I en dansk provinsby tager en kvinde en skelsættende, svær beslutning. I hemmelighed pakker hun en taske og fylder den med troen på et liv uden vold.
I mere end et halvt år bor den veluddannede, 35-årige kvinde, som vi kalder Mette, på Danners Krisecenter. Mette er blot én af de 29.000 danske kvinder, der hvert år udsættes for vold af en partner, og én af de i alt 2000 kvinder, der årligt bor på et dansk krisecenter.
Efter at have levet i et voldeligt parforhold i 10 år med sine døtres far, genfinder hun og hendes to piger på ni og fem år her tilliden til sig selv og omverdenen.
De bryder tavsheden omkring volden, sætter ord på alt det grimme, der har fundet sted i hjemmet, og det giver Mette og børnene et nyt fælles ståsted. Sammen kan de komme videre, tænker Mette, men hun er slet ikke forberedt på det, der venter uden for krisecentrets mure.
Det er en lang og svær proces for Mettes piger at tale om og bearbejde volden. Vold i familien rammer ofte børnene dobbelt. Børnene lever med og i volden og oplever samtidig, at deres mors forældrekompetence og evne til at beskytte dem reduceres.
Den konstante stresstilstand, Mette befinder sig i, og skammen, skylden og sorgen over de bristede drømme gør det svært at være mor. Hun har i de år, hun har levet med vold, været konstant på vagt, for livet har handlet om én eneste ting: overlevelse.
For de fleste voldsudsatte kvinder lykkes det med professionel hjælp at genkende sig selv som en god nok mor inden for et halvt års tid. Det lykkes også for Mette. Hver dag kæmper hun for at genvinde stabiliteten og trivslen for sine børn. Det kræver mod, for i processen må Mette stå ansigt til ansigt med sin egen sårbarhed, sorg og skyldfølelsen over ikke at kunne beskytte sine børn, mens volden stod på.
Efter opholdet på vores krisecenter venter en vigtig del af Mettes helingsproces. Nemlig mødet med omverdenen - naboerne, kollegerne, familien, veninderne. Af geografiske årsager har Mette ikke mulighed for at deltage i Danners etablerede efterværnstilbud, og da Mette flytter fra krisecentret, har hun som alle andre voldsudsatte kvinder og børn behov for forståelse og støtte fra fællesskabet.
Traumatiske oplevelser får os til at miste fornemmelsen af os selv, og omverdenens anerkendelse er et vigtigt løft til den genvundne handlekraft, håbet og troen på et liv uden vold.
Så selvom Mette under opholdet på Danners Krisecenter har fået professionel hjælp til stabilisering og bearbejdning, er det først nu, hun skal stå på egne ben. Hun skal genoptage sit netværk, tilbage på arbejde og have sin ældste datter tilbage i skolen. Hun har brug for, at omverdenen siger: ”Hvor er det godt at have dig tilbage”.
Men de mennesker, Mette tidligere havde i sin nærhed, er der ikke længere. Måske rammes de sekundært af volden og fanges derved mellem egoisme og altruisme. Altså mellem fokus på sig selv og omsorgen for de nærmeste.
For eksempel vælger flere familiemedlemmer at trække sig. Det er vigtigere for dem at beskytte sig selv end at støtte Mette og pigerne. Mette beskriver det som at få trukket gulvtæppet væk under sig på ny.
Det er evnen til empati og at forstå andres perspektiv, der adskiller os mennesker fra andre skabninger på jorden. Gennem opvæksten lærer vi at balancere på en knivsæg mellem egne interesser og fællesskabet. Vi lærer betydningen af samhørighed og tilegner os etiske og moralske regler og dermed også et moralsk ansvar over for fællesskabet.
Oplevelsen af samhørighed er med til at opretholde tryghed og trivsel. Troen på, at der findes medmenneskelighed og et sikkerhedsnet, når vi mister fodfæstet, er essentielt for alle mennesker.
