I oktober 2004 argumenterede Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod, og hans partifælle, daværende formand for Europabevægelsen Erik Boel, i en kronik i Politiken for Tyrkiets EU-medlemskab.
Argumentationen var hovedsagelig baseret på den påstand, at EU først og fremmest er et værdifællesskab, og forfatterne mente, at Tyrkiet også delte disse værdier. Nu godt otte år senere viser det sig, at deres optimisme er ubegrundet.
Tre dage senere kom EU-Kommissionen med en anbefaling om at begynde optagelsesforhandlinger med Tyrkiet med den begrundelse, at Tyrkiet i tilstrækkelig grad havde opfyldt de politiske kriterier, som omfattede demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder, respekt for og beskyttelse af mindretal samt en fungerende markedsøkonomi.
Otte uger efter at forhandlingerne begyndte i oktober 2005, konstaterede udvidelseskommissær Olli Rehn, at reformprocessen var gået ned i tempo, og at implementeringen af disse reformer var mildest talt ujævn. Samtidig advarede Rehn, at pluralisme og ytringsfrihed var grundlæggende europæiske værdier, der ikke er til forhandling.
Ikke desto mindre var der et hylekor af begejstring over den nye, reformvenlige AKP (Retfærdigheds- og Udviklings-parti)-regering, som var kommet til magten i 2002. I maj 2007 erklærede USAs udenrigsminister, Condoleeza Rice, at AKP var en regering, der var opsat på at trække Tyrkiet i europæisk retning, og et år senere udtalte Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, at Tyrkiets AKP-regering består af ægte europæiske reformister.
Selvom det var klart for alle og enhver, at Tyrkiets reformproces var gået i stå, påstod Rehns efterfølger, Stefan Füle, alligevel på en konference i Istanbul i juni 2010, at Tyrkiet har lavet nogle bemærkelsesværdige reformfremskridt. Det er ikke bare Füle, som har været offer for ønsketænkning. Sidste juni skrev 16 europæiske udenrigsministre fra Bulgarien, Estland, Finland, Tyskland, Ungarn, Italien, Letland, Litauen, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige og Storbritannien i EU Observer under på en erklæring om, at Tyrkiet var et inspirerende eksempel på et sekulært og demokratisk land.
I sit svar opfordrede viceformanden for det tyrkiske oppositionsparti CHP (Det Republikanske Folkeparti), Faruk Logoglu, EU til at komme med en objektiv anerkendelse af den tyrkiske virkelighed. Ifølge Logoglu viste udenrigsministrenes opfattelse af situationen i Tyrkiet en trist mangel på fokus og en uvidenhed om, at AKP-regeringen inden for alle områder uddannelse, videnskab, politik, økonomien, militæret og det civile samfund forfølger en autoritær politik af gradvis islamisering, som eroderer Tyrkiets sekulære demokrati.
EU-Kommissionens sidste årsrapport om Tyrkiet omtaler de mangelfulde retsstatsforhold i Tyrkiet, som har resulteret i omfattende arrestationer af militærpersoner og andre, der er kritisk indstillet over for AKP-regeringen, samt langvarige tilbageholdelser uden dom.
Samtidig udtrykkes der alvorlig bekymring over de tiltagende indgreb i ytringsfriheden, således at Reporters Without Borders (RSF) har betegnet Tyrkiet som verdens største fængsel for journalister.
Naz Masraff fra Eurasia Group har i sin doktorafhandling fra 2011 forklaret, at AKP-regeringen har benyttet sig af EU-tiltrædelsesprocessen til at give sig ud som vestligt orienteret, reformvenlig og sekulær, indtil det var klart, at der var en afstand mellem dens diskurs og politik. Men maskeraden har tjent sit formål, da militæret og oppositionen er blevet banket på plads.
Inden Danmarks EU-formandskab havde europaminister Nicolai Wammen sat sig som mål at genåbne de fastfrosne tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet, men som bekendt lykkedes det ikke at åbne et eneste kapitel. På De Radikales landsmøde sidste september fremhævede Margrethe Vestager Tyrkiet som forbillede for Mellemøsten og den arabiske verden og erklærede, at det var en ufravigelig ambition at få landet optaget i EU.
