VI, SOM LÆGER OG SYGEPLEJERSKER, har intet højere ønske end at få det bedst mulige sundhedsvæsen i verden. Men allerede i dag ligger patienter på gangene på flere sygehuse, og mange steder er der for mange patienter i forhold til det normerede personale.
Det går ud over kvaliteten af behandlingen og patientsikkerheden. Vi vil i fremtiden se et øget antal ældre patienter med kroniske sygdomme, og samtidig vil andelen af borgere, som lever med flere kroniske sygdomme, stige, og derfor bliver sygdomsforløbene mere komplekse. Presset på sygehusvæsenet stiger - og det bliver dyrt.
I iveren efter at skabe det bedst mulige sundhedsvæsen har politikerne indført udrednings- og behandlingsgarantier, men vi har forsømt den helt afgørende diskussion af, hvordan vi prioriterer og indretter sundhedsvæsenet på den bedst mulige måde. Der er ikke råd til det hele, og den diskussion er vi nødt til at tage. Derfor vil vi med vores viden om dagligdagens udfordringer i sundhedsvæsenet komme med fem udfordringer og fem løsninger, der i vores optik vil ruste sundhedsvæsenet til fremtiden.
Der er i fremtiden behov for patientforløb, der løfter kvaliteten af behandlingen, og som er hurtigere og mere omkostningseffektiv. Dette kan imødegå det politiske krav om udrednings- og ventetidsgarantier og et patientønske om grundigere udredning og behandling. Men fordi vi bliver flere ældre og færre til at betale hospitalsregningen, må vi prioritere hårdere. Heldigvis kan vi lade os inspirere, hvis vi løfter blikket ud over landets grænser. National Health Services i Storbritannien har udviklet et organ, National Institute for Health and Care Excellence (Nice), til evaluering af behandlingers kost-effektivitet.
Nice har udviklet et prioriteringsværktøj baseret på de enkelte specialers faglige selskabers råd om, hvilke behandlinger, der er virksomme sammenholdt med en evaluering af, hvor megen livskvalitet man vinder pr. investeret pund. Hvilket sundhedsvæsen ønsker at tilbyde en behandling, der ud over at være dyr ikke medfører en målbar gevinst i livskvalitet for hovedparten af modtagerne?
Sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg har tidligere givet eksempler på, hvordan denne model kunne implementeres i Danmark.
DANSKE REGIONER HAR OPGJORT, at der i 2007 blev brugt 3,9 milliarder kroner på sygehusmedicin og 7,4 milliarder kroner i 2014. I Danmark reguleres brugen af lægemidler af flere organer. Man kunne med fordel sammenlægge flere af disse instanser, som i samarbejde med de enkelte specialers faglige selskaber kunne rådgive politikere, læger, sygeplejersker og myndigheder.
Mange, ofte ældre patienter, har hverken en forventning eller et ønske om et stort og ressourcekrævende udrednings- og behandlingsprogram. Ofte ønsker de hellere en hurtig vurdering for risikoen for en specifik sygdom og mulig behandling af den.
Ved at inddrage patienten mere i udrednings- og behandlingsforløbet vil man på et individuelt niveau ruste patienterne til bedre at kunne forstå den diagnose, de har fået stillet, til at forstå konsekvenserne af undersøgelser og behandling eller konsekvensen af at undlade behandling.
De seneste måneder har medierne fokuseret på unødig dokumentation og registrering i sundhedssystemet. Vi har flere sygehuse inden for samme region med forskellige it-systemer, der ikke altid arbejder sammen. Forskellen er endnu større fra region til region. Det medfører unødige papirgange og risiko for kommunikationsfejl, som kan forsinke patientforløb og påvirke patientsikkerheden.
Dertil bruger sundhedspersonale op til fire millioner timer årligt på dobbeltregistrering og unødig dokumentation. Man ville kunne yde en langt mere målrettet indsats for den enkelte patient ved at se på disse arbejdsgange, samtidig med at der vil blive tid til endnu flere patienter.
