DJØFICERINGEN HAR LÆNGE HÆRGET i det danske samfund, og her kommer et eksempel på, hvad det kan føre til, når tre af dens grundprincipper - produktivitetskravet, regnearkslogikken og armslængdeprincippet - presses ned over et område.
Staten kan spare 3,4 millioner kroner, hvis Erhvervsarkivet flyttes til Viborg, og det er også en slags penge, som kulturministeren har gjort opmærksom på, og deri har hun naturligvis ret. Og hvis det var så simpelt som det, var der ikke grund til at sige mere, men helt så simpelt er det ikke.
Det begynder med det første princip, produktivitetskravet. Erhvervsarkivet skal flyttes, fordi Rigsarkivet er blevet pålagt besparelser. Det er den måde, den offentlige sektor styres på, at institutionerne regelmæssigt får pålagt besparelser. Begrundelsen er, at de løbende skal forbedre produktiviteten. Omkring to procent om året har Finansministeriet bestemt, og det bliver så omsat i budgetnedskæringer.
Det er der overordnet set god fornuft i. Når den private sektor af markedsmekanismen bliver presset til stadige produktivitetsforbedringer (og det er grundlaget for den voksende velstand), kan den offentlige sektor ikke bare lægge armene over kors og lade som ingenting. Den er nødt til at bidrage til den samlede produktivitetsstigning i samfundet. Så i det store perspektiv er der absolut rimelighed i, at den offentlige sektor bliver presset til produktivitetsforbedringer, og det er fint alle de steder, hvor det kan lade sig gøre, og hvor det bliver gjort rigtigt.
Men det er ikke alle steder, det kan lade sig gøre, og det er ikke alle steder, det bliver gjort rigtigt - det sidste viser arbejdsmiljøundersøgelserne tydeligt. Problemerne med arbejdsmiljøet skal ikke behandles her, men der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved dogmet om, at det kan lade sig gøre at opnå årlige produktivitetsstigninger på to procent alle steder, og her er Erhvervsarkivet og statens samlede arkivvæsen et godt eksempel.
BESPARELSERNE STARTER i Finansministeriets regneark, og når de er skurken i historien, er det altså ikke, fordi de presser på for produktivitetsforbedringer, men fordi de tromler kravet ned over hele den offentlige sektor uden videre hensyn til, om forbedringer kan opnås eller ej.
Og det siger sig selv, at det kan de ikke alle steder: Præsterne bliver ikke hvert år to procent mere produktive til at begrave folk, balletten kan ikke danse to procent hurtigere. Arkivvæsenet kan heller ikke år efter år leve op til kravet, fordi arkivvæsenet ikke leverer et standardprodukt.
Det er umuligt at beregne, hvor mange brugere der vil komme på arkivernes læsesale, eller hvor mange og hvilke dokumenter de vil låne, men læsesalene skal holdes åbne og bemandes, uanset om der kommer få eller mange.
Produktionen målt i antal ekspeditioner pr. medarbejder vil derfor svinge dag for dag, måned for måned og år for år. Det er ikke udtryk for manglende effektivitet, men er en følge af den samfundsopgave, arkiverne varetager. I øvrigt kan man slet ikke bruge læsesalstal eller andre simple kvantitative udtryk som mål på arkivernes samfundsværdi. Den kan ganske enkelt ikke registreres i regneark.
Kravet om budgetnedskæringer er altså begrundet i, at institutionerne er blevet mere produktive, og hvor sparekravet svarer til faktisk opnåede produktivitetsgevinster, kan der spares uden serviceforringelser. Men hvor der ikke er produktivitetsgevinster svarende til sparekravet, må det føre til serviceforringelser: en reduktion i - eller helt afskaffelse af - nogle af institutionens ydelser.
Her kommer så det næste princip - armslængdeprincippet - ind i billedet. Institutionerne får i et vist omfang lov til selv at bestemme, hvor og hvad der skal skæres ned eller væk. Også det kan der siges noget godt om, selvom det nu tit kun giver institutionerne det frie valg mellem pest og kolera. Men det er klart, at hvis der under alle omstændigheder skal skæres ned, er det bedre for institutionerne at blive taget med på råd end slet ikke at blive hørt.
Men her begynder så det tredje af djøficeringens principper at gøre sig gældende: regnearkslogikken. Regnearkslogikken siger centralisering: Der kan altid spares penge ved at slå enheder sammen. ”Big is beautiful.”
Det rammer uvægerligt provinsen hårdest. Det er ikke, fordi centraliseringsprincippet ikke bruges i København. Dér er for eksempel Rigsarkivet slået sammen med Landsarkivet for Sjælland. Det generer ikke brugerne, nærmest tværtimod, fordi de nu kan nøjes med at gå på én læsesal, hvor de før skulle på to.
Men det generer brugerne meget, hvis Erhvervsarkivet flyttes til Viborg, ikke bare brugerne i Aarhus, men alle de brugere, der bor tættere ved Aarhus end ved Viborg. Det vil uvægerligt mindske brugen af Erhvervsarkivets samlinger. Den er lille, siger ministeren, og nu bidrager hun altså aktivt til at gøre den endnu mindre. Hvorfor standser hun i øvrigt her? Hvor meget kan der spares, hvis man samler alle statslige arkiver ét sted? Man kunne for eksempel vælge Aabenraa, hvor grundpriserne er lavest.
HVIS ET FOLKETINGSFLERTAL udtrykkeligt besluttede, at de ønskede at vanskeliggøre brugen af arkivernes samlinger i provinsen, måtte man bøje sig for det og som modstander af beslutningen arbejde for, at der kom flertal for det modsatte. Men her er det ikke et flertals klare beslutning, men resultat af en blind logik, der til forveksling ligner et spil sorteper.
Finansministeren sender sorteper (besparelseskravet) til kulturministeren, der sender sorteper videre til arkivvæsenet (og dermed får flyttet ansvaret for, hvad der videre sker, en armslængde væk). Arkivvæsenets bedste mulighed for at spare - da der ikke er indlysende produktivitetsgevinster i den daglige drift - er ved at slå enheder sammen. Det er allerede sket i København og i Odense, men begge steder er det indenbys. Nu bliver sorteper så sendt til Aarhus med kravet om at flytte Erhvervsarkivet.
Her stopper historien ikke. For det er ikke kun brugerne, der bliver sorteper. Aarhus Kommune bliver sorteper, fordi gevinsten ved at Stadsarkivet og Erhvervsarkivet har fælles læsesal, forsvinder, og fordi kommunen nu skal finde en løsning på de problemer, det skaber.
Det kan meget vel blive i form af en flytning af Stadsarkivet, og dermed ender sorteper hos Erhvervsarkivets enestående smukke og fredede bygning på Vester allé, der i dag er det fælles hjemsted for Erhvervsarkivet og Stadsarkivet, og som - trods de grimme ord, der er sagt om den - med lidt god vilje stadig kan bruges til de kulturelle formål, den er bygget til.
Regnestykket bliver altså ikke en simpel besparelse, men gammeldags kassetænkning, hvor gevinster for én offentlig kasse bliver til tab for en anden. De 3,4 millioner kroner, som staten kan spare, bliver til øgede udgifter og besvær for en del af brugerne, ringere brug af samlingerne, og yderligere udgifter for Aarhus Kommune til at flytte og drive Stadsarkivet, og det hele ender med en fredet og meget værdifuld bygning, der lades i stikken.
Det har kulturminister Marianne Jelved (R) - armslængde eller ej - det politiske ansvar for.
Jørgen Fink er tidligere seniorforsker ved Erhvervsarkivet