LÆS OGSÅ:Religiøse udsendinge fra Ankara guider nydanske familier
I 1997 skrev Fareed Zakaria, den kendte amerikanske kommentator, i Foreign Affairs om det illiberale demokratis opståen, hvor han skelnede mellem demokrati som valgform og et liberalt demokrati, hvor borgernes grundlæggende rettigheder er sikret af forfatningen, magternes adskillelse og et fungerende retssystem. Zakaria mente, at den første form, men ikke den anden var i fremmarch.
Zakaria konkluderede, at demokratisering i den islamiske verden har ført til, at teokratiske politiske systemer vinder indpas, hvilket resulterer i, at gamle traditioner af sekularisme og tolerance bliver eroderet. Han hævdede, at hvis man holdt valg i den verdensdel, for eksempel i Tunesien, Marokko, Egypten og nogle Golfstater, ville mere illiberale regimer end de nuværende komme til magten.
Nuray Mert, en tyrkisk professor og kommentator, som har været offer for den tyrkiske regerings illiberale politik, spurgte forleden i en kommentar, om Tyrkiet bliver et nyt illiberalt demokrati. Hun sammenligner den nuværende regerings politiske værdier med absolutismen i Putins Rusland og den økonomiske vækst på bekostning af demokratiske rettigheder og friheder med Kina.
Ifølge Mert tjener islamisk konservatisme til at undertrykke rettigheder og friheder forbundet med demokratiske og liberale kulturer, og hun anser Tyrkiet for at være et muslimsk land med et mislykket forsøg på demokratisering.
Günter Seufert fra Stiftung Wissenschaft und Politik i Berlin har i en analyse forklaret, hvordan Tyrkiets indenrigs- og udenrigspolitik samt økonomiske vækst hviler på et ideologisk grundlag. Som Mustafa Özel, en af drivkræfterne bag MÜSIAD, den islamiske industri- og handelsforening, skrev i 1996, så kan Tyrkiets sammenhold indadtil ikke bevares med en ideologi importeret fra Vesten, men kun med en sand forbindelse til islam, kilden til vores verdenssyn.
Under AKP-regeringen er der tale om en bevidsthedsændring, og den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, arkitekten bag Tyrkiets nye udenrigspolitiske orientering, anfører i sit nøgleværk Strategisk Dybde fra 2001, at EUs krav om politisk reform opfattes i Tyrkiet som en tilbagevenden til fremmed hegemoni. Derfor er Tyrkiets strategiske mål om EU-medlemskab for de fleste tyrkere et instrument for at fremme landets økonomiske udvikling. Premierminister Erdogans chefrådgiver, Ibrahim Kalin, har endda i en nøgletale holdt på Istanbul Forum i oktober afvist den europæiske model med et sekulært demokrati og pluralisme, som ifølge Kalin har meget lidt tiltrækningskraft i den arabiske og muslimske verden. Endvidere er der en åndelig afstand mellem den islamiske og den vestlige opfattelse af, hvad der udgør hellige, religiøse rettigheder og ytringsfrihed.
I 2009 talte udenrigsminister Davutoglu i Sarajevo om en osmannisk renæssance og om, at Tyrkiets udenrigspolitiske mål var igen at gøre Balkanlandene, Kaukasus og Mellemøsten sammen med Tyrkiet til fremtidens centrum for verdenspolitikken.
På en AKP-kongres sidste april i Konya, partiets åndelig centrum, gik Davutoglu videre og talte om fødslen af en global magt og missionen for en ny verdensorden (nizam-i âlem, et osmannisk begreb, hvorefter verdensordenen var underlagt Islam). Derfor skal Tyrkiets konflikt med Syrien og kampen om regionalt herredømme med Iran også ses i denne sammenhæng.
Forleden skrev Tyrkiets præsident, Abdullah Gül, at EU må afgøre om man repræsenterer et værdifællesskab eller en snævert defineret geografisk enhed. Men Erdogan har allerede udtalt, at SCO (Shanghai Cooperation Organization, der omfatter Kina, Rusland og fire centralasiatiske lande) er bedre og mere magtfuld og med samme værdier.