VI VIL IKKE SIGE DET med 350 klokkeslag, men vi vil godt indlede et nyt årti med en alarmklokke. Vi vil ikke blande os i partipolitik, men vi vil godt sende en tydelig hilsen til alle de politiske partier. Vi ønsker ikke at være politiske teologer, der spænder kirken for et politisk program, eller tidehvervsteologer af den slags, der rendyrker adskillelsen mellem kristendom og politik. Men vi ønsker at rejse en debat i kirken om sammenhængen mellem kristen tro og forvaltningen af de materielle værdier og vil udfordre kirken til at skabe en modkultur til den sammenkobling af velfærd og velstand, som præger vores land.
Vi drister os til at omtale vores projekt "Ti teser fra kirken om velstand, velfærd og ansvar", som fra årsskiftet er offentliggjort på hjemmesiden www.givdigrig.dk. "Vi" er i denne sammenhæng to talsmænd for seks ret så forskellige kirkelige organisationer og institutioner. To private teologiske uddannelsessteder med base i Århus og København, en 54-årig kristen studenter- og gymnasiastbevægelse samt tre gamle kirkelige vækkelsesbevægelser med rødder i 1800-tallets kirkehistorie (Menighedsfakultetet, Dansk Bibel-Institut, Kristeligt Forbund for Studerende, Luthersk Mission, Indre Mission og Evangelisk Luthersk Mission).
I den kirkelige debat placeres vi ofte i en bås, der hedder "den kirkelige højrefløj", et udtryk, vi ikke selv finder præcist, fordi vi i lyset af kirkens 2000-årige historie ikke repræsenterer andet end hovedstrømmen af klassisk kristen tro og lære. I dansk kontekst er det kontroversielt at udtale sig på kirkens vegne. Ikke mindst, hvis en kirkelig minoritet gør det. Alligevel vover vi det, fordi vi mener at have en solid basis for vores teser i kirkens normative skrifter.
Da landets statsminister i november 2009 formulerede 10 ambitiøse og konkrete mål for Danmark frem til 2020, lå vores teser allerede i trykkeriet. Alligevel må vi konstatere, at vi på afgørende punkter formulerer en alternativ målsætning i forhold til Lars Løkke Rasmussens (V) fremtidsmål på Venstres landsmøde. Vi tror ikke på den sammenkobling af livskvalitet (velfærd) og rigdom (velstand), som kommer til udtryk i en række formuleringer som for eksempel: "Vi skal fortsat være et af de rigeste lande i verden for at kunne fastholde og finansiere et af verdens bedste velfærdssamfund. Et velfærdssamfund, hvor vi forener det enkelte menneskes lyst til at stå på egne ben med et trygt fællesskab, der står klar, når vi har brug for det."
Vi finder det også alarmerende, at en statsminister i et rigt vestligt land kan formulere en ambitiøs målsætning om velstand og velfærd uden med et ord at nævne den fattige del af verden og den skrigende uretfærdige fordeling mellem rige og fattige lande.
Socialdemokraterne og Radikale Venstre mener i oplæg til globaliseringsforhandlingerne fra oktober 2009 ikke overraskende, at den danske regering ikke har gjort det godt nok: "Danmark er efter otte års VKO-styre forvandlet til en nation i krise." Den økonomiske krise og regeringens passive holdning vil trække dybe spor i den danske velstand og velfærd i mange år frem, hvis politikken ikke ændres. Programmet indeholder nuancer i de mål, der opstilles, men præcis den samme sammenkobling af velstand og velfærd.
På det personlige plan ved de respektive toppolitikere jo godt, at lykke ikke kan købes for penge. Alligevel er de i deres politiske retorik hele tiden på grænsen til at udtale, at lykke og velfærd er uløseligt forbundet med højere løn, større vækst og mere forbrug.
