Finanskrisen er ved at være afsluttet, konkluderer mange økonomer. Ikke desto mindre er der fortsat adskillige saglige grunde til endnu ikke helt at afblæse krisen og slet ikke den moralske oprydning efter den.
Det sidste bliver man mindet om, når man følger de seneste ugers afsløring af en række udenlandske selskabers og finansielle institutioners malkning af Skat for 6,2 milliarder kroner.
Et af de spørgsmål, mange stiller sig selv oven på oplysningen om dette gevaldige svindelnummer, drejer sig om, hvad vi dog skal stille op med den internationale finanselite og bankverden, hvis grådighed og moralske hasard er kortlagt af mange internationale skribenter.
Allerede i 2010 diskuterede tidligere forbundskansler Helmut Schmidt og den kendte tysk-amerikaner Fritz Stern dette tema i deres fælles bog ”Unser Jahrhundert”.
I bogen argumenterer Fritz Stern ihærdigt for, at krisen har efterladt os med en ukontrollabel grådighed, og at det er vigtigt at tage kampen op med denne grådighed.
Også Helmut Schmidt betragter grådighed som noget aldeles uskønt, men han anser grådigheden for at være et grundvilkår, som har eksisteret siden tidernes morgen, og som vi må lære at leve med. Grådighed er for ham et snævert begreb, der især kommer til udtryk igennem økonomisk kriminalitet.
For Stern er grådighed derimod et særligt kultur- og mentalitetstræk, som ikke kun ytrer sig ved ulovlig berigelse, men er indlejret i visse menneskers personlighed, og som derfor kommer til at styre deres adfærd generelt og disponerer dem til at gøre en socialdarwinistisk bjergsomhed til selve livets mening, ofte med store skadevirkninger for andre.
Hvor ambitioner er en legitim følelse, der er selve forudsætningen for at kunne realisere sit potentiale som menneske, er grådighed en illegitim følelse, der rummer en blind plet for bjergsomhedens skadevirkninger.
I ekstreme tilfælde anerkender den grådige ikke fælles vedtagne lovregler endsige uskrevne moralske bud, men betragter den slags som unødige hindringer for at tilegne sig endnu flere materielle værdier.
For Stern, derimod, er hensynet til fællesskabet det centrale. I konsekvens heraf vil han ikke kun bekæmpe grådighed ved hjælp af lovgivning, men desuden ved hjælp af en værdikamp, der skal sætte grådighed og selviskhed i samfundets skammekrog. Han plæderer for en ny mentalitet og en ny moralkodeks.
Er der nu også grund til at være særlig på vagt over for fænomenet grådighed? Er grådighed ikke bare udtryk for en harmløs stræben efter succes og anerkendelse, altså et helt igennem almenmenneskeligt træk, der sikrer samfundet dynamik?
Er der for eksempel noget galt ved, at en dansk virksomhed vælger at have en pensionsforpligtelse over for sin direktør på cirka 115 millioner kroner, således at den pågældende i hele sin pensionisttilværelse kan få udbetalt det halve af den nuværende løn? Og er der noget galt ved, at Google betaler sin nytiltrådte finansdirektør en lille halv milliard kroner i løn, bonus og aktieoptioner?
I et kulturhistorisk perspektiv har grådighed traditionelt været en egenskab, der blev set ned på, fordi den stred imod kristendommen. Den var en af middelalderens syv dødssynder, benævnt Avaritia, ”som lurer på den, hvis lyst til verdens goder og glæder er for stor” (Dantes ”Den guddommelige komedie”), og som ved at nedbryde forestillingen om mådeholdets nødvendighed forvandler menneskets liv til en jagt på ”det største udbytte, den endeløse rigdom. Mere og mere” - et livsprojekt, som ifølge Dante er den sikre vej til Helvedets pinsler.
Denne kulturarv, som både kristendommen, billedkunsten og litteraturen har leveret vægtige bidrag til, er vigtig, når vi skal forklare, hvorfor den traditionelle opfattelse af grådighed som noget negativt har kunnet overleve igennem århundreder.
