Solgudinden holder flyttedag for 62. gang

Første gang man formelt genopførte Japans vigtigste shintohelligdomme i Ise var i år 690. I aften er det 62. gang, et nyt sæt bygninger for solgudinden indvies. Fra det første af 12.000 træer blev fældet for mere end otte år siden, har dagens kronikør fulgt de mange ceremonier omkring den vicennale genopførelse af de hellige anlæg

Solgudinden holder flyttedag for 62. gang
Foto: .

I DE SENESTE 1323 ÅR er Japans vigtigste shintohelligdomme, Ise, med få afbrydelser blev fornyet hvert 20. år, og nu er tiden atter inde: For 62. gang holder Solgudinden klokken 20 i aften flyttedag.

I Japan har blot én anden begivenhed tilsvarende religiøs tyngde, nemlig når en kejser krones. Så det vil være et par tusinde spændte gæster, der om få timer ærbødigt afventer, at mørket falder på, venter på at solgudinden, nationens og kejserfamiliens stammoder, forlader sin nu 20 år gamle residens for at tage en identisk, men helt ny helligdom i brug en bygning, der i ånd og udseende hører oldtidens Japan til, men som i tilvirkning og materialer er dugfrisk.

LÆS OGSÅ:
Folkekirkemedlemmer fordeler sig bredt på partier

Et bronzespejl, det vigtigste af landets tre hellige regalier, symboliserer solgudindens tilstedeværelse, og det er det, der tager turen fra det gamle til det nye anlæg.

Men gæsterne vil ikke kunne se noget som helst af det hellige symbol, goshintai. Det er i øvrigt tvivlsomt, om noget menneske har lagt øje derpå de seneste 500, eller måske endda 1000, år, og ingen ved med sikkerhed, om det er blevet reduceret til en klump sammensmeltet metal efter fortidens brande.

Det ligger indhyllet i flere lag silke, i flere guldskrin, placeret i en træbeholder, der bæres i en større kiste. Denne kan dog ikke ses, for den bæres bag et cirka to meter højt gardin, og for god ordens skyld foregår det hele så i næsten totalt mørke.

Ifølge myterne blev de tre regalier bragt ned til Jorden af solgudindens sønnesøn, hvis tipoldesøn blev Japans første kejser. I begyndelse blev spejlet opbevaret i regentens palads som tegn på dennes magt og ophøjede position.

Den 11. kejser i rækken besluttede imidlertid, at spejlet nu burde opbevares i sin egen dertil specielt opførte helligdom, og ifølge myterne blev det installeret i Ise umiddelbart før vor tidsregnings begyndelse. I 1996 højtideligholdt man 2000-års-dagen for denne mytiske begivenhed.

SER VI PÅ FORLØBET gennem arkæologisk-historiske briller, var bronzespejle fra fastlandet blevet introduceret i Japan i 200-300-tallet. De blev betragtet som status- og magtsymboler, og det er nærliggende at formode, at det prægtigste af alle spejlene skulle tilhøre kejseren som symbol på dennes guddommelige afstamning og ret til at regere.

Man havde på dette tidspunkt dyrket ris i nogle århundreder, og en speciel arkitektur var opstået: huse på pæle, hvori afgrøden kunne opbevares i sikkerhed for rotter og fugt.

Samfundets overleven var afhængig af risen, og ganske logisk udvikledes de bygninger, hvori den dyrebare fødevare blev opbevaret, lidt efter lidt til den lokale naturreligion, shintoismens tidlige helligdomme.

Det var i et sådant hus, at det hellige spejl nu blev installeret, måske engang i løbet af det tredje eller det fjerde århundrede. Men dog ikke i blot et simpelt skur på pæle. Nej, i et fornemt bygningsværk, stadig relativt enkelt, men af fineste tilvirkning og smykket med gyldne ornamenter. Solgudindens helligdom var måske nok ikke så stor sammenlignet med buddhismens mægtige templer, men dog stadig en anselig bygning af cirka samme højde som et nutidigt treetages hus.

Det er sandsynligt, at helligdommen allerede i sin tidligste levetid blev fornyet med jævne mellemrum, men først i år 690 blev det formelt dekreteret, at Ise fra nu af skulle genopstå med regelmæssige 20-årige intervaller.

LÆS OGSÅ: Godmorgen, du danske demokrati

Kun to gange har der været væsentlige afbrydelser i rytmen: På grund af middelalderens borgerkrige fandt der ingen genopførelser sted i over et århundrede, mellem 1462 og 1585, og siden blev den 59. rekonstruktion forsinket nogle år af Anden Verdenskrig.

