Teologisk etik mellem kompromis og radikalitet

En fejllæsning af Luthers toregimentelære har betydet, at det politiske rum er blevet legitimeret som uafhængigt og helt løsrevet fra religionen og dermed som et område, hvor der kan stilles spørgsmål ved, om teologiske røster overhovedet har noget at bidrage med, skriver kronikøren, som på fredag forsvarer en teologisk doktorafhandling om etik

Ved påsketid er der stort set ingen kirkelige traditioner, som også praktiseres i hjemmet - eller omvendt. Påsken fejres på én måde i kirken og på en anden derhjemme. Her er det opstandelsen skildret i en kirke i Venedig.
Ved påsketid er der stort set ingen kirkelige traditioner, som også praktiseres i hjemmet - eller omvendt. Påsken fejres på én måde i kirken og på en anden derhjemme. Her er det opstandelsen skildret i en kirke i Venedig. . Foto: Mary Evans / Natural History Mus.

Teologisk etik befinder sig i et spændingsfelt. Uden for dette spændingsfelt mister den enten sin relevans eller sin identitet. Ved en overbetoning af enten den ene eller anden side vil den teologiske etik enten miste forbindelsen til sit grundlag, eller den vil lukke sig om sig selv. For at den teologiske etik er værd at lytte til, må den således hele tiden navigere mellem en almen bestemmelse og en mere specifik bestemmelse. Bonhoeffer bruger formuleringen, at den må bevæge sig mellem kompromis og radikalitet.

På fredag forsvarer jeg en doktorafhandling i teologi ved Aarhus Universitet, hvor jeg forsøger at udfolde denne spænding i forståelsen af den teologiske etiks grundlag, og samtidigt peger jeg på, hvad det betyder i en aktuel etisk diskussion.

Når spørgsmålet om forholdet mellem den teologiske etiks almene og specifikke bestemmelse er blevet så væsentligt et spørgsmål, har det ikke mindst med Luthers politiske tænkning at gøre og særligt hans toregimentelære.

Selvom det ikke var Luthers intention at adskille det verdslige og det åndelige regimente (han ønskede blot at sondre imellem dem), så er de flere gange blevet læst på den måde. Denne fejllæsning har betydet, at det politiske rum er blevet legitimeret som uafhængigt og helt løsrevet fra religionen og dermed som et område, hvor der kan stilles spørgsmål ved, om teologiske røster overhovedet har noget at bidrage med.

Synspunktet og bestræbelsen på at udsondre og afskærme det teologiske bidrag fra den offentlige samtale er imidlertid både farligt og teologisk set helt uholdbart.

Det er farligt, fordi vi historisk har flere eksempler på, hvordan en lignende bestræbelse dybest set var udtryk for en ikke-demokratisk bestræbelse på at bringe en mulig kritisk stemme til tavshed.

Det er teologisk set uholdbart af både skabelsesteologiske og kristologiske grunde. Skabelsesteologisk må det fastholdes, at det er Gud, der er virksom i begge regimenter. Den teologiske traditions forståelse er, at Gud opretholder skaberværket ved også at være virksom i det politiske rum. Kristologisk er det imidlertid også svært problematisk, da forståelsen af, hvem Kristus er, indebærer en bekræftelse af både det verdslige og det specifikt kristelige.

LÆS OGSÅ:
Hvor i alverden skriver man egentlig kirkehistorie?

Læren om Kristus (eller kristologien) har i den teologiske tradition blandt andet været knyttet til tanken om egenskabernes udveksling. Fordi Kristus er både sand Gud og sandt menneske, og fordi man ønskede at opretholde både forskellen og enheden uden at adskille og uden at sammenblande, formulerede man tanken om en udveksling af egenskaber (communicatio idiomatum). Denne grundtanke betød, at man i den lutherske tradition i en række spørgsmål kunne tænke paradoksalt omkring, hvordan nogle ting kunne være flere ting på én gang. Således kunne for eksempel nadverbrødet samtidigt være brød og Kristi legeme. Denne grundtanke betød imidlertid også, at man inden for det politiske område på en og samme tid kunne sige, at der var tale om en verdslig øvrighed, og dog fastholde, at Gud var virksom i denne øvrighed.

