ZIONISTERNES DRØM om en Jødestat i Palæstina er og vil indtil videre blot forblive en drøm, og folkets situation er derfor så mørk som nogensinde! Sådan erklærede en af de førende kendere af jødedom og jøder, professor i nytestamentlig eksegese ved Københavns Universitet Frederik Torm (1939). Mindre end 10 år senere blev staten Israel oprettet.
Den zionistiske bevægelse, jøders indvandring i Palæstina og statens oprettelse i 1948 påkaldte sig stor interesse i folkekirkelige kredse. Men hvad havde kristne i Danmark med oprettelsen af en stat i Mellemøsten at gøre? Ikke så lidt, mente de selv.
Det hang sammen med det nære forhold, som gennem hele historien på godt og ondt har bestået mellem kristendom og jødedom. Det drejede sig jo om Det hellige Land, Jødeland, hvor vores Jesus havde levet.
Man var sig bevidst, at kristendommen var udsprunget af jødedommen. Mange i kirken var fortrolige med hovedindholdet i den jødiske bibel, kendte de bibelske navne og landets geografi; i prædikener, bøger og salmer som Op, Zion, at oplukke, Zions vægter hæver røsten blev forbindelsen fastholdt.
Tankerne om at oprette en jødisk stat, som Theodor Herzl fremlagde i sit programskrift Der Judenstaat (1896) fik øget vind i sejlene gennem Balfourdeklarationen af 2. november 1917, idet den engelske regering her støttede oprettelsen af et nationalt hjemsted i Palæstina for det jødiske folk. Dog måtte de borgerlige og religiøse rettigheder for de bestående ikke-jødiske samfund i Palæstina ikke indsnævres.
Under Første Verdenskrig kom det neutrale Danmark i øvrigt til at spille en rolle, idet den internationale zionistbevægelses kontor blev oprettet i Hyskenstræde nr. 10 i København og herfra udsendte Bulletins of the Copenhagen Office of the Zionist Organisation.
I kirkelige kredse i Danmark var man hurtigt på det rene med, at der her var tale om epokegørende begivenheder. I Den danske Israelsmission, stiftet 1885, nærede man stor hengivenhed over for det jødiske folk, udførte gennem årene adskillige sociale foranstaltninger rundt omkring, men hovedformålet var selvsagt gennem mission at få jøder omvendt til kristendom.
EN AF DE FØRSTE, som reagerede over for zionismen, var præsten Ferdinand Munck fra dette selskab. Allerede i 1899 orienterede han om Herzls visioner, og han erkendte, at de indeholdt store værdier, men de viste også, mente han, det jødiske folks trods og hovmod. Jøderne troede, at et menneske, Herzl, kunne frelse dem, og de ville ikke indse, at frelsen kun fandtes i Jesus Kristus.
Dette blev den linje, som stort set alle de ledende i dette selskab nu fulgte. Formanden, senere biskop, A.S. Poulsen erklærede, at zionismens idé kun kunne virkeliggøres, dersom jøderne omvendte sig til kristendom, for Israel er der kun én vej til Zion: Omvendelse og Tro på den Herre og Kristus, hvis Forkastelse havde til Følge, at Jøderne blev det hjemløse Folk (1912). Præsten Emil Clausen, som havde været missionær blandt jøder i Østeuropa, forklarede, at den sande zionisme var den kristne zionisme, men han mente alligevel, at Gud kunne bruge den jødiske zionisme. Ved hjælp af en række skriftsteder i Det Gamle Testamente konstaterede han, at zionismen og indvandringen i Palæstina var begyndelsen til opfyldelsen af gammeltestamentlige profetier. Men hvis jøderne ikke blev kristne, ville zionismen blive ramt af en frygtelig Guds dom.
Det samme blev udtrykt i artikler i Indre Missions Tidende, og på denne fløj kunne den i samtiden meget læste C. Skovgaard-Petersen forklare, at zionismen ganske vist havde styrket det jødiske folks nationale selvbevidsthed og dermed hindret dets opløsning, og det var godt, for Gud havde en særlig plan for dette folk, men tankerne om en rent verdslig jødisk stat ville aldrig blive til noget, for Gud krævede, at jøderne først ydmygede sig og blev kristne. Da de ikke ville det, straffede Gud dem nu i form af arabernes had og modstand.
Grundtvigianerne havde allerede fra sidst i 1800-tallet i deres Dansk Kirketidende og Menighedsbladet bragt korte oplysninger om indvandringen og koloniseringen, men særligt bemærkelsesværdigt er det, at man sidst i 1930erne bragte nogle artikler af cand.mag. Alfred Nielsen, som i mange år havde arbejdet som missionær i Syrien. Han afviste også zionismen og indvandringen, men undgik bevidst at anlægge en religiøs synsvinkel. Den store fejltagelse bestod deri, mente han, at man havde iværksat alt dette imod den arabiske befolknings ønsker og forhåbninger.
