Tomme ord buldrer bedst

Kirkerummet var fyldt med over tusind lysende FDF-skjorter i går formiddag. (Foto:

Foto: unknown

Bag ordene Det skal kunne betale sig at arbejde gemmer sig en uhyggelig retorik, der i bedste fald er ligegyldig, men i værste fald er skadelig for såvel mennesker på bunden af samfundet som for det solidariske menneskesyn, der traditionelt er kittet i vores liv over for hinanden i det danske velfærdssamfund

ET VÆSENTLIGT ASPEKT ved den politiske debat er, at de ord og vendinger, den bliver iklædt, former den måde, vi taler om og opfatter vores liv over for hinanden på. De politiske ord skaber den virkelighed, de udsiger, og som vi alle lever vores hverdagsliv i.

Naturligvis har ordenes konkrete indhold umiddelbart størst betydning for vores politikerpåvirkede hverdagsliv. For eksempel er beløbsstørrelsen og betingelsen for modtagelse af SUen det vigtigste for de studerende og deres studieliv. Argumenterne for eller imod højere eller lavere SU-satser kommer i anden række, for det er nu engang rådighedsbeløbet, ikke argumenter for størrelsen af SUen, der bestemmer, hvor meget pasta de studerende kan købe, og hvor mange kvadratmeter kollegieværelse de kan bo på.

Men indholdet af politikernes ord bliver ofte farvet af argumentationen, eller manglen på samme, de er pakket ind i. Det blev blandt andet understreget, da man sidste år ville beskære SUen for hjemmeboende studerende. Diskussionen blev hængt op på begrebet cafepenge.

Ud røg den saglige diskussion af SUens størrelse, og hvad den kan og skal, og ind kom den følelsesbetonede og usaglige stigmatisering af studerende over en bred kam og antydningen af, at de unge i stedet for at blive klogere drikker caffe latte ad libitum på statens regning.

Misforholdet mellem indhold og indpakning møder man også i forhold til væsentlige socialpolitiske debatter. Et centralt begreb i den nuværende regerings social- og beskæftigelsespolitik er formuleringen: Det skal kunne betale sig at arbejde. Igen og igen har skiftende social- og beskæftigelsesministre de seneste 10 år argumenteret for, at det skal kunne betale sig at arbejde, og ordene har dermed sammenfattet regeringens holdning og indsats over for mennesker på bunden af og lige uden for det danske arbejdsmarked.

Og igen og igen har regeringen kædet sætningen sammen med viljen til at beskære for eksempel dagpenge og den såkaldte starthjælp til et niveau, et repræsentativt udsnit af befolkningen i 2008 vurderede ville være under en eventuel dansk fattigdomsgrænse.

Regeringens holdning har været klar: Hvis vi pisker folk ud i et liv i fattigdom, så skal de nok tage sig sammen og finde sig et arbejde. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Bag ordene Det skal kunne betale sig at arbejde gemmer sig imidlertid en uhyggelig retorik, der i bedste fald er ligegyldig, men i værste fald er skadelig for såvel mennesker på bunden af samfundet som for det solidariske menneskesyn, der traditionelt er kittet i vores liv over for hinanden i det danske velfærdssamfund.

PROBLEMET MED SÆTNINGEN er for det første, at der opstilles et tydeligt skel mellem os, der har et arbejde, og dem, der ikke har. Det er der i udgangspunktet intet galt i. Langt de fleste danskere er enige i, at det skaber størst værdi for såvel den enkelte som hele samfundet, at de har et arbejde. Derfor står langt de fleste også hver dag op til enten et arbejde eller drømmen om at finde et. Og i forsøget på at hjælpe de uheldige, der står uden for arbejdsmarkedet, kan det bestemt være formålstjenligt at skelne mellem dem med arbejde og dem uden.

Men det evigt farlige skel mellem dem og os bliver ødelæggende, når ordene Det skal kunne betale sig at arbejde kombineres med viljen til at beskære overførselsindkomsterne til et fattigdomslavt niveau. Det bliver nemlig dermed til et sprogligt og økonomisk postulat af, at alle, der ikke har et arbejde, er dovne, og at det derfor kun er rimeligt, at de får den økonomiske pisk at føle. På denne facon opstiller sætningen et os, de gode, der gider at arbejde, over for et dem, de onde, der pr. definition ikke gider arbejde, og som alle er ude på at snyde og bedrage fællesskabet.

