Troen på Gud løser ikke alt

Mangel på opfølgning og bearbejdning af præsternes tunge arbejdsopgaver er hovedårsagen til, at en femtedel af landets præster går ned med stress. Ingen i kirken har talt om at hente støtte udefra, om at benytte sig af professionelt uddannede psykologer, og intet tyder på, at der bliver færre stressede præster de næste 10 år

Præster lever som ingen andre faggrupper en ubeskyttet tilværelse i deres præstegårde. Vi bliver opsøgt af alle slags mennesker på det offentlige kirkekontor, skriver dagens kronikør.
Præster lever som ingen andre faggrupper en ubeskyttet tilværelse i deres præstegårde. Vi bliver opsøgt af alle slags mennesker på det offentlige kirkekontor, skriver dagens kronikør.

Rummet var nøgent, den eneste udsmykning var et par lys og et kors. Ellers blot en båre med et lig. Det var en ung mand, omkring de 30. Han var dækket af et hvidt klæde fra brystet og ned. Ansigtet var blegt og livløst. Efterhånden som vi nærmede os, kunne jeg mærke en hånd, der klemte hårdt om min. Det var den unge mands mor.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens psykiske arbejdsmiljø skal undersøges

Hun var fattet og rolig, gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for at holde sammen på sig selv. Det var som på film. Indtrykkene gled forbi, som på en skærm, uden at jeg rigtig kunne tage dem ind. Det var første gang, jeg i mit liv så et lig. Øjnene var opsvulmede, og tungen hang stadig ud af munden efter ulykken. Der gik ikke længe, inden drengens mor brød hulkende sammen jeg tog om hende og fulgte hende langsomt ud af rummet igen ...

Torsdag den 23. juli bragte dagbladet Politiken et resultat af en rundspørge blandt præster i folkekirken med overskriften: Hver femte præst har været syg af stress. Undersøgelsen viser, at næsten hver femte præst føler sig ensom i jobbet, at hver femte har oplevet mobning inden for de seneste fem år, ligesom næsten hver femte har været sygemeldt på grund af stress. Dertil kommer, at 67 procent af præsterne i folkekirken mener, at deres arbejde er følelsesmæssigt belastende, mens 78 procent konstaterer, at der ikke er en klar adskillelse mellem arbejde og fritid.

Alt i alt åbenlyse stressfaktorer, som burde få enhver leder op af stolen. Således udtaler næstformand i Den Danske Præsteforening Peter Hedegaard: Vi tager det meget alvorligt, mens formanden for Landsforeningen af Menighedsråd og for Folkekirkens Arbejdsmiljø-råd, Inge Lise Pedersen, peger på, at problemet skyldes den ringe opslutning om gudstjenester og en ulige fordeling af arbejdsbyrderne. Inge Lise Pedersen mener, at problemerne kan løses ved, at præsterne arbejder i team, mens Peter Hedegaard ser en mulig løsning i at tilbyde konfliktmægling.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at både Inge Lise Pedersen og Peter Hedegaard har ret i deres løsningsforslag. Det kan hjælpe at arbejde flere sammen i team, ligesom også konfliktmægling kan hjælpe på konfliktramte arbejdspladser. Ikke desto mindre er debatten om det dårlige arbejdsmiljø i folkekirken poppet op med jævne mellemrum uden afgørende nytænkning inden for området. Alle kender til problemet, det er ikke nyt, at arbejdsmiljøet i folkekirken er dårligt.

Det mest bekymrende er, at Politiken ligeledes kan pege på, at 10 år gamle undersøgelser af arbejdsmiljøet i folkekirken viste præcis samme resultat, nemlig, at hver femte præst også dengang har været ramt af stress.

Når jeg indleder denne kronik med en makaber fortælling om et tragisk dødsfald, er det, fordi det er den slags oplevelser, som jeg og mine præstekolleger indimellem bliver udsat for. Trafikulykker, spædbørnsdød, selvmord, kræftsyge, ja, alverdens forskellige dødsårsager er en del af en præsts arbejde. Vi går ind i familiers ulykke og sorg, vi går ind i død og tragedie. Men vi får ikke tilbud om psykologfaglig sparring eller supervision, som en del af vores obligatoriske efteruddannelse.

