Stort måske til en stormoske

KRONIK: Islam findes i mange variationer, og derfor er det lige så svært at forestille sig, at der kan bygges én stormoske, som at alle danskere kan samles om en storkirke

Med mellemrum får offentligheden nys om, at muslimer og andre har planer om at bygge en større moske i København og måske endnu en i Århus, der skal betjene alle muslimer uanset oprindelig nationalitet og tilhørsforhold til hoved- eller undergruppe inden for islam.

For min skyld må folk bygge alle de moskeer, de lyster, men der er alligevel noget, der undrer mig ved disse tanker om stormoskeer. For at nå ind til min pointe, først nogle sidespring.

Blandt de første europæere, der indvandrede til det, der blev til USA, var der mange kristne fra det religiøst splittede England i 1600-tallet. De byggede ikke kirker fælles for alle kristne i deres nye land, men kirker, der fulgte netop deres kristne retnings dogmer.

I dagens USA udgør kristne stadig ikke en samlet blok, men er fordelt på myriader af sekter. En i dansk sammenhæng mindre, kristen gruppe som baptister er USA's største, men den er opdelt i mange undergrupper. Jeg fik syn for sagn, da jeg i sommeren 2001 gennemtravede Los Angeles. I Watts så jeg inden for få hundrede meters afstand kirker tilhørende forskellige retninger inden for baptisternes rækker.

Hvis man foreslog amerikanske kristne, at de skulle bygge en storkirke for alle kristne i USA, ville de ryste på deres hoveder, for de slutter jo op om én bestemt retning inden for fællesmængden af kristne, fordi de mener, at netop deres egen kirkelige retning ligger inde med den rette udlægning af kristendommen.

Selv danske indvandrere i USA har ikke kunnet enes om en fælles kirke. Oprindelig var de samlet i Den Danske Kirke, men splittelsen mellem grundt-vigianere og indremissionske i deres gamle fædreland bragte de med til deres nye fædreland. De grundtvigske bevarede kontrollen med Den Danske Kirke, så missionsfolkene brød ud og dannede Den forenede Kirke. Mormoner blandt danske indvandrere havde naturligvis intet at gøre med de to nævnte kirker.

Jeg kunne blive ved. Jøderne i USA er splittet i mindst tre hovedretninger – ortodokse, konservative og liberale (eller reform-) jøder, og de har hver deres synagoger. Det er utænkeligt, at USA's jøder gik sammen om bygning af en storsynagoge. Selv i Danmark, hvor der er få jøder, slutter ikke alle jøder op om synagogen i Krystalgade i København.

Hvad der gælder for de kristne immigranter i USA, gælder også muslimske immigranter i Europa. Selvom de er fælles om mangt og meget – Koranen og pilgrimsrejsen til Mekka med mere

– er de splittede i mange andre spørgsmål. Derfor findes der i Danmark moskeer opdelt efter nationalt tilhørsforhold, for eksempel for tyrkere, arabere og libyere, og efter retning inden for islam – shiaer, sunnier og ahmadier. Der er ca. 120 forskellige moskeer og muslimske bedesteder i Danmark.

Men der findes stormoskeer ud over Europa. Jeg vil beskrive Londons Centrale Moske og det tilknyttede Islamiske Kulturcenter (LCM/ICC) lidt nøjere, da jeg har besøgt stedet to gange.

Moskeen og Kulturcentret skylder delvis officielle britiske myndigheder sin eksistens, da George VI stillede en grund til rådighed og Churchills regering under krigen bevilgede penge til erhvervelse af grunden. Der kom først for alvor gang i byggeriet i 1970'erne, da Saudi-Arabien ud af sine milliarder af riyaler tjent på olie rundhåndet finansierede komplekset, så det stod færdigt i 1977.