I forlængelse af dette er problemet for det andet, at den altid farlige forsimpling ved at forstå en stor gruppe af mennesker under ét lukker for en forståelse af de mange individuelle grunde til, at mennesker ikke er i arbejde. Ved at forstå hele gruppen som et stort sammenrend af døgenigter bliver der ikke plads til at forstå, at for eksempel psykiske og sociale problemer ikke nødvendigvis er lig dovenskab. Det er ikke sikkert, det er gavnligt at piske psykisk syge mennesker, der har svært ved at være sammen med andre, ud på et arbejdsmarked, der ikke kan rumme dem. Det kan godt være, det er andre, mindre generaliserede metoder, der skal hjælpe blandt andre stærkt psykisk syge ind på arbejdsmarkedet.

Som det tredje er problemet ved at Det skal kunne betale sig at arbejde den værdiinddeling af mennesker, der ligger implicit i sætningen. Når vi nemlig på den ene side har os, der passer vores arbejde og derved passer ind i middelklassessamfundets konforme system, og på den anden side har de dovne og piskværdige, bliver den sidste gruppe til en flok systemfejl.

For de vil slet ikke passe ind i det almindelige, systematiske liv, der ifølge sætningen er modellen for et sundt menneskeliv. De vælger bevidst at stå uden for systemet, og derfor er det ikke blot rimeligt at piske dem verbalt og økonomisk, men det er også på sin plads at behandle deres situation som individuel og selvforskyldt. Systemet kan ikke fejle, men det kan de mennesker, der er udenfor, og systemfejl er der ikke plads til. De må for alt i verden tilpasses systemet.

DER ER INGEN TVIVL: For langt de fleste mennesker er det godt at have et arbejde. Også for en stor del af de mennesker, der af forskellige grunde står uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det naturligvis også politisk legitimt på forskellig vis at ville motivere folk til at arbejde og herunder at gribe til at udfordre dem økonomisk. Også selvom de har psykiske og sociale problemer, der besværliggør deres vej til arbejdsmarkedet.

Men den implicitte værdiinddeling af mennesker den indholdstomme sætning Det skal kunne betale sig at arbejde er et groft overgreb på den grundlæggende solidaritet, der er fundamentet i vores samfund. Et overgreb, der, hver gang ordene lyder, gør endnu et lille indhug i den solidaritet, vores liv over for hinanden er afhængigt af.

Det er naturligvis en opgave for hvert enkelt medlem af samfundet at bidrage til og udfolde solidariteten i vores liv over for hinanden. Men de overordnede rammer, vores hverdagsbundne liv med hinanden udspiller sig i, er politikernes ansvarsområde. Og når der fra disse politikerskabte rammer kontinuerligt drypper en opdeling af mennesker i kategorier som os, der gider at arbejde, og dem, de arbejdsløse, der pr. definition er dovne og derfor fortjener pisk, ned over almindelige menneskers liv med hinanden, skrider solidariteten langsomt. Det bliver nemlig almenmenneskeligt accepteret i større og større grad blot at vise solidaritet med de værdifulde mennesker, der arbejder, og som ligner os selv.

Den politiske intention at ville hjælpe mennesker i arbejde har vi som folkekirke ingen mening om. Men når så hård og forsimplende retorik som Det skal kunne betale sig at arbejde kædes sammen med politisk vilje til at presse folk ud i et fattigdomsliv på anden samfundsklasse, møder vi et menneskesyn, vi som folkekirke må problematisere og nuancere. Fordi det er et alvorligt angreb på det solidariske menneskesyn, vi bygger samfund på, og som vi som en væsentlig advokat for dette solidariske menneskesyn er kaldet til at forsvare. Fordi vi som folkekirke tror på, at det skal være muligt at være menneske, før det kan betale sig at arbejde.

Heiner Lützen Ank er landssekretær og kampagneleder i Kirkens Korshær