En påskedag først i april kan være varm og solbeskinnet. Menneskekroppene strækker sig og nyder varmen. Men efter sådan en dag med sol og varme falder aprildagens lufttemperatur meget hurtigt og dybt til nattens kulde.
Fra varme til kulde og kulde til varme. Det kan skifte så hurtigt, i livet og i vejret i april.
LÆS OGSÅ: Påsken er centrum for min tro
På min terrasse ligger nogle smukke sten. Det er håndstore sten, som jeg har lagt der for deres skønhed i farve og facon. Og så ligger de der også af en helt bestemt grund, nemlig fordi jeg ynder at gå ud, når aftenen er blevet kølig, og mærke, at stenene holder på varmen.
Det er dejligt at lægge sine hænder om stenenes varme, glatte overflade, på den måde får man solens glød i minde lidt endnu, efter den sidste rand af rødt er forsvundet i vest.
I bogen Det sidste kapitel en bog om begravelser står blandt andet dette: Det bedste, jeg nogensinde har gjort, er at passe min døende mand. Døgnet rundt i halvandet år. Sådan fortæller Karina, 40 år. Det trak tænder ud, for det var benhårdt, og jeg kunne nemt have fået ham indlagt. Men i dag kan jeg let genkalde følelsen af at give alt, hvad jeg har, og det varmer, som når solen har varmet en sten, og den er varm hele natten.
Som når solen har varmet en sten, og den er varm hele natten.
Det synes jeg er et vidunderligt billede af, hvad tro, håb og kærlighed er, og hvad det kan betyde i et menneskes liv, at det er, som når solen har varmet en sten, og den er varm hele natten.
For mig at se er det præcis, hvad påsken, opstandelsesberetningen, ja, hele kristentroen er og skal være i vores liv, nemlig som en sten, solen har varmet. En varm sten, vi kan tage med ind i vores livs nætter, ja, til sidst ind i dødens nat.
Prøv at forestille jer den kulde, der langfredag aften lå om disciplenes hjerter, som havde lagret sig i kvindernes sind, som omgav alle, der havde holdt af Jesus.
Det er ikke så svært at forestille sig den kulde, tror jeg. Enhver, som har oplevet at være nær ved døden eller kender til frygten for tabet, ved, hvordan den føles. Den tager varmen ud af dagen, hvor solbeskinnet den end er.
Kulden, som kommer af at skulle leve uden den, man elskede og mistede, kulden, som emmer ud af telefonen, hvor en stemme har fortalt ondt nyt om en elskets skæbne. Kulden, som hænger efter lægens ord om, hvad han og resten af sundhedsvæsenet kan gøre eller ikke gøre. Vi fryser, når vi står der og ikke ved, hvad vi skal stille op, når vi ikke kan hjælpe, redde, varme.
Døden er en mægtig fjende, og næsten lige så slem er dens søstre, angsten og mismodet. Skrækkelige, herskesyge heksesøstre, som vil røve os for glæde og sjælefred.
Da Jesus var død, var alle, der havde holdt af ham, i kløerne på døden, angsten og mismodet. De havde elsket ham, de havde set ham dø, de havde svigtet, for intet havde de gjort, og intet kunne de vel have gjort. Afmagt er en streng magt. Kolde blev de.
Langfredag var til ende, og Jesu døde krop var hastigt lagt ind i gravhulen, for det blev hurtigt nat. Sove har de vel ikke kunnet, og påskelørdag må have været længere end langfredag. For det var helligdag, og da var det ikke tilladt at gå ud til graven og gøre begravelsesarbejdet færdigt.
Intet havde de at varme sig ved, hinanden var de mest bundet til ved ham, der nu var væk. Minderne om ham kunne vel varme lidt, men aldrig, aldrig skulle de se ham igen, og kulden sneg sig atter ind.
Da det gryede påskedag, var kvinderne på fødderne. Nu måtte de ud til graven og salve ham. Dette var dog lidt, de kunne gøre. Solen er stået op, men varmen mærker de ikke. Kun det praktiske kan de forholde sig til: Hvordan får vi stenen fra indgangen til graven?
Men da de kommer frem, er stenen allerede væltet fra. Guds egen kærlighed har varmet gravstenen og væltet den bort, Jesus har fået kropsvarmen og livsånden tilbage, han er allerede gået ud i lyset. En ung mand i hvide klæder fortæller dem det.
Først tror de det ikke. Hvordan tro det utrolige? Senere skal de se med egne øjne, at det er sandt. Han er sandelig opstanden.
Den sten bliver aldrig kold igen. Det lys, som falder fra påskemorgen, varmer enhver gravs sten, så dødens kulde ikke når ind. Som Han opstod, skal vi opstå.
Påskens budskab er, at opstandelsen er til os, den er vores. Også vi skal gå ud af graven en sollys morgen.
I Jesus gav Gud alt, i påskens kærlighed, lidelse, død og opstandelse giver Gud os alt, hvad han har i sig. Alt giver Han. Når vi tror det, når vi tør håbe det, når vi elsker, så har vi det. Alt. Så skal vi ikke mere frygte døden, og angsten og mismodet skal ikke få magten over os. Det er, som når solen har varmet en sten, og den er varm hele natten.
Påskemorgen er den sten, som Gud har varmet i sin kærligheds lys, og som du kan have med dig ind i enhver livets og dødens nat. Glædelig påske.