SPØRGSMÅLET I Titlen på denne kronik har ikke været stillet af ret mange børn i Danmark af den simple grund, at det at gå til præst og det at gå til fodbold ikke har kollideret, idet man gik til præst om morgenen og til fodbold om eftermiddagen.
Nu vil flere og flere skoler henlægge konfirmationsforberedelsen til sidst på skoleskemaet og helst efter skoletid. Konfirmationsforberedelsen er ikke så vigtig som skolens fag, mener nogle skoleledere.
Er tilbuddet om konfirmationsundervisning vigtigt? Ja, da! Det ses alene af opbakningen. En stor procentdel af landets unge vælger at blive konfirmeret og får dermed et rum til at fordybe sig i de store spørgsmål omkring det at være menneske og høre til i den kristne tro og den kristne kultur.
I en tid, hvor meget handler om at være omstillingsparat, og hvor man måles og vejes og evalueres i en lind strøm, og hvor rammer og værdier er til diskussion og på valg, og hvor det gælder om at klare sig godt og yde for overhovedet at have en plads og en værdi – ja, da er det umådelig dyrebart og vigtigt, at et rum friholdes for de unge til at tænke eksistentielle tanker ud over, hvad der kan måles og vejes og testes. At de får mulighed for at høre, at de er døbte mennesker, der har en plads uanset hvad.
En af de store glæder i præstearbejdet er at have konfirmander. At møde den seriøsitet og nysgerrighed, mange unge kommer med, og at være med til at give plads og lukke op for deres eksistentielle og religiøse overvejelser er en gave. Det er ikke eksistentielle og religiøse overvejelser, de er vant til at vende med deres familie og venner, men de vil rigtig gerne dele dem med nogen. Mange konfirmander er meget optaget af livets store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad skal vi? Hvad med lidelsen i verden og i mit liv? Derfor er konfirmationstiden så vigtig.
I konfirmationstiden hører, lærer, leger og oplever man, hvad kirke og kristendom handler om. Ikke som et historisk museum, men som en levende virkelighed, der også har relevans i dag for moderne mennesker, unge som gamle. For vores kultur og samfundsindretning. For hvordan vi lever med vores medmennesker.
Tilbuddet om konfirmationsundervisning er selvfølgelig frivilligt. Tro er en personlig sag, som ingen må tvinges til. Men da 80,9 procent af den danske befolkning er medlem af folkekirken, og da majoriteten af danske unge vælger at blive konfirmeret, har konfirmationsundervisningen fra gammel tid haft en særlig prioritet.
I folkeskolelovens paragraf 53 står, at der skal sikres konfirmationsforberedelsen den nødvendige tid inden for de rammer, der er fastsat for skoledagens længde – altså inden for rammerne af, hvad der svarer til normal skoletid mellem ca. kl. 8 og 16. Derfor har man landet over typisk haft fri på 7. eller 8. klassetrin i to lektioner om morgenen én dag om ugen, så man kan gå til konfirmationsforberedelse, hvis man ønsker det. Ønsker man det ikke, har man fri og møder kl. 10 den pågældende dag.
Denne ordning er til diskussion i Lyngby-Taarbæk Kommune. Nogle synes ikke længere, at konfirmationsundervisningen skal prioriteres og have særlige vilkår. Sagen er rejst fra skolerne, uden at forældre og elever er blevet hørt, og kommunalbestyrelsen ledet af en Venstre-borgmester skal træffe en afgørelse i begyndelsen af maj.
Sagen synes måske nok lokal, men den kan såmænd på sigt sprede sig ud over landet. For sagen har principiel karakter: skal vi fortsat prioritere, at unge mennesker får gode vilkår til at kunne vælge konfirmationsundervisningen til eller ej? Skal vi fortsat vedkende os, at kristendommen har en væsentlig plads i vores kultur og dermed skal have en særlig status i det danske samfund? Skal vi fortsat vedkende os, at majoriteten af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken?
