Vi lever i en ambivalent tid, der i blind tro hylder fornuften som evnen til at finde svar ikke bare på rationelle spørgsmål, men også på de udfordringer, der snarere kalder på svar fra de klassiske kristne dyder som tro, håb og kærlighed.
Med den udfordring i baghovedet var vi en snes læsere, der kastede os over Dostojevskijs roman ”Idioten”.
Efter endt læsning forstår man, hvorfor Albert Einstein kunne sige: ”Dostojevskij giver mig mere end nogen videnskabsmand.” Hvad er mon dette ”mere”?
”Idioten” udkom som føljeton i 1868-69 og sendte forfatteren tilbage i rampelyset efter nogle år i skyggen, bogstaveligt talt.
Otte barske år i arbejdslejr og eksil lærte Dostojevskij noget om et menneskes afhængighed og flygtighed. Og da hans eneste læsestof var Det Nye Testamente, indtog Kristus-skikkelsen en væsentlig plads i hans liv og tænkning.
Han skriver kort tid efter frigivelsen til kvinden, der havde foræret ham testamentet, om sin tro og mistro:
”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.”
Det er denne tilværelsesforståelse og trosopfattelse, der med sin på én gang påståelige og ydmyge facon danner baggrund for idiotens entré på scenen i Skt. Petersborg.
Her dukker han op mellem stolte fyrster, forkælede generaldøtre, der ikke laver noget nyttigt, drukkenbolte, der kun ser det nyttige i nydelse, og arrogante nihilister og ateister, der ikke vil tro på andet end sig selv.
Da det er denne brogede skare, der finder på at kalde Mysjkin for idiot, er det indlysende, at betegnelsen er noget tvetydig. For hvem er egentlig idioten her?
Mysjkin er ”sin egen”, som idiot faktisk betyder, fordi han ikke følger konventionerne og ikke forstiller sig. Han siger sin mening, også når det ikke er belejligt.
Denne attitude har karakter af martyrium, men bringer mest af alt latter. Men det bringer ham også i selskab med Kristus.
Den tanke er nærliggende, når man har oplevet Mysjkin velsigne de små børn og tage sig omsorgsfuldt af en falden kvinde, at ”Idioten” er Dostojevskijs forsøg på at tegne et portræt af Kristus. Ligesom hans direkte tale virker som en åbenbaring på dem, der har vænnet sig til løgn og falske forestillinger. Der er et skær af skønhed over idioten.
Men billedet krakelerer. For lige så omsorgsfuld Mysjkin er, lige så intrigant er han også.
Imellem to kvinder formår han ikke at skelne mellem kærlighed og medlidenhed. Han tror, han kan undgå at vælge imellem dem, og bliver derfor fravalgt af dem begge.
Sandheden eksisterer ikke abstrakt, og når den skal udmønte sig i forholdet til medmennesket, strander den. Idioten er ikke et Kristus-billede, men et portræt af det menneske, der lever efter parolen; at hvis sandheden findes uden for Kristus, er det bedre at være hos Kristus end hos sandheden. Sandheden er ikke en skøn idé, men et liv, der lader sandheden skinne igennem.
Der er én figur i ”Idioten”, der omend han ikke bifalder så dog forstår dette valg.
Det er den tuberkuloseramte Ippolit, der lænket til sin sygeseng fornægter sin familie, mens han forbander vennerne, fordi de forsøger at opmuntre ham med nyheden om forårets komme og prædiker frelse ved synet af de grønne træer. Det er glæder, der kun forøger hans smerte, fordi de minder ham om hans eget livs knaphed.
Den slags tror Ippolit ikke på. Han er nihilist – nogen ville sige ateist. Men han tror dog på himlen, det evige liv og især dommedag. Den slags har han respekt for. Og man får også respekt for ham ved nærmere bekendtskab.
