I analysen af et etnologisk materiale indsamlet af afdøde professor Barbro Sætersdal fra universitetet i Oslo fremgår det som et mønster, at "historien overtager skyldbyrden". Det indsamlede materiale var landsomfattende. Det indeholdt nedskrevne erindringer om "anderledes" mennesker, informanterne havde mødt som børn, unge eller voksne - som professionelle eller lægmænd. Materialet blev indsamlet i 1994-1995, og undersøgelsen publiceret i 1998. Den ældste informant var født i 1896, den yngste i 1980.
Barbro Sætersdal skriver, at mange af fortællingerne illustrerer forholdet mellem et før og et nu. Hun forsætter: "Et andet interessant træk er, at skildringen af oprørende og moralsk forkastelige episoder med funktionshæmmede som offer bliver givet en slags kulturel legitimitet i retrospektiv, fordi den kan placeres i en forgangen tids historie, som man i dag har distanceret sig fra. Den egne, individuelle skyld forklares og undskyldes, fordi den kommer i skyggen af en større fælles skyld. Historien overtager skyldbyrden, og hukommelsen om uret og uretfærdighed bliver lettere at bære."
Spørgsmål om den historiske overtagelse af skyldbyrden angår diskussionen om, hvorvidt vi som enkeltpersoner kan opleve os etisk skyldige, hvis vi har fulgt reglerne på et givet historisk tidspunkt. I Barbro Sætersdals omtalte materiale er egen skyld ikke glemt, selvom den ansvarsmæssigt placeres et andet sted. I Sætersdals materiale bliver skammen synlig. Et typisk udsagn er: "Når man som voksen tænker tilbage, skammer man sig."
Jeg har ikke fundet det samme i det materiale, jeg har beskæftiget mig med - arkivet efter den tidligere åndssvageforsorg. Som handicaphistorisk forsker har det slået mig, at jeg i mit arbejde med at skrive udviklingshæmmedes historie i Danmark (perioden 1880 til 1987) aldrig er stødt på overvejelser over begåede fejl i det arkivmateriale, jeg har benyttet. Det får mig til at spørge, om Danmark er et land, der principielt ikke undskylder noget i forhold til behandlingen af svage grupper, og om vi som professionelle er præget af samme attitude.
Sætersdal skriver, at ofrenes fortællinger kun optræder sparsomt. I nutiden er det ofre og interesseorganisationer, der fremsætter krav om undskyldning og erstatning. To norske forskere, Eva Simonsen og Karen-Sofie Pettersen, fremlagde i 2007 en oversigt over "billighetserstatning og velferdsstaten" (i Tidsskrift for velferdsforskning). De fokuserer på etablerede statslige "billighedserstatninger" og kommunale vederlagsordninger. I artiklen er der særligt fokus på erstatningsspørgsmål i forhold til tatere/romanifolket, "tyskerbørn" og børneværnsbørn.
Det, der ligger i begrebet billighedserstatning, er, at ansøgeren på en eller anden måde skal påvise, at han eller hun har lidt specielt meget i forhold til andre. Der kræves i billighedserstatningssager ikke samme grad af dokumentation i afgørelserne, som et juridisk system kræver. Meningen er ikke at erstatte et økonomisk tab. Systemet skal fungere som en erkendtlighed fra det offentliges side. Flere forskningsprojekter i 1990'erne og 2000-tallet fokuserer på, hvordan de etablerede ordninger fungerer i praksis. Politisk set har ordningerne fungeret med ønsket signalværdi, men i praksis er der meget forskelligartet forvaltning af ordningerne. Nogle af de berørte personer giver udtryk for, at størrelsen på erstatningerne er en ny hån, andre oplever det for belastende at skulle fremlægge sin personlige historie, og atter andre oplever, at de netop ved at få erstatning igen skiller sig ud fra den øvrige befolkning. Nogle er tilfredse med at få en form for undskyldning og oprejsning.
I diskussionen af, hvorvidt vi som nation skal undskylde overgreb på mennesker begået i en tidligere periode, står to opfattelser over for hinanden. Den ene er juridisk baseret og går på, at der ikke er grundlag for at undskylde indgreb, der på det pågældende tidspunkt var accepteret af alle og lovfæstet. Den anden er politisk-moralsk baseret og udspringer af et ønske om at gøre op med begåede krænkelser på et politisk officielt plan. Diskussionen, der ikke er ny, handler dels om forholdet mellem undskyldning og anerkendelse, dels om forholdet mellem statslig skyld, personlig skyld og samfundsmæssig praksis.
I Danmark har debatten fortrinsvis drejet sig om, hvorvidt der skal gives undskyldning og erstatning til mennesker, der blev steriliseret i regi af Åndssvageforsorgen i perioden 1929 til 1967. På baggrund af berørtes henvendelse til offentligheden er sagen gentagne gange blevet diskuteret. Med lige så fuld ret kunne diskussionen dreje sig om brugen af lobotomi ("det hvide snit") i perioden 1922-1983. Dokumentationen af disse indgreb ses i Jesper Vazy Kraghs fremragende ph.d.-afhandling fra 2007. Begge de anførte indgreb er kropsligt rettet og har til hensigt at mindske reproduktionsfaren (sterilisationer) og forbedre psyken ("det hvide snit").
Mange af dem, der udtaler sig i debatten, er trætte af den strøm af undskyldninger, der politisk fremsættes i forskellige sammenhænge, og argumenterer med, at en undskyldning ikke kan oprette et forringet eller forspildt liv, og at grænsedragning mellem hvem, der skal modtage erstatning, og hvem, der ikke skal, er vanskelig.
Danmark har til stadighed afvist tanken om undskyldning med juridiske argumenter. I Norge og Sverige er en tilsvarende diskussion resulteret i et erstatningssystem, der hviler på politiske og moralske præmisser frem for juridiske - i Sverige rettet mod ofre for sterilisation, i Norge mere individuelt rettet mod ofre for forskellige problematikker, herunder sterilisation.
"I dagens praktisering af ordningen ligger der en ambition om, at billighedserstatning kan bidrage til at anerkende enkeltmennesker og give dem en oplevelse af værdighed som menneske og som fuldgyldig samfundsborger," skriver Simonsen og Pettersen og tilføjer: "Eftertiden vil vise, i hvilken grad ordningen magter at opfylde denne ambition."
Ved at bruge ordet "anerkendelse" indføres et begreb med en anden dimension end undskyldning og erstatning. Med afsæt i den tyske filosof Axel Honneth fremhæver de nævnte forfattere det, de kalder Honneths moralske grammatik. De skriver, at Honneth taler om en moralsk grammatik som en kommunikativ foreteelse. Denne grammatik kræver viden om anerkendelse, viden om krænkelser og viden om reglerne for at ophæve krænkelser. Der findes i Danmark viden om både anerkendelse og krænkelser. Det er viden om regler for ophævelse af krænkelser, der diskuteres. Det er i den forbindelse påfaldende, at diskussionen fortrinsvis føres på et teoretisk plan af mennesker, der ikke er direkte berørt. De fleste krænkede lever i ubemærkethed med deres oplevelse af skam og nederlag.
Anerkendelse er andet og mere end en undskyldning. Det er et forsøg på at sone og forsone begået uret i forhold til nulevende mennesker, der anmoder om officielt at blive indlemmet i samfundet som fuldgyldige borgere. Om denne soning skal ske i form af økonomisk erstatning, kan diskuteres, men for mig at se kan det ikke diskuteres, at vi har viden om krænkelser i forhold til sterilisation af udviklingshæmmede, vi har også viden om, hvad et begreb som anerkendelse indebærer. Det, der mangler, er en diskussion af, hvordan vi personligt og som samfund soner begåede overgreb, der er dokumenterede og erkendte.
I Danmark har vi taget en anden stilling til det problem, end man har gjort i vore nabolande. Vi lader både individuelt og officielt "historien overtage skyldbyrden". Kan vi være det bekendt?
Birgit Kirkebæk er dr.pæd., handicaphistorisk forsker og forfatter til bøger om udviklingshæmmedes historie.