Denne spændingsfyldthed og paradoksale tænkning udfolder Bonhoeffer i sit hovedværk Ethik fra begyndelsen af 1940erne. I en kritik af nazismen fastholder han, at der ikke er noget rum, hvor bekendelsen til Kristus ikke må lade sig høre. Der er ikke tale om to separate rum, hvor kristusbekendelsen skal lukkes ude af det ene. Der er derimod tale om en efterfølgelse af Kristus, der ganske vist vokser ud af forkyndelsen, men det er en efterfølgelse, der i allerhøjeste grad også har betydning for ens tænkning og praksis som politisk samfundsborger.

Bonhoeffer viser, hvordan en række helt centrale begreber som ansvar, fornuft, virkelighed, autonomi og det sekulære alle må forstås som på en og samme tid almene og specifikke. Disse to sider skal heller ikke her ses i modsætning til hinanden, men derimod som forbundet med hinanden og dog som forskellige fra hinanden.

Det betyder for disse begreber, og for Bonhoeffers etik i sin helhed, at han bevæger sig mellem kompromis og radikalitet. Bonhoeffer undgår kompromiset, som han grundlæggende opfatter som et had mod evigheden, afgørelsen og ordet. På den anden side afskærmer han sig også i forhold til radikaliteten, som han udlægger som et had mod tiden, tålmodigheden og det virkelige.

Begge disse holdninger strider grundlæggende mod Kristus, da de i Jesus Kristus er forenet. Det kristne liv er ikke bestemt udtømmende i lyset af hverken kompromis eller radikalitet, men må derimod grundlæggende forstås ud fra Jesus Kristus som den, der både er blevet menneske, blev korsfæstet og opstod fra de døde.

I den afhandling, der bliver forsvaret på fredag, bliver der argumenteret for, at Bonhoeffers tænkning giver et grundlag for også i dag at forstå den teologiske etiks grundlag mellem en almen og en specifik bestemmelse. Hvor den almene bestemmelse kan indebære en kompromissøgende akkommodation af etikken, tenderer den specifikke bestemmelse at bevæge sig i retning af en radikaliserende konfrontation.

Udfordringen for den teologiske etik er at undgå disse yderpositioner, samtidig med at den hele tiden fastholder dem som uundværlige. Der er med andre ord tale om en nødvendig spænding i den teologiske etiks grundlag.

Problemet opstår for den teologiske etik, hvis den ene af disse sider ignoreres, eller hvis den ene eller den anden tilgang hævdes som enerådende. Det er dette, der sker, når det enten hævdes, at der ikke findes en kristen etik (kompromiset), eller den kristne etik unddrager sig den fælles samtale (radikaliteten).

Udfordringen for den teologiske etik er derfor at bevare sit grundlag og udgangspunkt, samtidig med at den indgår i en samtale med andre tilgange og vurderinger. Dette vil for den teologiske etik betyde, at den i mange situationer kan lære af andre traditioner (ligesom den kan forsøge at overbevise dem), men også at den kan komme i en situation, hvor den må modsige bestemte forhold og dominerende tankebaner. I denne modsigelse kan den teologiske etiker blive afkrævet et vidnesbyrd, hvor det først og fremmest drejer sig om at være tro i efterfølgelsen af Kristus.

I den sidste del af afhandlingen peges der ganske kort på nogle konkrete områder, hvor dette spændingsfyldte grundlag for etikken kommer til udtryk. Dette påvises dels i diskussionen om menneskets værdighed og dels i abortdebatten. I forhold til spørgsmålet om menneskeværd gøres det gældende, at denne forestilling er båret af antikke, bibelske, kantianske og menneskeretslige forestillinger fra det 20. århundrede.

Samtidigt peges der på, at den bibelske og kristne tradition netop er én af disse og således bidrager med en særlig stemme. I forhold til abortdiskussionen argumenteres der for, at den teologiske etik i det offentlige rum fuldt berettiget kan fremføre den opfattelse, at det menneskelige liv fra undfangelsen har samme værdighed som et nyfødt menneske og derfor bør omsluttes med samme respekt og beskyttelse.

Afhandlingen i sin helhed er således udtryk for en bestræbelse på at udfolde og eksemplificere den teologiske etiks grundlag mellem kompromis og radikalitet eller som det er udtrykt i afhandlingen, universalitet og specificitet. Det er i denne spændingsfyldte enhed, at den kristne etik henter sin grundlagsbestemmelse og samtidig peger hen mod Kristus, uden hvem den kristne etik mister sit eget grundlag og udgangspunkt.

Ulrik Becker Nissen er universitetslektor i teologisk etik. På fredag forsvarer han sin doktorafhandling i teologi ved Aarhus Universitet