Til påskefejring hos Jehovas Vidner i Nordnorge

Forfatter Kim Leine beskriver sit møde som 8-årig med Jehovs Vidners påskefejring

Kim Leine er forfatter.
Kim Leine er forfatter. Foto: Tor Birk Trads / Information.

Det er den 14. nisan, ifølge den hebræiske kalender, år 1970. Jeg er otte år. Der er stadig fem år til, jeg skal dø.

Jeg sidder på fjerde række, og jeg er rystende nervøs. Kalken og brødet er ved at blive gjort klar, og snart skal de gå rundt. Det er Herrens aftensmåltid i den lille lokale menighed af Jehovas Vidner, som jeg er, endnu udøbt, medlem af.

Dette er den eneste højtid, vi som Jehovas Vidner fejrer, mens juleaften, fødselsdag, nytårsaften, nationaldag og andre mærkedage ikke markeres. Til gengæld fejrer alle Jehovas Vidner den samme højtidelighed i dag, jorden rundt.

Desværre kan Jehova ikke lide mig. Det har jeg vidst i et par år. Jeg ved, at det første, han vil foretage sig, når han påbegynder Harmagedon ifølge vores tidsregning i 1975 er at finde ud af, hvor jeg opholder mig, og så komme og slå mig ihjel. Der er altså god tid. Men man ved aldrig med Jehova. Han må vel være klogere end de gamle mænd på hovedkontoret i Brooklyn. Måske gør han det i dag. En dødsstråle, mens jeg går op gennem skoven, ligesom et lynnedslag, og så er jeg en plet sod i skovbunden.

LÆS OGSÅ: Lysglimt fra evigheden

Vi har ikke vores egen rigssal, vi er en lille og upåagtet menighed på knap 40 jakke- og kjoleklædte medlemmer, børn inklusive, i det nordvestlige Telemark. Derfor finder højtiden sted i en af kommunens mødesale, hvor man har stillet faner, flag, kors og fløjlsbetrukken tribune den verdslige verdens og den vildfarne kirkes attributter op ad en væg, og selv medbragt en spinkel og praktisk talerstol, hvor en af de ældste holder sin mindehøjtidstale, uden manuskript, kun med brug af Bibelen. Men vi ved samtidig godt, at nøjagtig den samme tale, med lokale variationer, bliver holdt af tusinder af andre ældste verden over.

Den ældste, en humoristisk, lidt gavtyvagtig mand med buskede øjenbryn og høj pande, der har en evne til at få menigheden til at bryde ud i fnisende kluklatter med jævne mellemrum, lægger Bibelen fra sig på talerstolens lille hylde. Han er færdig med talen. Og som sædvanligt under bibelforedrag vender jeg tilbage til jorden efter min mentale flyvetur og bliver opmærksom på, hvad han siger. Vi har en særlig gæst hos os i dag, siger han. Det er en stor ære. Det er jo ikke så tit, det sker for os, ja, nogle af jer har måske aldrig mødt en af de tro tjenere.

LÆS OGSÅ: Påske på dansk: Kristen kulturarv binder os sammen

Jeg kaster et spørgende blik op på min mor, men hun sidder og knuger sine hænder og ser forknyt henrykt ud. Hende får jeg ikke noget ud af.

Nu begynder først sølvbakken med brødet at cirkulere tag det og spis det; dette er mit legeme derefter det fint ciselerede glas med vin drik alle heraf; dette er mit blod. Men der er aldrig nogen, der drikker eller spiser af tingene, man modtager dem blot og lader dem gå videre.

Jeg har blandede følelser omkring denne del af mindehøjtideligheden. På en måde elsker jeg den. Denne ro. 40 mennesker, voksne og børn, der i et nøgternt udstyret lokale, med en genkendelig virkelighed uden for vinduerne, foretager sig noget sammen, uden at give en lyd fra sig. Den er så fuld af andagt, denne sølvbakkens og vinglassets vandring fra hånd til hånd, den er som en lang, helt tavs bøn. Og man mærker, at Jehova er til stede.

Og netop derfor føler jeg samtidig en stigende nervøsitet i takt med at genstandene nærmer sig mig. Jeg skal intet andet gøre end at modtage, først bakken med det usyrede brød, derefter vinglasset, fra min mor til højre og give det videre til min sidemand til venstre. Men det er et øjeblik af en særlig storhed og betydning og blottelse. For det første hviler menighedens øjne på én, føler man i hver fald, idet man får kalken og brødet, men derudover står man også foran Jehovas åsyn, og han kaster sit vurderende blik på én. Og da Jehova jo ikke kan fordrage mig, føler jeg mig særligt sårbar i de to sekunder, hvor bakken og glasset passerer forbi mig. Og hvad nu hvis jeg, ved et uheld, kommer til at vælte bakken eller spilde af glasset, eller endnu værre, i et anfald af sindsforvirrelse spise lidt af brødet, eller løfte glasset til munden og tømme det?

