Amerikanerne skulle gennem fire års grufuld borgerkrig mellem slavemodstandere og slaveholdere, før USA's forfatning i 1865 blev udvidet med denne skelsættende sætning:
”Hverken slaveri eller ufrivillig trældom, undtagen som straf for en forbrydelse, for hvilken den pågældende på behørig måde er kendt skyldig, må eksistere i De Forenede Stater eller på noget sted, der falder ind under De Forenede Staters jurisdiktion.”
Slavernes hemmelige jernbane eller The Underground Railroad opstod omkring 1800-tallet og var et uformelt netværk af mennesker, der af mange forskellige årsager, blandt andre religiøse, var modstandere af slaveriet og følte, at de måtte handle.
En af de religiøse grupperinger, der spillede en stor rolle, var kvækerne. Allerede så tidligt som i 1786 beklagede George Washington sig over, at en gruppe kvækere havde hjulpet en af hans slaver med at flygte.
Udtrykket The Underground Railroad eller bare The Train begyndte man at bruge omkring 1830. Man benyttede sig af jernbanesprog som en form for kode.
De, der hjælper slaverne under flugten, bliver kaldt conductors. De sikre skjulesteder hedder stations eller depots, og den, der har ansvaret for sådan et skjulested, kaldes station master. De flygtende slaver bliver kaldt passengers eller baggage, og de, der støtter med penge eller mad og tøj, kalder man stockholders.
En af de personer, som fortjener at blive mindet i forbindelse med 150-året for slaveriets ophævelse, hedder Harriet Tubman. En lille sort kvinde på lidt over 150 centimeter, som blev kendt under navnet Moses.
Harriet blev født som slave omkring 1820 i Dorchester County, Maryland. I september 1849 flygter hun med to af sine brødre. Brødrene fortryder og vender om og tvinger Harriet med tilbage til plantagen, hvor hun bliver straffet med pisk.
Kort efter flygter hun igen. Denne gang er hun alene, men får hjælp fra The Underground Railroad. Harriet slipper igennem til Pennsylvania. Cirka 13 gange vender hun tilbage til Sydstaterne for at hjælpe slaver med at flygte nordpå og er således en meget aktiv conductor, altså menneskesmugler.
Under borgerkrigen, hvor The Underground Railroad havde mistet betydning, fungerede hun som spejder og spion for Nordstaternes styrker. Det fortælles, at Harriet sendte besked om sin flugt til sin mor i form af en religiøs sang med flertydig tekst.
En af Harriets favoritsange var ”Swing low, sweet Chariot”, hvor koret svarer “Coming for to carry me home”. Det, der tilsyneladende ligner en begravelsessang, kan læses sådan, at ”home” ikke er himlen, men de slavefri stater i nord, og at ”the chariot” er en af de hestevogne, som man ved, at The Underground Railroad brugte, og at det ”band of angles”, som nævnes i sangen, er aktivisterne i The Underground Railroad.
Flere ”spirituals” refererer i teksten til et tog. Et eksempel er ”The Gospel Train's a Comin'”, hvor The Gospel Train er synonym for The Underground Railroad. Sangen fungerede som en besked om, at der var flygtende slaver og en conductor i nærheden og dermed mulighed for flugt. Et andet eksempel er ”This Train is Bound for Glory”, hvor “glory” betyder frihed, og toget selvfølgelig er The Underground Railroad.
I romanen ”Onkel Toms hytte” fortæller Harriet Beecher Stowe om en flygtet slave, som krydser ”Jordan River” og kommer til ”Kana'an” det vil sige Ohio. Den tidligere slave, politiker, avisudgiver og fader til borgerrettighedsbevægelsen Frederick Douglass har i sine biografier også fortalt om dobbeltsproget i sangene. For eksempel betød ”Jordan River” Ohio-floden, som var grænsen mellem Nord og Syd, og ”Kana'an” betød Canada.
