejledning indebærer ikke en legitimering af, at mennesker får foretaget juridisk eller biologisk kønsskifte. Med basis i samme argumentation må det være rimeligt at kunne sige nej til at vie et par, hvor den ene eller begge har skiftet køn. Sagt med andre ord: Der bør kun være vielsespligt, når de to, der vil vies, er af forskelligt biologisk køn.

BISKOPPERNE UDTALTE, at præster ikke burde have religiøse anfægtelser ved at foretage vielser af personer med juridisk kønsskifte. Det er uforståeligt, at man kommer med en så generel udtalelse uden at have givet folkekirkens præster og menigheder anledning til at drøfte det i offentlig debat.

En stor gruppe præster vil have de samme teologiske problemer ved at foretage disse vielser som ved at vie to af samme køn. Folkekirken bør give samme frihed til at sige nej af teologiske årsager, som der i dag er til at sige nej til at vie fraskilte eller to af samme køn.

Vi opfordrer både kirken og samfundet til at støtte et menneskesyn, hvor det enkelte menneske er en helhed af krop og sjæl, af biologi og identitet. Det indebærer støtte til de relationelle grundværdier, der er knyttet til menneskets biologiske og personlige konstitution som mand eller kvinde - herunder ægteskabet mellem én mand og én kvinde, et barns ret til at kende sine biologiske rødder og børns muligheder for at vokse op i et hjem sammen med både en far og en mor.

Kirken skal møde transseksuelle med respekt, imødekommenhed og sjælesorg. Den nye lovgivning om juridisk kønsskifte er efter vores overbevisning at svigte de transseksuelle, for den gør menneskets køn til et personligt valg løsrevet fra biologi og fysik og fra menneskets grundlæggende familiære relationer.

Vi opfordrer Folketinget til at gennemtænke loven om juridisk kønsskifte på ny og opfordrer biskopperne og folkekirken til ikke med sin vejledning eller vielsespraksis at legitimere et menneskesyn, hvor menneskers kønsidentitet reduceres til oplevet køn og løsrives fra biologi og relationer.

Vi vil anbefale biskopperne at arbejde for retsligt at sikre, at ingen præst tvinges til at vie eller velsigne i strid med sin samvittighed. Det giver ikke mening at pålægge en gruppe præster en vielsespligt, som efter deres overbevisning strider mod præsteløftet.

Kronikken er skrevet i fællesskab af lektor ved Dansk Bibel-Institut, Carsten Elmelund Petersen, formand for Evangelisk Luthersk Netværk Henrik Højlund, sognepræst Flemming Baatz Kristensen, rektor ved Dansk Bibel-InstitutBørge Haahr Andersen og formand for Indre Mission Hans-Ole BækgaardRapporten, som de 10 kirkelige organisationer nu offentliggør på deres hjemmesider, hedder ”Kærligheden glæder sig ikke over uoverensstemmelsen! En kritisk rapport om juridisk kønsskifte og de samfundsmæssige og kirkelige konsekvenser”. Den er forfattet af lektor, ph.d. Carsten Elmelund Petersen