Men i dag sker der noget, der bryder den sædvanlige rytme. Skråt foran mig ser jeg, hvordan først bakken med brødet, så glasset med vinen, stopper op hos en ældre mand i gråt jakkesæt, som jeg ikke kender, vistnok gæsten taleren henviste til. Vantro, og en smule skrækslagen, ser jeg, hvordan han tager en skive brød, bider et stykke af det, og skyller efter med en slurk af vinen. Der går ligesom et sus gennem salen, eller snarere er det nogle sekunder med absolut og total stilhed, hvor samtlige tilstedeværende holder op med at trække vejret. Jeg sender hurtige, panikslagne blikke i alle retninger og venter nærmest at en skingrende alarm må gå i gang, men intet sker, andet end at folk rundt om mig smiler huldsaligt. Den absolutte stilhed varer i nogle sekunder. Så begynder folk at trække vejret igen, brødet og vinen går videre, den passerer mig uden katastrofer, og to minutter efter er ceremonien slut, og der bliver bedt en bøn og sunget, og menigheden går udenfor, i påskesneen, de sludrer muntert sammen, og nogle kaster drillende snebolde efter hinanden, og biler bliver bakket ud og kører i hver sin retning.

LÆS OGSÅ: Vores liv ender ikke i tab, møke og død

Først da vi kommer hjem, får jeg forklaringen. Han var en af levningen, siger min mor. En af de 144.000.

Jeg mærker bogstaveligt talt hårene rejse sig i nakken på mig. Følelsen svarer nærmest til hvad en dreng i dag ville føle, hvis han fik at vide, at en gæst ved et selskab havde været en vaskeægte zombie fra Dawn of the Dead. En blanding af fascination og rædsel. Som at have passeret tæt forbi en af Herrens engle uden at vide det.

Jeg kan ikke præcis huske dogmatikken omkring den såkaldte levning, eller de tro tjenere som de også blev kaldt, og jeg orker ikke slå det op og fylde mit hoved med endnu mere unødvendig viden, som min hjerne har været fornuftig nok til at kassere. Men det, jeg husker, er, at disse personer hørte til en gruppe vidner, der ikke, efter Harmagedon (hvor jeg var dømt til at dø), skulle deltage i det jordiske paradis som andre Jehovas Vidner, men var udvalgt til at genopstå til en himmelsk tilværelse, hvor de skulle sidde og regere ved Jesu Kristi side.

Det, der gjorde oplevelsen i påsken 1970 til noget særligt, var, at troen var så konkret og absolut. Der var intet metafysisk eller abstrakt ved den. Den ældre mand i det grå jakkesæt skulle stige op til Jesus, jeg skulle slås ihjel af Jehova.

Illustrationerne i selskabet Vagttårnets blade fyrede godt op under de mareridtsagtige forestillinger om min snarlige død: mennesker, med ansigterne forvrænget af ondskab, der gik under i frådende bølger man så, hvordan de snappede efter vejret eller rakte en desperat hånd op over vandet, allerede fortabte og slesk udseende personer på vild flugt, der blev ramt af klippeblokke, der regnede ned fra himlen.

Du kan ikke skue mit åsyn og leve, siger Herren. Sammenblandingen af det himmelske og jordiske er normalt ikke tilladt; der er noget utilstedeligt ved det. Men en sjælden gang sker det alligevel. Nogle gange går der en engel rundt iblandt os. Nogle gange er det det, der skal til.

Engang var jeg til et selskab, hvor en anden af de 144.000 var til stede. Min mor havde gjort mig opmærksom på ham i forvejen, og jeg blev ved med at skæve til ham hele aftenen. Der var en venlig og stilfærdig værdighed over ham. Jeg kan huske, han stod ved klaveret, med hånden på låget, som om han overvejede at bryde ud i sang, men tavs og smilende. Hans blik faldt på mig, han vinkede mig hen, jeg rakte hånden frem, og han tog den. Hans hånd var tør og varm. Den var perfekt.

Jeg har hørt tale om dig, sagde han, og gav min hånd et betydningsfuldt tryk. Du er Kim.

Ja, sagde jeg.

Det er et fint navn.

Det var det hele. Jeg kan stadig mærke det håndtryk. Jeg kan huske det tykke tweed-jakkesæt og den årede hånd, der stak ud af ærmet, de venlige blå øjne, der hvilede længe på mig.

Jeg kan lide at tænke, at det var det håndtryk og det møde, der satte gang i den proces, der foreløbigt har ført mig hertil. For jeg forlod Jehovas Vidner, Harmagedon udeblev, og jeg genopstod fra min barndom. Det er vel det, vi alle er nødt til at gøre.

Kim Leine er forfatter og især kendt for romanen Profeterne i Evighedsfjorden fra 2012. Han er blevet tildelt Jytte Borberg Prisen, De Gyldne Laurbær og Nordisk Råds Litteraturpris for romanen.