Kommissoriet, som ligger til grund for debatoplægget om en mere sammenhængende styringsstruktur for folkekirken, vender forkert.
Dermed kommer debatten også let til at vende forkert. Det viser sig på den måde, at debatten indtil videre kun har drejet sig om de såkaldte indre anliggender. Kommissoriet er mærkeligt nok ikke aftrykt i selve debatoplægget. Det bliver man nødt til at søge på ministeriets hjemmeside.
Af kommissoriet fremgår det, at udvalgets arbejde kan sammenfattes i to overordnede temaer: indre anliggender og folkekirkens fælles økonomi. I den nævnte orden.
LÆS OGSÅ: Eksperter: Biskopper kan tabe indflydelse på folkekirkens styring
Det burde vende omvendt. Udvalget burde først have fået til opgave at fremkomme med forslag til en styring af folkekirkens fælles økonomi. På det grundlag kunne udvalget derefter være fremkommet med forslag til, hvordan man skal forholde sig til det, der kaldes indre anliggender. I en tid, hvor der i alle offentlige forvaltninger sker budgetstramninger og indkasseres rationaliseringsgevinster, er det indlysende, at noget tilsvarende må ske i folkekirken. Det er ikke de indre anliggender, men derimod økonomien, der udgør et problem, hvilket det seneste årti i folkekirken klart dokumenterer.
Efter regeringsskiftet i 2001, hvor der blev dekreteret et skattestop, som også kom til at omfatte folkekirkens medlemsbidrag, udviklede det sig i folkekirken til en budgetkatastrofe, hvis forløb jeg som biskop og som medlem af styregruppen for Den Ny Kirkebog kunne følge på nært hold.
I 2003 kulminerede det med en meget kritisk rapport udarbejdet af rigsrevisorerne. Denne budgetkatastrofe skyldtes etableringen af Den Ny Kirkebog plus en hel del andre it-projekter, som man den-gang havde tænkt sig at finansiere af folkekirkens driftsbudget.
Det blev umuliggjort af skattestoppet. I panikken forsøgte ministeriet at forgribe sig på stiftsmidlerne, som er sognenes indeståender i stiftet. Det satte stiftsøvrighederne sig af gode grunde imod. Enden på det hele blev, at der blev etableret en såkaldt budgetfølgegruppe, som skulle hjælpe ministeren med at bestyre folkekirkens penge i den såkaldte fællesfond. Budgetfølgegruppen blev i den situation et centralt og magtfuldt organ med mulighed for at prioritere også i de indre anliggender.
Da Kirkeministeriets embedsværk igen kom på benene, iværksatte man i 2006 på lokalt plan forskellige forandringer i folkekirkens administration. De fremgår af Betænkning 1477 om opgavefordelingen mellem sogne, provstier og stifter. Det er bemærkelsesværdigt, at Kirkeministeriet selv ikke var omfattet af den ændrede opgavefordeling.
Under dække af de politisk korrekte plusord som uddelegering og decentralisering er der i de senere år sket en betragtelig centralisering i form af ledelsesudvikling, regelstyring og kontrol, alt sammen befordret af et velfungerende it-apparat.
At det forholder sig sådan, afspejles i folkekirkens personaleforbrug på det administrative plan. Da jeg i 1995 blev biskop, var der på Fyens Stiftskontor ansat 11 medarbejdere. Det var der også, da jeg forlod embedet i 2013. I næsten den samme periode har ministeriet fordoblet sit personaleforbrug. I 1994 var der 41 ansatte. I 2013 er der ifølge ministeriets hjemmeside 98 ansatte, hvoraf de 16 er akkrediteret ligestillingen, hvilket levner 82 ansatte til folkekirken.
Alt dette har at gøre med folkekirkens økonomi, hvorfor det ville have været logisk, om man i debatten om folkekirkens styrelse var begyndt med økonomien på den måde, at der var blevet udarbejdet forslag til at erstatte Kirkeministeriets budgetfølgegruppe med et demokratisk valgt organ. Der er gået 164 år siden grundlovgivningen, og folkekirken må vel efterhånden være blevet voksen nok til at kunne tage ansvaret for sine egne penge.
Det er økonomien, der er problemet. Og det problem bør løses ved at oprette en bestyrelse for folkekirkens økonomi. De såkaldte indre anliggender har aldrig udgjort noget problem. I øvrigt er det et begreb, som overhovedet ikke spiller nogen rolle i den hidtidige kirkelige lovgivning. Og det bør heller ikke være tilfældet i nogen kommende kirkelig lovgivning.
Ved indre anliggender forstår man spørgsmål, som vedrører indførelse af nye ritualer og gudstjenesteordninger, bibeloversættelse og salmebøger. Dertil kommer tilsynet med præsternes gejstlige embedsførelse, det vil sige forkyndelse, sakramentforvaltning og sjælesorg.
I formel henseende er disse indre anliggender blevet reguleret ved kongelige resolutioner. Det er sket efter indstilling fra kirkeministeren, som på sin side har foretaget høringer i hele det kirkelige landskab.
Det sidste er det afgørende, for på den måde har Danmark haft det fineste kirkeråd, man overhovedet kan have i form af den debat, der foregår i en vekselvirkning mellem de kirkelige embeder og den folkekirkelige offentlighed. Den debat er en sikkerhed for, at skønsomheden råder for det kirkelige liv, så ingen kirkelige specialister kan sætte sig på institutionen.
Der er mennesker, som har den opfattelse af Luthers tale om det almindelige præstedømme, at vi alle sammen skal være præster med adkomst til i demokratiets navn at blande os i et hvilket som helst indre kirkeligt anliggende.
Dertil er der det at sige, at den adkomst har vi alle sammen allerede i kraft af den offentlige debat. Men der skal også være plads til, at der er et særligt præsteembede med beføjelser til på alles vegne at forvalte det, som de indre anliggender går ud på. Derfor foregår debatten i en vekselvirkning mellem de kirkelige embeder og den brede almindelige folkekirkelighed.
Ved at foreslå et kirkeråd, som skal tage sig af de indre anliggender, løser man et problem, som ikke findes. Til gengæld er der i debatoplægget kun et spagfærdigt tilløb til at ændre på det anakronistiske forhold, at Kirkeministeriet eller kirkeministeren enevældigt bestyrer de cirka 1535 millioner kroner, som er budgettet i folkekirkens fællesfond.
Derfor bør der oprettes et egentligt folkekirkeligt organ, som kan tage ansvaret for kirkens økonomi. Når vi får det, vil der også opstå nogle prioriteringer, som får konsekvenser for de indre anliggender, nemlig når der skal tages stilling til, hvad pengene skal bruges til. Dermed vil man få etableret den sammenhængende og tidssvarende styringsstruktur, man efterlyser, men vel at mærke uden at man har begået unødig vold på den meget fine og skønsomme bestyrelse af de indre anliggender, som finder sted i den folkekirkelige debat.
Oprettelse af en folkekirkelig økonomibestyrelse vil tage en byrde fra kirkeministeren, hvis ministerium så kan reduceres til det, der egentlig er meningen med det, nemlig at formidle forslag fra den folkekirkelige debat til Folketinget, for efterfølgende at implementere den lovgivning, som Folketinget måtte vedtage på folkekirkens vegne.
Ved den reduktion vil der forhåbentlig blive nogle penge tilovers til det, som kirken er til for. Et eksempel kunne være betjeningen af de folkekirkemedlemmer, som opholder sig i udlandet.