Det har altid ligget ligefor i det japanske samfund, som en del af det japanske livssyn, at intet varer evigt, at intet menneskeskabt har uendelig holdbarhed, akkurat som menneskets eget liv er af begrænset varighed, at alt i naturen skabes, dør og genskabes i en rytmisk, cyklisk uendelighed.

Fra de ældste tider har man således flyttet eller genopført hele hovedstæder på en frisk, når en ny kejser kom til magten en skik, der først ophørte med anlægget af Kyoto i år 794. Og som et vigtigt element i den oprindelige japanske naturreligion, shinto, genopførte man meget tidligt en række betydningsfulde religiøse anlæg med jævne mellemrum.

Denne skik overlever nu først og fremmest i Ise-helligdommene, hvor det ikke alene er selve solgudindens tempel, der fornyes, men en storfamilie af hellige anlæg på i alt 126, der med jævne mellemrum genopføres. Og det er ikke blot selve helligdommene med deres hegn, broer og sekundære bygværker, der således ser nyt liv: De tusindvis af kostelige, hellige skatte, der opbevares i helligdommene, fornyes ligeledes.

Det drejer sig om klædningsstykker, våben, musikinstrumenter, skriveredskaber og meget andet, som alt i alt måske svarer til det, der i fordums tider har været en overordentlig betydningsfuld persons udstyr.

Når en cyklus er afrundet, rives de gamle bygninger ned, hvorefter noget af det stadig meget hellige tømmer bliver genanvendt i andre shintoanlæg.

Genskabelsesprocessen varer mere end 8 år og involverer omkring 60 af landets dygtigste tømrere, der præsterer det mest udsøgte og forfinede håndværk, man kan forestille sig, og som i denne periode når at tilvirke de cirka 12.000 stammer af japansk cypres, der er blevet fældet til formålet.

Desuden er et par tusinde af landets ypperste kunsthåndværkere beskæftiget med kopieringen af de gamle skatte, og deres præstationer bliver løbende og nøje overvåget af kritiske præster, der uden slingren vil afvise og kassere de genstande, der ikke lever op til den sublime kvalitet og perfektion, som guderne forventer.

På denne måde holdes der liv i håndværk og specialiserede former for kunsthåndværk, der ellers med usvigelig sikkerhed ville være uddøde for generationer siden.

Ise er således ikke blot et forhistorisk levn eller et museum, men en aktiv medspiller i dagens japanske samfund, et levende, religiøst centrum, der årligt besøges af omkring en halv snes millioner troende og turister.

Udgifterne til fornyelsen af bygningsværker og hellige skatte er på over tre milliarder kroner. Mange penge, ja, men spredt ud over en 20-årig periode svarer det til lidt over en krone pr. japaner pr. år. Et beskedent beløb, når man tænker på den kulturhistoriske værdi, disse bygninger og de tilknyttede ceremonier repræsenterer ikke blot for japanerne, men for hele verden.

Tilbage til i aften: Blandt gæsterne vil der være folk, der har været aktive i forbindelse med indsamlingen af det store beløb, der vil være gejstlige fra andre shintohelligdomme og fra andre religioner, der vil være repræsentanter for såvel det officielle som kulturens Japan. Og så vil der være en lille håndfuld udlændinge, deriblandt denne kronikør, der nu for tredje gang er privilegeret med en invitation til at overvære denne særdeles bevægende begivenhed.

Når tiden for selve overførslen nærmer sig, vil en dyb stilhed sænke sig over stedet, hvor blot naturens lyde, vinden, flodens rislen, høres.

Et sted ude i mørket vil en gejstlig udsending fra det kejserlige hof mødes med Ises ypperstepræst og bekræfte, at ceremonien kan begynde. Noget senere vil klagende, forhistorisk musik annoncere, at gudinden har påbegyndt sin færd, ledsaget af omkring 130 præster.

Der går ikke mange minutter, før optoget er forsvundet ind i det nye anlæg, hvor præsterne nu vil sørge for, at gud-inden og hendes tilbehør installeres i den nye residens i overensstemmelse med forskrifterne.

Når de efter en lille times tid kommer frem igen, er deres gang lettere. For 62. gang er ceremonien blevet gentaget som den japanske nations stadigt bankende hjerteslag.

Den japanske sjæl er blevet genfødt.