Midt i min research til en artikel om meningen med vikingetidens palisade anlagt med en rombeformet grundplan omkring Jellingmonumenterne bringer Kristeligt Dagblad lørdag den 15. november kronikken ”Svend Tveskægs sidste hvilested er stadig ukendt”, og den indfanger mig øjeblikkeligt.
Dagene inden har jeg gennemtrevlet relevant litteratur om Jellingstenene, kong Gorms og dronning Thyras høje, og i tilslutning hertil hypotesen om flytningen af kong Gorms lig fra gravkammeret i den nordlige høj til en genbegravelse under gulvet i en trækirke, som hans søn, Harald Blåtand, skulle have opført imellem højene.
Idéen om kong Gorms genbegravelse formuleres 1983 i en foreløbig rapport af arkæologen Knud Krogh fra Nationalmuseet i det arkæologiske årsskrift Acta Archaeologica.
Her fremlægges de foreløbige resultater fra museets undersøgelse under hans ledelse af Jelling Kirke 1976-1979 i forbindelse med en restaurering. Ved den lejlighed bliver den nuværende stenkirkes gulvareal brudt op, og i lerlaget nedenunder afdækkes spor efter tre på hinanden følgende, stolpebyggede trækirker. Sporene er blevet overbygget af den nuværende kirke opført i begyndelsen af 1100-tallet.
Undersøgelsen afslører også en grav - cirka 4 meter lang, 2,6 meter bred og 1,5 meter dyb - anlagt i den ældste trækirkes gulv. Ved udgravningen viser knoglerester i bunden, at den afdøde må have været begravet et andet sted, inden han eller hun er blevet gravlagt i Jelling. Efter en undersøgelse på Københavns Universitet står det klart, at knoglerne stammer fra en omkring 173 centimeter høj, kraftig bygget mand, som ved døden har været imellem 35 og 50 år gammel.
Rundt om og imellem knoglerne bliver fundet omkring 500 fine spiraltråde af guld. De tolkes som resterne af guldindvævede tekstiler fra en dragt, den afdøde har været iklædt ved gravlæggelsen. Blandt knoglerne bliver også fundet to forgyldte sølvgenstande med hundelignende hoveder og niello-indlægninger - sandsynligvis bælte- eller rembeslag - det ene 7,5 centimeter langt med et hoved i hver ende.
I sin rapport erklærer Knud Krogh afslutningsvis, at han er som godt som overbevist om, at fundet i graven er resterne af Harald Blåtands far, Gorm den Gamle.
Det bygger han for det første på overbevisningen om, at overleveringer og rapporter fra 1820 om, at nogen tidligere har tømt gravkammeret i højen nord for kirken, vidner om, at Gorm den Gamle, gravlagt i højen som hedning, er blevet flyttet til kirken for at få en kristen genbegravelse, og for det andet på en antagelse om, at Harald Blåtand ikke blot rejser den store Jellingsten, men også opfører den første store trækirke.
På nordhøjens flade top havde der fra gammel tid været en kilde med et vandhul, hvorfra bønderne i Jelling hentede vand. Men i 1819 udtørrede kilden, og i april det følgende år oprensede man hullet for at prøve at få vandet tilbage. Derved ramte man ned i toppen af et gravkammer af træ i højen.
Oldkyndige blev tilkaldt, og ud fra deres første tegninger og rapporter fremgår det, at bønderne tilsyneladende var stødt på to huller i et bjælkeloft, men at gravkammeret nedenunder ikke længere indeholdt nogen gravlagt person, kun få spredte rester og fragmenter af gravgaver.
Man fandt et brudstykke af en hovedskal og konkluderede, at gravrøvere havde lempet den afdødes levninger inklusive hovedparten af gravgodset op gennem hullerne i loftet, op til toppen af højen og derfra eventuelt videre til et andet sted, hvor man i ro og mag havde gennemgået det hele for værdier.
Knud Krogh hæfter sig ved, at nogle tegninger udarbejdet af de første øjenvidner i 1820 umiddelbart efter bøndernes fund af hullerne i bjælkeloftet tilsyneladende viser, at de indtrængende i gravkammeret har lukket dem efter deres besøg. Dette et for ham et afgørende bevis på, at fjernelsen af liget fra gravhøjen har været et lovligt projekt udført efter kong Harald Blåtands ønske. Svagheden i bevisførelsen er blot, at der ikke efterfølgende bliver foretaget undersøgelser af indbrudsskakten og gravloftet, der bekræfter, at der har været to huller, som er blevet tillukket.