Civilsamfundets etiske og moralske ansvarsfølelse svigter, da Mette efter en lang kamp opnår fuld forældremyndighed over sine døtre, får en ny lejlighed og er klar til at ”vende hjem”.
Gennem måneder har kommunen, politiet og det professionelle netværk, herunder privatskolen og børnehaven, samarbejdet forbilledligt omkring en ny start for familien.
Men da Mettes ældste datter skal tilbage i skole efter aftale med skolens rektor, henvender klassens forældregruppe sig til skolens bestyrelse. Forældrene er utrygge ved, at pigen kommer tilbage i klassen. Pigernes far udgør en sikkerhedsrisiko, lyder argumentet. Og det lykkes forældregruppen at ekskludere Mettes datter fra skolen. Men det stopper ikke her. På gaden drejer forældre til klassekammerater fra, når de møder familien.
Mettes historie er ikke enestående. Vi er i løbende kontakt med tidligere beboere på Danners Krisecenter og landets øvrige kriseentre, der oplever samme konsekvens. Tilbage står Mette og døtrene nedgjorte, krænkede og isolerede, præcis som da de flygtede fra volden.
Hvad blev der af hensynet til barnet, skolens værdier og medmenneskeligheden? Kan vi forsvare at lade et barn betale prisen, når de voksne mister fodfæste og reagerer irrationelt? Og hvordan forklarer forældregruppen, at de skubber et sårbart, uskyldigt menneske væk for at beskytte sig selv og egne børn?
Det er en grundlæggende mekanisme straks at sørge for egen sikkerhed, når vi bliver skræmte. Berøringsangsten kan få fat i os alle, så vi giver køb på hensynet til andre mennesker og forpligtelsen til at optræde som gode rollemodeller for vores børn.
Til tider kræver rollen som beskytter, at vi tør risikere at miste fodfæstet for andre. Sunde mennesker skal kunne udholde angst en gang imellem.
Vi kender godt impulserne, når beskyttelsessystemet sætter ind, og ”min overlevelse bliver vigtigere end din”. Disse instinktive strategier fungerer som en beskyttelse i situationer, der vurderes truende.
De er en ureflekteret, ubevidst proces, for når vi er truet på livet, skal der handles, ikke tænkes. Men til tider tager vores beskyttelsessystem fejl, og vi agerer, ”som om” der er fare på færde, uden det reelt er tilfældet og uden at gennemtænke vores handlinger og omkostninger for andre.
Måske er det angsten for at blive blandet ind i noget og selv blive offer, der får netværket omkring Mette og børnene til at svigte. Måske er det derfor, klassekammeraternes forældre vender familien ryggen, da den har mest brug for opbakning.
Samtidig med at Mettes historie udspiller sig, hører vi i medierne om stigmatisering og ekskludering af de skæve, de sårbare og de psykisk syge i vores samfund. Mon ikke vi alle har oplevet mobning i skolen, på arbejdspladsen, eller i det offentlige fællesskab? Og til tider er styret af angsten for selv at blive offer og behovet for at genetablere kontrollen? Mekanismer, som alle er menneskelige.
Men det er muligt for os at mindske de irrationelle impulser og følelser, der får fat i os. Fordi vi evner at reflektere, kan vi bevare realitetsfornemmelsen, når noget skræmmer os.
Vold i nære relationer er svært at begribe og svært at rumme. Vi får lyst til at trække os og benægte, fordi vi ikke kan forstå eller håndtere problematikken. Men hvis vi tør lytte til andre menneskers fortællinger, vil de ofte føre os til refleksioner over vores eget liv, egne udfordringer og egne relationer.
At løfte mennesker ud af stigmatisering kan ingen klare alene. Det kræver, at vi lever op til vores kollektive ansvar. Det gør vi blandt andet ved at være gode rollemodeller for vores børn, i mødet med både de skæve og de helt almindelige familier, der har brug for en håndsrækning.
Signe Hoffmann Pedersen og Susanne Philipson er henholdsvis psykolog og direktør i organisationen Danner