Polemisk tog han også afstand fra de ovennævnte kirkelige kredse, for Bibelens tale om det ny Jerusalem skulle forstås som det åndelige Jerusalem, og man kunne ikke overføre Det Gamle Testamentes profetier til den aktuelle politiske situation, hvor jøderne med vold og uret mod araberne ville bemægtige sig Palæstina.
EFTER NAZISMENS FALD og verdenskrigens afslutning blev jødernes tilintetgørelse og ufattelige lidelser samt kravet om en jødisk stat og oprettelsen af denne i 1948 naturligvis genstand for megen omtale i folkekirkelige kredse.
I Den danske Israelsmission gentog man de gamle synspunkter: Det vigtigste var stadig, at man fik omvendt jøderne til kristendom, for vi dømmer den Kristus-løse Zionisme som en dødbringende IllusionUden Kristus ingen jødisk Nationalstat.
Både her og i Indre Mission kunne man nu fremføre den uhyrlige påstand, at jødernes lidelser under holocaust var Guds straf, fordi de havde korsfæstet Jesus, og selskabets medarbejder sognepræst Henry Rasmussen oplyste (1948), at det jødiske folk var kommet på afveje, man skulle ikke samarbejde med zionismen, som snart ville bryde sammen, for der var kun én vej til Gud: anerkendelsen af Jesus som Kristus.
Selv professor Frederik Torm, formanden, kunne tilslutte sig dette og tilføjede, at Gud trods alt havde ladet en rest af folket overleve, så de kunne omvende sig til kristendom. Med hensyn til oprettelsen af Israel manede han til forsigtighed. Allerede i 1939 havde han påpeget, at rent politisk kunne man ikke sige, at jøderne havde ubetinget ret over for araberne, som havde boet der i 1300 år, og nu (1945), forklarede han, at zionisterne ganske vist kunne optræde brovtende og selvsikre, men man kunne ikke gennemskue Guds planer. De gammeltestamentlige profetier kunne ikke uden videre bruges på nutidige forhold, og Det Nye Testamente sagde intet om, at jøderne engang skulle få Palæstina i eje.
I INDRE MISSION gentog man de tidligere synspunkter og betonede nu, at Israelstegnet altså indvandringen og oprettelsen af staten Israel var et sikkert bevis på, at de sidste tider med dommedagen var nært forestående.
En anden holdning indtog den kreds, som nu (1946) oprettede selskabet Ordet og Israel, hvor sognepræst Georg Bartholdy betragtede zionismen positivt, fordi den kæmpede for opfyldelsen af løfter, som var givet folket i Det Gamle Testamente. Jøderne havde ret til landet trods relativ Uret mod Araberne i Palæstina. Ganske vist kæmpede zionisterne uden Jesus, ja uden Gud, men Gud havde ofte brugt vantro mennesker til at udføre sine planer. Jøderne skulle ikke omvendes til kristendom, før de fik landet i eje; missionsbestræbelser kunne ske bagefter, og karakteristisk nok underskrev ledelsen af Ordet og Israel den såkaldte Zionistadresse til FN´s generalsekretær i april 1947, ligesom Georg Bartholdy også året efter underskrev den opfordring, som Den danske Komité til Støtte for Jødernes Forsvarskamp i Palæstina udsendte for at støtte oprettelsen af et fædreland for jøderne.
Hvad sagde grundtvigianerne? I Menighedsbladet bragte man nogle orienterende artikler, som dog konkluderede, at der kun var en sand Lysning i vente for jøderne, nemlig den, at de skulle gennemgå en åndelig genrejsning. I bladet gentog Alfred Nielsen også sine synspunkter og talte om den jødiske Terror, om begået uret mod araberne og forudså krig. At mænd fra folkekirken kunne underskrive zionistadressen både smertede og harmede ham.
Med Alfred Nielsen og i et vist omfang Frederik Torm som undtagelser betragtede disse vigtige grupperinger i folkekirken denne politiske handling, oprettelsen af staten Israel, ud fra en religiøs synsvinkel. Jødernes omvendelse til kristendom var et krav. Den sociale og politiske histories forløb var for dem en religiøs historie, hvor de mente at kunne spore Guds direkte indgreb, og de søgte at godtgøre sandheden i dette ved en fundamentalistisk brug af skriftsteder især fra Det Gamle Testamente.
Derfor kom de også i vildrede, da det viste sig, at deres forudsigelser om, at det ikke ville lykkes at få staten Israel oprettet, ikke holdt stik. De kunne ikke vurdere religiøse problemer som sådanne og sociale og politiske som sådanne.
Martin Schwarz Lausten er dr.theol. og professor i kirkehistorie ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet.