Morten Pelch, der er 33 år, freelancejournalist og har skrevet for flere danske medier og magasiner, er forfatter til denne kronik. Han mistede i 2002, som 21-årig, sin far. Den 9. januar i år døde hans lillebror på 28 år af en hjerterytmeforstyrrelse. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.
DE SENESTE FIRE MÅNEDER har været de absolut hårdeste i mit liv. At miste min elskede lillebror på grund af en uopdaget hjertefejl, kun 28 år gammel, slog ikke alene bunden ud af min verden. Tabet slog også mit hjerte i stykker.
Indtil den rædselsfulde 9. januar 2015 havde jeg altid følt, at vi skulle overleve min fars kun 44-årige liv. Pludselig rammer endnu en tragedie, som river liv og tilværelse op med rødder.
Jeg mistede ikke bare et menneske med en slående fysisk lighed med mig. Jeg mistede også det menneske, som voksede op foran - og ved min side.
At have været storebror for Nikolai har været det største privilegium, den fornemmeste opgave og det mest ærefulde hverv i mit liv. Nu er det blevet taget fra mig. Det er forsvundet ud af mine hænder.
Min opgave som storebror bestod i at beskytte og passe på ham igennem livet. Den opgave føler jeg nu, at jeg har svigtet. Jeg føler, at jeg halter i hvert eneste skridt.
Den smukke, lille dreng, som altid var på værelset ved siden af. Drengen, som var længere nede ad gangen på skolen. Drengen, som flyttede hjemmefra for kun at bo to ejendomme fra mig, og aldrig flyttede længere væk end et stenkast fra mig.
Drengen, som stod på mål i den anden ende af fodboldbanen, og drengen, som altid var siddende på den anden side af bordet hjemme ved min mor. Drengen, som havde sin hånd i min på vej rundt om juletræet. Den lille dreng er ubarmhjertigt og uretfærdigt revet fra mig.
Den ensomhed og smerte, som følger med det at være storebror, uden at have en lillebror at være det for, er umulig for mig at sætte ord på. Jeg savner ham så meget hver eneste dag.
At blive single, at måtte afvente flere hjertetest og det at miste endnu et nært familiemedlem to måneder efter (en moster, red.), at jeg har mistet så stor del af mig selv og med endnu en begravelse i samme kirke til følge, sætter bare to streger under virkeligheden.
DE SENESTE FIRE MÅNEDER har bragt et mørke med sig, som jeg ikke ønsker for noget andet menneske. Samtidig oplever man også revner i sit eget spejlbillede, revner, som man ikke for alvor har kigget på før i tilværelsen.
Du ser pludselig klart og tydeligt, hvor de revner slår sig i dig. Hvordan de samme revner er medvirkende til at tage det gode i dig og i øjeblikke gøre dig til et menneske, som du ikke vil være det for andre.
I dette rum, hvor farven, som maler himlen, er sort, hvor den dybe skuffelse æder sig ind på din sjæl, og hvor smerten og sorgen truer med at forene sig - forpligter du dig også til at forandre og lave dig selv om.
Jeg er ikke det samme menneske, som fortalte sin mor, at hendes yngste søn lige var død. Jeg er ikke den samme Morten, som talte i kirken foran 600 mennesker. Jeg er ikke det samme menneske, som gik forrest ud af kirken med den ene hånd på kisten, og den anden forgæves forsøgende at rumme 28 års minder, latter og samvær.
Det er ikke det samme menneske, som nu kæmper for at stå oprejst fire måneder efter. Dagen i går, dagen i dag og dagen i morgen bliver en kamp, som du ikke ved, at du udkæmper. Kilo for kilo forsvinder, samtidig med at tårerne græder dig igennem minder, og magtesløsheden står alene som vinder.
Sorg er den farligste allierede. Den vil møde, omfavne, trøste og ikke mindst omslutte dig, så du til sidst sidder alene med den i mørket.
Jeg har nu erfaret og erhvervet en viden, som jeg er tvunget til at bruge. En viden, som skal forsøge at give andre det lys, som jeg selv manglede midt i mit altomsluttende mørke.
Et mørke, hvor det er umuligt at samle det indeni, som er gået i stykker. Til den barske opgave skal du bruge et lys, som kun kan komme fra mennesker, som står ved din side, eller mennesker, som har prøvet det samme som dig.
Lyset fra andre vil lyse dit mørke op, vise dig den ensomhed, som følger med det at miste, samt lade fejlene, du begik, blive stien, hvorpå din fremtid vil gå.
Det kræver, at du tør se dig selv i spejlet. Arbejde med dine fejl og menneskelige mangler. Det sker igennem det, du gør, ikke det, du siger.
Efter dagene udfyldt af mørke, efter nætterne udfordret af ensomhed og efter mødet med din egen utilstrækkelighed sker der noget dybt inde i dig som menneske. Når mørket begynder at miste sit tag, slipper der bittesmå sprækker af solskin ind. De små sprækker af solskin fortjener at skinne på det menneske, som ved selvindsigt anerkender og ændrer sig til det bedre.
Klichéen om, at vi kun har et liv, er ikke bare en banal tekst på en citatvæg eller et corny opråb, men den ubarmhjertige virkelighed. Den virkelighed, som findes bag alle de flotte ord, middage og solskin. Den virkelighed, som fortæller os, at vi ikke alle bliver givet det bedste og længste af livet.
Hvis jeg ikke bruger det liv, som står foran mig nu, og det, som det har lært mig, til at blive et bedre menneske, et stærkere menneske og mere for andre mennesker, så har jeg ikke fortjent at få det.
Så nu begynder en ny rejse for mig. En rejse, hvor jeg skal skrive mere, elske højere og behandle bedre. Jeg skal bruge indsigten, smerten og forståelsen på rejsen hver dag.
En rejse, hvor jeg bærer min far og lillebror på mine skuldre, så de på den måde får oplevelserne med igennem mig. En rejse, hvor savnet og smerten skal stå skulder ved skulder med kærlighed og mening. En rejse, som, selvom jeg halter nu, forhåbentlig fører mig til på et tidspunkt at kunne være i løb.
Det første skridt på den rejse starter nu.