Når eksempelvis forfattere hidtil har taget grådighed op som fænomen - det være sig Charles Dickens, Victor Hugo, Jacob Paludan eller Tom Wolfe - er det oftest sket ved at hudflette mentalt forkrøblede romanfigurer, som ingen læsere kan have som ideal.
Ifølge Fritz Stern er denne negative vurdering af grådighed nu ved at forsvinde, og grådigheden er blevet mere synlig - både i sin lovlige og ulovlige udgave. Har han ret? Jeg tror det!
Både i fiktionens verden og i økonomiske lærebøger hylder mange skribenter egoisme og selviskhed. Det er ikke bare Wall Street-filmenes Gordon Gekko, der legitimerer og hylder grådigheden. Det samme gør flere af nyliberalismens økonomer og ikke mindst den amerikanske forfatter Ayn Rand.
Lytter man til dem, er det i dag blevet lettere - med god samvittighed - at udleve egoismens bjergsomhed uden påvirkning fra overjegets hvisken om mådehold og hensyn til andre som et muligt alternativ.
Når man i dag ser sig omkring i den vestlige verden, er der set med mine øjne rigeligt belæg for det synspunkt, at både de juridiske, kulturelle og moralske barrierer for grådigheden krakelerer med den konsekvens, at den bliver mere og mere socialt acceptabel.
For at forstå, hvordan det er kommet så vidt, må vi i første omgang indse, at kristendommen i denne sammenhæng ikke længere spiller nogen rolle som en modkultur til grådigheden og selviskheden, og at udviklingen har bragt os langt væk fra det ideal, som J.S. Bach hylder i kantaten ”Ich habe genug” (Jeg har nok, red.). Bachs verden af mådehold er ikke længere forbilledet. Nu er det jagten på penge, der har erobret førersædet.
Hvis vi skal føre en effektiv værdikamp mod grådigheden, må vi i fravær af en stærk modkultur stille os selv spørgsmålet, hvad der i særlig grad giver grådigheden gode vækstvilkår. Blandt disse mekanismer tiltrækker markedsmekanismen sig en særlig interesse.
Markedstænkningen og den stimulering af grådigheden, som ligger latent i den, får nemlig ikke længere et stærkt modspil, snarere tværtimod. Det er en skam, for markedet er jo pr. definition uden moral og er med til at nedbryde de individuelle og fælles kulturelle normer, der tidligere satte barrierer for bjergsomheden.
Det var i vores samfund engang normalt, at markedet skulle overvåges af staten af hensyn til almenvellet. Vi skabte i forlig efter forlig hen over midten af det politiske spektrum en blandingsøkonomi, hvor statsmagten dels begrænsede markedets udbredelse (for eksempel ved at holde sundhed, arbejdsmiljø og uddannelse udenfor), dels greb ind over for ”snyd” i form af for eksempel karteldannelse og sort arbejde og over for, hvad man betragtede som markedets værste fordelingsmæssige urimeligheder.
I dag er det anderledes. Den løbende afbalancering af stat, politik og marked er over en årrække blevet forskudt til fordel for markedet. Markedet har fået status af noget ”teologisk godgørende”. ”Intet i historien har på lignende vis tjent den personlige egoisme,” skriver den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith i bogen ”Økonomiens profeter”.
På mange måder er det for mig et paradoks, at den selvsamme markedsteori, der i slutningen af 1700-tallet var en del af det intellektuelle grundlag for opgøret med datidens privilegiesamfund, i dag giver grådigheden så fine spilleregler nationalt og globalt, at vi er i færd med at skabe en ny type privilegiesamfund i den vestlige verden.
Hvor mange år går der mon, før det meritokrati, som Adam Smith og den klassiske liberalisme hyldede, er blevet afskaffet?
Jeg tror, ligesom Fritz Stern, at tiden er inde til et værdibaseret opgør med grådigheden. Det er på tide at erkende, at det, vi gør for at berige os selv, ikke nødvendigvis beriger det samfund, vi lever i.
Flemming Schmidt er cand.mag. og rektor emeritus