Kombinationen af en moske og et islamisk kulturcenter ledes af en bestyrelse af officielle repræsentanter for alle verdens muslimske lande, også det shiitiske Iran, men saudierne har stor indflydelse, da de finansierer forskellige af LCM/ICC's aktiviteter. Kurser i islam afholdes i samarbejde med Saudi Arabiens undervisningsministerium. Efter udgivelsen af Rushdies "De sataniske vers" i 1988 blev der oprettet en komite i England, hvis talsmand var saudisk diplomat og leder af LCM/ICC. Komiteen havde andel i, at OIC, Den Islamiske Konferences Organisation, opfordrede til at forbyde bogen og boykotte bogforlag, der trykte den.

I det Islamiske Kulturcenter tilknyttet Londons Centrale Moske er der en boghandel. Dens bøger og skrifter gør reklame for den saudiarabiske statsreligion wahhabismens udgave af islam. For at få et indtryk af wahhabismen i udgivelserne skal jeg citere fra skriftet "Miscellaneous Questions & Answers for the Muslim Women". Her bliver kvinderne bliver sat grundigt på plads – af en mandlig forfatter.

Ifølge svarene på spørgsmålene må en mand have fire koner, og kvinder må ikke vise deres ynder for fremmede mænd, så derfor skal de bære slør. Kvinder må heller ikke bade i svømmehaller sammen med mænd, og ældre piger og kvinder må ikke undervises sammen med mænd. En muslimsk kvinde må ikke gifte sig med en mand fra en anden tro. En muslimsk mand kan derimod godt gifte sig med en kristen eller jødisk kvinde, blot hun ikke påvirker børnene i kristen eller jødisk retning. Hvad angår kvinders retsstilling, skal der to kvindelige vidner til at erstatte et mandligt vidne, og en kvindes andel af arven er en halvdel af mandens.

En brite, der er konverteret fra katolicisme til islam, er talsmand for Londons Centrale Moske. Han propagerer i sine skrifter også for wahhabismen. Han er imod Vestens individualisme og foretrækker Guds lovgivningssystem frem for et folkevalgt parlaments vedtagne love. Ifølge ham er jihad en pligt for muslimer. Der er tre former for jihad: den enkelte muslims indre kamp for at blive en god muslim, den enkelte muslims kamp på ord for islams sag og for det tredje sværdets jihad. Den sidste form for jihad er fuldbyrdelsen af pagten med Gud.

LCM/ICC bliver behandlet mere indgående i debatbogen "Storm over Europa. Islam – fred eller trussel?", der er udkommet i efteråret.

Jeg synes ikke de refererede eksempler fra Londons Centrale Moske og det tilknyttede Islamiske Kulturcenter taler for bygning af en stormoske i København. Får vi en stormoske, der slår på stortromme for den saudiske strikse variant af islam, wahhabismen, er moderate muslimer og vi andre ildne farne – specielt kvinder.

Man kan i stedet forestille sig en stormoske finansieret af danskere, det vil vel sige primært af danske muslimer. Men vil de være i stand til at indsamle tilstrækkeligt med penge til byggeriet? Jeg tvivler. Skulle det lykkes dem, kommer det mindst lige så pinagtige spørgsmål: Hvilken eller hvilke former for islam skal stormoskeen holde sig til, og hvilke skal holdes ude i kulden?

Det er også tvivlsomt, om der vil komme særligt mange muslimer i en stormoske. Mange har vist en formodning om, at moderate muslimer vil frekventere den, men moderate muslimer som Naser Khader er langt fra flittige moskegængere.

Så behovet for en stormoske, vil jeg konkludere, er slet ikke til stede. Det er lige så verdensfjernt som at bygge en storkirke for alle danske kristne. Hvilken nytte skulle den dog gøre? Vi strides om troen og dens konsekvenser, og det fører til forskellige kirkelige retninger. Det samme sker for muslimerne. Men hvis nogen skulle skillinge sammen til en stormoske alligevel, skal de have lov til det.

Så spørgsmålet, om der skal bygges en stormoske i Danmark, kan besvares med et stort måske.

Jørgen J. Grimstrup er cand.mag. og lektor i historie

Læs kronikken i morgen:1000 år som Europas udstødte af idehistoriker og forlagssouschef Carsten Fenger-Grøndahl

og journalist Malene Grøndahl