Det bliver tidligt sagt om Ippolit, at han er en ”god dreng, selvom han er slave af sine fordomme”. En af fordommene er ikke at vente noget godt, hverken af livet eller Gud. Derfor møder han alle med samme skepsis og modvilje. Alle bliver tavse omkring ham og formår ikke at nedbryde den mur, han har isoleret sig selv bag. Ingen, undtagen idioten, Mysjkin.
Dostojevskij skriver i sine noter, at figuren Ippollit er den centrale akse i romanen. Han har et magtovertag i forhold til de øvrige personer. Mysjkin dog undtaget.
Ippolit siger på et tidspunkt om betydningen af hans forhold til Mysjkin, at ”virkeligheden har fået ham på krogen”. Den magtarrogance, han formåede at opstille fra sit sygeleje og fra sit nihilistiske elfenbenstårn, er begyndt at vakle i mødet med virkeligheden i skikkelse af Mysjkin.
Han begynder at få en erkendelse af, at han hidtil har lukket sig inde i et hjørne af virkeligheden, hvor sandheden var noget, han definerede ud fra sit givne perspektiv.
På sin hjemrejse fra Italien til Rusland standsede Dostojevskij i Basel og blev rystet ved synet af Hans Holbeins billede ”Den døde Kristus i graven”.
Det er et 202 centimeter bredt og 32 centimeter højt billede, der forestiller Kristus i profil liggende i graven.
Ippolit fortæller Mysjkin, at han har set en kopi af det billede. Det er især i en russisk-ortodoks ikonografi et rystende billede, fordi de eneste figurer, der ellers afbildes i profil, er dæmonerne.
For Ippolit er det et rystende billede, fordi det viser den magt, som han hidtil selv har bekendt sig til, nemlig naturen, som værende stærkere end livet selv. Derfor kan det billede tage troen fra et menneske, som han siger.
Men virkeligheden har fået Ippolit på krogen, og Holbeins billede er ikke det sidste, der er at sige om Kristus. Ippolit har i mødet med Mysjkin åbnet sig op og stirrer ikke mere ind i væggen, men er flyttet på landet og går ud og taler med folk.
Det er her, Ippolit siger til Mysjkin: ”Er det ikke Dem, der har sagt; at ’Skønheden skal frelse verden’?”.
Allerede i romanens indledning konfronteres vi med et portræt af Nastasja, romanens femme fatale.
Portrættet beskrives af Mysjkin med den tvetydighed, der gælder for skønheden. Hun har et ”vidunderligt ansigt”, men udtrykker samtidig ”de mest uhyrlige lidelser”, som Mysjkin beskriver med henvisning til ”de små skygger under øjnene”.
Skønheden i sig selv frelser altså ikke. Og skal vi tro Dostojevskij, er det ikke en tilfældig skønhed, der frelser verden.
Men kun den skønhed, der er forsonet med sandheden, frelser. Det er en indsigt, Dostojevskij fandt i arbejdslejren, i mødet med den ortodokse kristendom og ikke mindst Johannesevangeliets Kristusbillede.
I indledningen til Johannesevangeliet ”bliver ordet kød”, den guddommelige sandhed inkarneres i herlighed. I Kristus forsones sandhed og skønhed.
Den dødes profil, skyggerne omkring Nastasjas øjne, gør det vanskeligt at finde troen, fordi der ikke er forbindelse til livet.
Men skønheden kommer til syne som et mysterium i mødet med idioten, der med angst og bæven ser virkeligheden, og de mennesker, han møder, i øjnene, og lader sandheden trænge sig frem.
Det er opløftende nyt i en tid, der gerne giver refleksionen det sidste ord, og kun levner evidensbaseret viden gyldighed. Til alle ateister, agnostikere, nihilister, naturalister, skabs-troende, for-lidt-eller-for-meget-troende – smag på virkeligheden, men tag dig i agt: Måske virkeligheden får dig på krogen! Og hvem er så en idiot?
Christian Fink Tolstrup er sognepræst i Holte