Du kan som borger i Danmark henvende dig lige så tit du vil og gratis til din praktiserende læge, til vagtlægen og blive indlagt. Derimod kan du ikke gå til tandlæge uden at skulle betale en del af regningen selv. I andre nordiske lande koster det 100 kroner at henvende dig til din praktiserende læge, medmindre du har en kronisk sygdom eller er et barn. Hvorvidt brugerbetaling er den rette løsning, ved vi ikke, men der er nogle områder, hvor vi mener, diskussionen bør tages. For eksempel kan man på den offentlige regning få fjernet tatoveringer på hals og i ansigt, blive steriliseret og få høreapparater. Derudover er det gratis at udeblive uden afbud fra ambulante konsultationer, undersøgelser og operationer. Udeblivelser fra operationer alene koster samfundet 180 millioner kroner årligt.
Efter vores vurdering bør de praktiserende læger spille en langt større rolle de kommende år. Allerede nu betyder de praktiserende lægers ”gatekeeper”-funktion, at man på sygehusene ser allerede lægevurderede patienter. Det er desuden planen, at de praktiserende læger skal overtage en del af kontrolforløbene for nogle typer af kræftpatienter.
De praktiserende læger giver udtryk for en faglig tilfredsstillelse ved at passe egne patienter og udrede dem, men de presses af kravet om ydelsesregulering fra regionerne. Hvis den praktiserende læge havde adgang til at ”indlægge” patienter på aflastningspladser til lettere og kortvarig behandling, ville presset på sygehusene mindskes. Derudover kunne tilgængeligheden af sygehusets speciallæger gøres bedre, således at den praktiserende læge kunne få afklaret tvivlsspørgsmål.
Den nye udrednings- og behandlingsgaranti indført i 2012 har medført, at alle patienter har ret til at få diagnostisk afklaring inden for fire uger og efterfølgende behandling inden for fire til otte uger afhængig af diagnose. Det har betydet, at mange kroniske syge, som i forvejen har forløb på sygehusene, bliver nedprioriteret for at kunne overholde udrednings- og ventetidsgarantierne for nyhenviste. Vi mener, at egen læge i samarbejde med de enkelte specialer skal have mulighed for at afgøre, hvor lang ventetid der skal være for nyhenviste.
VI OPLEVER I VORES DAGLIGDAG mange episoder, hvor fokus flyttes fra det optimale patientforløb til spørgsmålet om, hvilken pengekasse, der skal betale for patienten. Er det kommunal finansiering? Krydser patienten regionsgrænserne?
Et eksempel på et sted, hvor de økonomiske incitamenter er i modstrid med samfundets interesser, er omkring nogle former for indlæggelser. I dag koster en hospitalsindlæggelse på en somatisk afdeling cirka 25.000 kroner i gennemsnit, hvor kommunerne har en medfinansieringsforpligtigelse på kun 4000 kroner. Der er fra flere sider sat spørgsmålstegn ved, om kommunerne har økonomisk incitament til at finde på andre løsninger end en måske unødig indlæggelse.
Kommunerne kan stille aflastningspladser til rådighed, men dette koster borgeren penge modsat en langt dyrere hospitalsindlæggelse. Det er et problem, som kan løses ved at lægge pengekasserne, der går til sundhedsydelser for patienter i primær- og sekundærsektoren sammen. Der skal ikke være forskel i udgiften for patienten.
Det vil betyde færre indlæggelser, og risikoen for hospitalserhvervede infektioner vil samtidig falde. Efteruddannelse af plejepersonale på aflastningspladser samt i hjemmeplejen ville skulle styrkes for at kunne håndtere sygere patienter. Desuden vil den praktiserende læge få flere funktioner på aflastningspladserne eksempelvis i form af blodprøvetagning, tilsyn og regulering af behandling.
Der er med andre ord masser af ting at tage fat på, hvis vi vil have verdens bedste sygehusvæsen. Og det kan vi få - hvis vi tør tage diskussionen om, hvordan det skal ske.
Kronikken er skrevet af (fra venstre på fotoet)overlæge Paw Holdgaard, direktionsassistent Rikke Blæsbjerg Lund, afdelingssygeplejerske Heidi Nordahl Jensen, overlæge Annemette Wildfang Lykkebo, overlæge Martin Busk og overlæge Anne Friesgaard Christensen