Og hvorfor var det nu Canada, der var Kana'an eller ”Det Forjættede Land”? Jo, i september 1850 vedtog Kongressen The Fugitive Slave Act, der med trusler om straf pålagde myndighedsudøvere overalt i USA, altså også i Nordstaterne, at arrestere flygtede slaver. Personer, der hjalp slaver på flugt, kunne regne med seks måneders fængsel og store bøder. Og flygtet slave det var man, hvis en slaveejer eller slavejæger aflagde ed på det. Så mange slaver flygtede til Canada for at være sikre på ikke at blive fanget og udleveret til deres ejer.
EN ANDEN AF Harriet Tubmans favoritsange var ”Go Down Moses”. Med linjer som ”When Israel was in Egypt's Land” og ”oppressed so hard they couldn't stand” og et korsvar, der hele tiden gentager: ”Let my people go”, er det ikke sært, at der var en del slavefogeder, der lugtede lunten og forbød sangen.
”Follow the Drinking Gourd” er et eksempel på en sang, der blev brugt som vejviser. En ”gourd” er et udhulet græskar, som blev brugt til at øse vand, og det fungerer i sangen som et kodenavn for stjernebilledet ”The Big Dipper” (den store øse). Det er det, vi i Danmark kalder for Karlsvognen.
Karlsvognen er nem at finde på himlen, og hvis man forlænger en ret linje fra Mirak til Dubhe (bagenden af Karlsvognen), så finder man Nordstjernen. På den måde kunne de flygtende slaver, der skjulte sig for slavejægerne og deres hunde om dagen og vandrede om natten, altid vide, at de gik i den rigtige retning: nemlig mod nord. Derudover skulle der i sangens tekst også være flere ret præcise anvisninger på, hvordan man finder vej, bandt andet ved hjælp af mærker på træerne.
“Follow the Drinking Gourd” blev udgivet første gang som tekst i 1928 af Texas Folklore Society. Det var folkemindesamler H.B. Parks, der havde fundet sangen. Parks hævdede, at Peg Leg Joe, der var tilknyttet The Underground Railroad, vandrede rundt som løsarbejder lidt nord for Mobile Alabama, og samtidig lærte han slaverne sangen, så de vidste, hvilken vej de skulle flygte. Om Peg Leg Joe faktisk har eksisteret, og om ”Follow the Drinking Gourd” er en slags kodet vejviser, er omdiskuteret.
Selvom slaveri blev forbudt i USA i 1865, så forandrede forholdene sig ikke fra den ene dag til den anden. Mange tidligere slaver blev som usselt betalte landarbejdere fastholdt i et stærkt afhængighedsforhold til plantageejeren, og der var også en del slaver, der følte sig utrygge ved de nye forhold og hellere ville blive, hvor de var.
Dæmningerne omkring de store floder i Sydstaterne blev bygget af sorte arbejdere, der boede i teltlejre under slavelignende forhold. Statsborgere i USA bliver de frigivne slaver først i 1868 med vedtagelsen af det 14. tillæg til forfatningen
I Sydstaterne udviste man efter borgerkrigen stor kreativitet for at holde den afro-amerikanske befolkning nede, blandt andet gennem den raceadskillelseslovgivning, de såkaldte Jim Crow-love, der flere steder var i kraft helt frem til Borgerrettighedslovens vedtagelse i 1964.
Nok har USA fået sin første afro-amerikanske præsident, men ”racespørgsmålet” er på ingen måde løst. Tænk blot på hvad der skete i Ferguson tidligere på året.
Netop derfor er der grund til at huske, at det i 2015 er 150 år siden, slaveriet blev afskaffet, og til at mindes nogle af dem, der, som menneskesmugleren Harriet Tubman, ikke bare blev siddende med hænderne i skødet.
Mette Hansen er cand.pæd. i religion, og Tom Eriksen er guitarist, sanger og lærer