Folkekirken tilbyder på nuværende tidspunkt alene supervision i form af arbejdsvejledning, hvor præster kan vende samtaler og arbejdsmæssige problemer under vejledning af en præst med en tillægsuddannelse i sjælesorg. Denne form for arbejdsvejledning er tilsyneladende ikke tilstrækkelig. Min påstand i denne kronik er, at det netop er mangel på opfølgning og bearbejdning af tunge arbejdsopgaver, der er hovedårsagen til, at en femtedel af landets præster går ned med stress. Folkekirken kan ikke overlade alting til Gud.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg i mine snart 10 år som præst i den danske folkekirke ikke en eneste gang har hørt røster i det folkekirkelige landskab tale om behovet for almindelig psykologfaglig sparring. Folkekirken rekrutterer alene i egne rækker, men ingen i kirken har nogensinde talt om at hente støtte udefra, om at benytte sig af professionelt uddannede psykologer. Folkekirken kan og vil selv!

Alle andre institutioner har erkendt, at løbende psykologfaglig sparring og supervision er en ventil til at undgå krise og stress. Virksomheder, skoler, institutioner benytter sig af samarbejde med psykologer, når uheldet er ude, eller til at forhindre almindelig stress på arbejdspladsen.

Med psykologfaglig sparring og supervision mener jeg, at vi i folkekirken har behov for fagpersoner med indsigt i psykiske mekanismer, der kan hjælpe os præster til at reflektere over vores egen rolle i de svære oplevelser og samtaler. Vi har brug for at der bliver taget hånd om personen bag præstekjolen, så vi bliver bevidste om egne psykologiske styrker og svagheder og ligeledes bliver afgiftet, så vi kan lægge arbejdet fra os i privatlivet.

Præster lever som ingen andre faggrupper en ubeskyttet tilværelse i deres præstegårde. Vi bliver opsøgt af alle slags mennesker på det offentlige kirkekontor. Det er en god måde at få kontakt med beboerne i sognet på, men der er ikke noget at sige til, hvis den frie adgang til præst og præstegård er en kilde til stress. Ingen præst ved, hvornår et menneske, der er ramt af krise, ringer på døren, hvornår død og ulykke indtræffer i sognet.

I præsternes efteruddannelse findes der ingen redskaber til at håndtere disse stressende omstændigheder. Efteruddannelse tager alene hånd om at udruste præsterne fagligt til opgaven. Til sammenligning har en almindelig psykolog som et led i sin autorisationsuddannelse modtaget supervision svarende til mindst 160 timer, så psykologen bliver i stand til at forholde sig professionelt både i forhold til sig selv og til diverse udfordringer i arbejdet med mennesker.

Præsten har intet. Alt er overladt til medarbejderudviklingssamtalen eller arbejdspladsvurderingen, hvor præsten aktivt skal bede sin overordnede om hjælp. Derefter er det alene op til provst eller biskop, om han/hun vil følge op på præstens problemer.

På dette punkt har folkekirken ladet stå til noget kunne tyde på, at ordningen slet ikke fungerer, da det nu igen kan fremvises, at mindst en femtedel af alle landets præster ikke har råbt op i tide, inden det blev nødvendigt at lade sig sygemelde med stress.

Imens går debatten om årsagen til de mange sygemeldinger på den manglende tilslutning til gudstjenester, ensomhed i præsternes arbejde og organisatoriske problemer. Men der kan ikke herske tvivl om, at der under alt dette gemmer sig en amatøragtig holdning til de mange psykisk belastende samtaler og oplevelser, som præster udsættes for.

Selvfølgelig bør supervision indgå, som en almindelig del af præstens arbejde. Og selvfølgelig skal folkekirken have et tæt samarbejde med professionelle psykologer, så også andre veluddannede fagpersoner kan hjælpe til med at forebygge stress. Teologien og troen på Gud løser ikke alt.

Tallene taler deres tydelige sprog, og intet i den nuværende debat tyder på, at disse tal vil ændre sig de næste 10 år, medmindre biskopper og provster forsøger at sætte en ny dagsorden med psykologfaglig sparring og supervision, så vi får ændret den selvtilstrækkelige kultur i den danske folkekirke.

Mads Davidsen er sognepræst