Nogle mener, at konfirmationsundervisningen skal sidestilles med andre fritidsinteresser som fodbold, svømning, musik, fritidsjob med mere, men vi mener, at de unge dermed bliver sat over for et svært valg mellem konfirmation og fritidsinteresser. Mange dyrker blandt andet sport på højt plan, som jo også er sundt og godt og en god investering for fremtiden, både for den enkelte unge men også for hele samfundet, som jo har en naturlig interesse i en høj folkesundhed. Vi finder det ikke rimeligt, at de unge skal stilles i dette dilemma, når ca. 80 procent af kommunens 8.-klasses-elever vælger at blive konfirmeret. Det er vigtigt i et samfund at prioritere sundhed både for sjæl og legeme.
Dertil kommer, at kirkens tjeneste for mennesker i alle andre sammenhænge vil blive påvirket, hvis man flytter konfirmandundervisningen til om eftermiddagen. Da vi har mange konfirmander fra flere forskellige skoler i sognene i Lyngby-Taarbæk, vil præster og kirkelige lokaler være optaget 2-3 eftermiddage om ugen i hele provstiet fra kl. 14-16.
Det vil betyde, at man ikke kan få sine pårørende begravet inden for dette tidsrum, senest kl. 12.30. Det vil betyde, at plejehjemsgudstjenester, ældremøder, samtaler med præsten, minikonfirmander, børnekor og så videre heller ikke kan ligge på de pågældende eftermiddage, og at man ikke kan holde begravelseskaffe i kirkens lokaler i det pågældende tidsrum.
Er det rimeligt, at to morgentimer på 8. klassetrin (i forhold til et helt skoleliv på 10 år) skal flyttes for så at give mange andre problemstillinger for kirkens betjening af folkekirkens medlemmer? For nylig viste en opinionsundersøgelse, at 80 procent af befolkningen bakkede op bag morgentimerne. Det er i hvert fald at give ringere vilkår både for konfirmander og alle andre, der bruger kirken, hvis man vil gennemføre en ordning som kun 20 procent af befolkningen støtter.
Indimellem fremhæves Københavns kommune som eksempel på, at det kan fungere fint med konfirmandundervisning om eftermiddagen. Man glemmer blot, at der hersker andre forhold skole og kirke imellem i København i forhold til antal skoler og konfirmander pr. kirke. I nogle sogne ligger der for eksempel ikke nogen skoler, hvilket en af os selv har erfaret i vikariat på Frederiksberg, hvor der blev undervist fire konfirmander om eftermiddagen.
Man er selvfølgelig i sin gode ret til at have andre synspunkter i denne sag, men det allervigtigste er, at det bliver debatteret. Hvis debatten ikke er der, bliver en sådan sag behandlet hurtigt som nederste punkt på en dagsorden i kommunalbestyrelser og skolebestyrelser. Folket bliver ikke hørt, og hvis vi mener at have en folkeskole og en folkekirke, så må minimum være, at en debat om så væsentligt et emne finder sted i det offentlige rum, så folket kan ytre sig. Ellers er der pludselig faldet en afgørelse, som det er for sent at ændre på.
Er tilbuddet om konfirmationsundervisning vigtigt? Ja, da. Både for den enkelte unge konfirmand – spørg dem bare – og også for familierne og samfundets sammenhængskraft. Det er vigtigt at få at vide, at der er noget, der står urokkeligt fast, nemlig dåbspagten: at hvad end der sker, så hører "kærligheden aldrig op" (1. Kor. 13, 8).
Om vi har finanskrise eller ej, om vi klarer os godt eller ej, om vi oplever succes og held i livet eller ej, om vi testes og stemples som "duelige" eller ej – "kærligheden hører aldrig op". Det har unge som gamle brug for at høre igen og igen. Og det finder 80,9 procent af den danske befolkning formodentlig også vigtigt, siden de har valgt at være medlemmer af den danske folkekirke.
Derfor skal konfirmationsundervisningen vedblive at have de bedste betingelser, så også de fremtidige generationer får gode muligheder for at høre og opleve og lære og forholde sig til dette.
Mette Enevold og Søren Hermansen er sognepræster i hhv. Lundtofte og Sorgenfri