En anden forudsætning, som Knud Krogh tager for givet, er, at Harald Blåtand må være bygherren bag den tidligste meget store langskibede trækirke. Men i virkeligheden findes intet som helst bevis på, at Blåtand, samtidig med at han lader den store Jellingsten udhugge og opstille med minderuner for ”Gorm sin fader” og ”Thyre sin moder”, opfører den første kirke som gravkirke for sin far. Det er blot noget, Knud Krogh fantasifuldt forudsætter som et faktum for at sandsynliggøre idéen om Gorm den Gamles genbegravelse.
Nu er det så heldigt,at der i 1942 ved en genudgravning af Nordhøjen bliver udtaget prøver af de runde egestammer fra gravkammerets tag til en datering ved hjælp af årringstælling (dendrokronologi).
De bedste af prøverne kan fortælle, at opførelsen af gravkammeret er indledt i vinterhalvåret 958-959. Hvis anledningen er Gorm den Gamles død i 958, må vi derfor gå ud fra, at hans hustru, Thyra, dør nogle år forinden, engang i tidsrummet 950-958. Inden sin død nåede Gorm jo at sætte den lille Jellingsten med ordene: ”Kong Gorm - gjorde disse kumler efter Thyre sin kone - Danmarks bod”.
Tolkes Nordhøjen derfor som kong Gorms høj anlagt ved hans død 958, så må vi naturligt antage, at Sydhøjen med dronning Thyras grav bliver opført tidligere. Men de arkæologiske undersøgelser fortæller noget andet. For det første afslører en udgravning i 1942, at den centrale del af højen er tom. For det andet kan man i højfylden konstatere, at opbygningen er sket i flere tempi. En af afbrydelserne har været så langvarig, at der har nået at vokse græs på højoverfladen, inden arbejdet fortsætter. For det tredje fortæller dendrokronologiske analyser af en træprøve fundet i højens midte ikke langt fra jordoverfladen, at opbygningen af højen formentlig begynder inden for tidsrummet 965-970. Opførelsen af Sydhøjen er altså påbegyndt fem, måske 10 år efter Nordhøjen.
Hele det scenarie, Knud Krogh har opstillet, synes dermed at vakle som et korthus. Er det muligt at stable et nyt på benene? Her vil jeg foreslå at gå videre med en hypotese, formuleret af den mangeårige, nu afdøde redaktør af tidsskriftet Skalk, Harald Andersen.
I 1993 igangsætter han en videnskabelig undersøgelse af højfylden med jordradar i Sydhøjens endnu ikke udgravede områder, hvor der efter almindelig opfattelse skulle være stenfrit. Nær bunden i Sydhøjens nordside opfanges imidlertid ekkoer af sten af en ganske betydelig størrelse, måske bautastore (Skalk 2/94). De findes på aksen imellem de to højes midtpunkter, hvor Blåtands store Jellingsten er rejst nøjagtig i midten.
Hvis jordradaren har fat i ekkoet af kong Gorms grav, og en fremtidig udgravning afdækker graven, så åbnes der pludselig for et nyt scenarie, hvor dronning Thyra bliver begravet i Nordhøjen 958/959 og kong Gorm i Sydhøjen 965/970. Gorms grav bliver anlagt decentralt, fordi Sydhøjen har været under opførelse i hans sidste leveår. Og ved begravelsen er det for besværligt at skulle ned eller ind til centrum med hans lig i den færdigbyggede høj, så man nøjedes med at lægge graven i den lavere del mod nord.
En anden afdød, som tidligere har været gravlagt et andet sted, kan dermed lægges i den store trækirkes grav. Og hvad er mere nærliggende end at forestille sig Svend Tveskægs lig i 1014 sejlet fra York i England til en gravlæggelse i Jelling imellem bedstefars og bedstemors gravhøje?
Og hvad er mere nærliggende end at forestille sig Svends søn, Harald II (1014-1018) som bygherre bag den første store trækirke i Jelling, hvor hans far som nyomvendt romersk-katolsk kristen fik sin anden begravelse?
Niels Ishøj Christensen er bestyrelsesmedlem i Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer og regional redaktør af sammenslutningens medlemsblad Fund&Fortid