Vi vil gerne udfordre vores politikere, fagforeninger og andre trendsættere i samfundet til at formulere en tiårig målsætning, hvor relationelle værdier prioriteres højere end materielle værdier. Dette vil have skelsættende betydning for det danske samfund, og det vil uden tvivl indebære, at Danmark mister sin placering blandt de ti økonomisk rigeste lande i verden. Det vil også gå markant ud over vækst og reallønsfremgang for de fleste grupper i det danske samfund.
Vi vil blive fattigere på penge, men rigere på andre værdier. Det vil også være sundt for manges helbred at få impulser til familie og venner højere end arbejde og karriere. Det vil være godt for miljøet og klimaet med en kollektiv indsats for simple living. Ikke mindst vil mænd, kvinder og børn i den fattige del af verden være taknemmelige for at blive prioriteret frem for vækstpakker, der fremmer rigdom i et overflodssamfund. Tænk, om landets statsminister i 2020 ville tale om det, der gør lykken for en dansker, og hvor den danske drøm bliver konkretiseret i relationelle værdier frem for materielle værdier.
Det vil være forkert udelukkende at rette søgelyset mod de politiske beslutningstagere. Vores politikere gør jo ikke andet end at sætte ord på det, der præger vores samfund på utallige måder. Hele det forbrugssamfund, vi er en del af, udsender det klare og entydige signal, at paradiset på Jorden er forbrug og tilfredsstillelse gennem alt det, der kan købes for penge. Lykken er ifølge reklamer, butiksvinduer, annoncer med videre at være ung, rig og smuk og helst også slank og veltrimmet. Det er efter vores skøn et fattigt samfund, som ønsker at servicere danskernes forbrug på skæve åbningstider og alle ugens syv dage. Tænk, hvis man kunne nå så langt i 2020, at man kunne genindføre lukkeloven med den konsekvens, at hundredtusinder af mødre og fædre igen fik mulighed for at holde fri sammen med deres børn og genfinde en fornuftig balance mellem arbejde og hvile.
Det dybeste lag i denne værdidebat er, at for en kristen er de materielle værdier og de relationelle værdier altid underordnet de evige værdier, som knytter sig til troen på Gud og fællesskabet med ham. Når Jesus formanede sine disciple til ikke at bekymre sig om mad og drikke og forbrug, var hans pointe, at vi mennesker skal have vores egentlige forankring i relationen til ham. Søg først Guds rige.
En kristen kirke står altid i fare for at miste sin identitet som kristen kirke og blive en del af tidsånden og samfundet. Det kan indebære, at den nedtoner sit egentlige ærinde til fordel for et politisk eller socialt budskab og bliver spændt for tidsåndens vogn. Eller at den lukker sig om sig selv, så dens budskab bliver isoleret til noget åndeligt og indre og bliver uden konsekvenser for den enkelte og fællesskabets værdier og prioriteringer. Vi ønsker for os selv og vores egne bevægelser og for den kirke, vi er en del af, at det kommende årti bliver et årti, hvor vi som kirke gør det vigtigste først. Nemlig forkynder det, der var essensen i Jesu ærinde i verden: at det evige liv er knyttet til relationen til ham og ikke til alt muligt andet. Derfor skal en kristen som det primære prioritere fællesskab med ham samt bruge tid, arbejdskraft og penge på evangeliets udbredelse. På andenpladsen og tæt forbundet hermed kommer de relationelle værdier og social og diakonal gavmildhed. Først på tredjepladsen kommer de materielle værdier, som vores gavmilde skaber har givet os at forvalte og nyde.
Vi har kaldt vores fælles initiativ "Giv dig rig" og fremlægger i løbet af året en række initiativer, som skal sætte fokus på disse emner. Ganske vist bliver man økonomisk fattigere af at være gavmild og prioritere relationen til Gud og medmennesket højere end materielle ting. Men man bliver rigere på det, der egentlig betyder noget. Der står meget på spil. Jesus fra Nazaret satte ord på det, da han i Bjergprædikenen sagde: Ingen kan tjene to herrer. I kan ikke både tjene Gud og Mammon.
Nils Andersen er landssekretær på Menighedsfakultetet i Århus, og Børge Haahr Andersen er rektor på Dansk Bibel-Institut i København