”En sommer RIG PÅ nåde”. Sådan synger vi i Carl Wirséns salme ”Det dufter lysegrønt af græs”, så udmærket oversat af Johannes Johansen. En salme, der beskriver de utal af sanseindtryk, som netop denne årstid byder på.
De sanseindtryk, som den daglige hundeluftningstur netop byder på med alt fra strittende hareører i det grønne korn over duftende jasminbuske til lyden af fugle i luften.
Sommeren er årstiden, hvor naturen kan afføde følelsen af, at vi er så tæt på en paradistilstand. Vi er tæt på at røre en lille flig af evigheden. For nogle ofte forbundet med minder fra barndommens land. Der, hvor følelsen af evighed og uendelighed gik i ét. Hvor mange vil ikke skrive under på, at sommerferien varede en evighed og ikke blot syv uger?
Er det den følelse, man søger at genopleve som voksen? Er det jagten på denne lette uendelighedsfølelse, der får os ud på motorvejene sydpå, ind i køen i lufthavnen og ud til ekstremoplevelser? Som vokser i takt med trangen til det anderledes og vilde? Længes vi efter, at tiden står stille eller rettere sagt: at den er opløst for en stund?
Oftest har jeg i samtaler med pårørende ved en begravelse fået det indtryk. Det er barndommens minder fra sommerferier med den mor eller far, der nu er borte. En sidegevinst er, at jeg hver gang får en indirekte historisk gennemgang af danskernes sommerferievaner tilbage fra slutningen af 1950'erne og frem mod årtusindskiftet: campingferien sydpå, charterturismen, den gryende turisme til Fjernøsten og endelige udflugterne i nærområdet. Et liv bliver beskrevet gennem den danske sommerferiehistorie, som mange af os deler.
For mit eget vedkommende, som del af den interrailgeneration, der kørte Europas togskinner tynde tilbage i 1980'erne, er denne trang til at genopleve uendeligheden kombineret med en medfødt rastløshed og en frihedstrang, der, årene til trods, nok aldrig helt forsvinder.
Man bredte europakortet ud på gulvet hjemme på kollegieværelset og planlagde turen. I hvilke byer ville man overnatte? Hvad ville man se undervejs, og ikke mindst, økonomien taget i betragtning, hvor mange nætter skulle tilbringes i en togvogn?
Der var en glæde og løssluppenhed og bekymringsløshed forbundet med disse rejser, især når man undervejs mødte ligesindede interrailere og udvekslede gode erfaringer og fif med hinanden.
Den bedste sommer af disse mange sommeroplevelser blev nok vores såkaldte Øst-tur, hvor turen var lagt i det østlige Europa, der jo selvfølgelig var noget helt andet tilbage i 1988. Der var selvsagt mange lande, som det ikke var muligt at besøge, men af uvisse og sandsynligvis økonomiske årsager havde Nicolae Ceausescus styre valgt at åbne grænsen og gjort det muligt for interrailere at se Rumænien.
Det blev nogle uforglemmelige sommerdage, hvor man oplevede, hvad det ville sige at leve i et diktatur. Det blev et møde med en befolkning, der levede i angst og usikkerhed, men med en hjælpsomhed og venlighed, der slog alt.
Bukarest var plastret ind i Ceausescus bannere. Politiet stod på hvert gadehjørne og holdt øje med hvert skridt, man tog. De lange køer foran butikkerne blev diskret fotograferet og de grupper af folk, der hemmeligt udvekslede valuta.
Inden dagen var omme, var vi blevet tilbageholdt af to betjente. Ordet ”propaganda” føg om ørerne, og den yngste systemivrige unge mand argumenterede ivrigt med den mere afslappede ældre mand for en reel arrestation. Den ældre havde gennemslagskraft og autoritet, og vi slap med en masse uforståelige og formanende ord.
Dagene gik med næsten intet at spise og nogle flasker i et tomt supermarked med noget, der lignede vand, men vist ikke var det. Lokalbefolkningen kiggede forundret på os, mens vi skyllede det ned. Den dag i dag aner jeg ikke, hvad jeg drak.
Togturen op til Transsylvanien foregik i et overfyldt tog med flere illegalt vekslende og nervøse unge mænd. Fremme ved det berømte og smukke freskodekorerede Voronet-kloster mødte vi en landbefolkning, der vaskede tøj i floden og kørte med hest og vogn.
Den sidste nat overnattede vi i et pensionat. Kvinden på stedet gav os en madpakke med. Den bestod af fedt flæsk. Hun havde sikkert haft mere brug for det selv, men hendes gæstfrihed gjorde, at vi skulle have det med på vores fortsatte rejse.
Det blev til en angstfuld afsked med Rumænien. Igen argumenterede nogle betjente frem og tilbage, om de skulle lade os rejse ud. Vi forstod, at vi ikke havde brugt penge nok i forhold til det antal dage, som vi havde opholdt os i landet. Da toget endelig forlod den rumænske grænse, var lettelsen stor. Vi var tilbage i friheden.
Hvorfor kan netop de dage blive ”min bedste sommer”? Det blev de af flere grunde. De sommerdage ophævede uendelighedsfølelsen og frihedsfølelsen på en ganske brutal, men særdeles lærerig måde. De sommerdage gav et voldsomt indblik i, hvad det virkelig vil sige at skulle leve uden frihed.
Det at møde en befolkning, hvor frihed aldrig var en realitet, men kun en drøm, var voldsomt for en ung, uerfaren og temmelig forkælet dansker. At erfare at hverdagen var en uendelig række af kampe for at fifle sig igennem for at kunne overleve på den bedst tænkelige måde. Og så midt i denne kamp et møde med en næstekærlighed over for to fremmede, der følte sig totalt fortabte, at møde viljen til at dele ud af det, som man ikke havde at give af.
Sommeroplevelser, hvor det uventede sker, kan blive sommeroplevelser, hvor man senere opdager, at mødet med det uventede forandrede en. Man blev en anden, og man blev en erfaring rigere.
Det er måske det, vi har allermest brug for af sommer og sommeroplevelser i en tid som vores. En tid, hvor enhver oplevelse, der venter forude, planlægges ned i mindste detalje, så vi næsten har haft oplevelsen, inden den finder sted.
Når den finder sted, sker dokumenteringen af alt undervejs til evig arv og minde, i hvert fald for den næste time af evigheden, så vore venner på de sociale medier kan leve med i sommerens næroplevelser med os. I vores søgen efter sommeroplevelser, der er ekstreme, er elementet overraskelse blevet et dyrebart gode. Måske fordi vi ubevidst leder efter ny viden til at danne os og forandre os.
Når sommer på sommer ligger for vore fødder, og vi nok en gang gribes af skønheden, og evighedsfølelsen melder sig som et kortvarigt strejf af glæde, skal vi bruge sommeren til at tage ved lære. Så sommeren ikke kun står i overfladiskhedens tegn, men er en periode hvert år, hvor man sætter sig for at lære nyt om steder og mennesker, som man måske aldrig drømte, at man kunne lære noget af. Så opnår man erfaring og forståelse, der kan skabe forandring.
Eva Heyn er sognepræst i Nordvestfalster Pastorat