OVEN PÅ EN TID med bål og brand i de danske byers gademiljø har der ikke manglet forslag til, hvordan de etniske minoritetsunges utilladelige adfærd og åbenlyse ligegyldighed over for retssamfundet bør bekæmpes.
Forslagene omfatter både mere overvågning, fodlænker til børn og hårdere straffe. Fælles for idéerne er, at de udtrykker generel tro på, at et ekstra drej på nultolerancens tommelskrue vil medvirke til en forbedring af integrationen i Danmark. Reaktionerne er selvfølgelig ikke uberettigede, for den uro, vi har oplevet, må og skal ikke finde sted og selvfølgelig er der behov for at gøre noget.
Samtidig er der en tendens til forbud mod og undertrykkelse af de holdninger og værdier, som i ekstreme fortolkninger og udlægninger helt åbenlyst skaber grobund for polarisering og udemokratisk adfærd. Men integration handler ikke kun om, at nogle skal afgive noget af deres øvrige identitet. Det handler i lige så høj grad om at bidrage positivt med det, man har og kommer med.
Inden for højskolebevægelsen taler vi meget om integration. Eller rettere integration på højskolerne handler om den dannelse, som fører til deltagelse og medborgerskab. Det vil sige demokratisk dannelse mod et fællesskab, som eksisterer i kraft af (og ikke ved opløsning af) de mange borgeres forskellige bidrag.
Nu kunne man måske tro, at den demokratiske dannelse er en selvfølge i Danmark. Vi er eksempelvis lige blevet kåret til verdensmestre i demokrati af Verdensbanken. Alligevel oplever vi flere og flere eksempler på, at de demokratiske idealer udfordres og sættes til diskussion.
Det skete under Muhammed-krisen, og det sker, når fundamentalistiske bevægelser sår tvivl om ligestilling og om ytringsfrihed. Både den interne og eksterne debat synliggør, at den selvfølgelige konsensus om, hvad demokratiet er, kan komme under pres, og at den flerkulturelle udvikling medvirker hertil.
Denne udvikling er ikke udelukkende usund, for et demokrati er netop kendetegnet ved dets dynamiske evne til at følge med tiden modet til at sætte sig selv til debat. Demokrati er ikke blot en statisk ramme for samfundsstyringen. Det er også en livs- og samværsform. Sagt anderledes må de formelle rammer udfyldes af folket gennem levende vekselvirkning med statsmagten.
MÅSKE ER det netop her, kæden er ved at springe af. Sammenhængen og forbindelsen mellem folk og stat mellem civilsamfundet og statsmagten er ved at forsvinde. I hvert fald for de grupper af unge, som nu så tydeligt og uhensigtsmæssigt gennem magtanvendelse gør opmærksom på deres afmagt.
En af Danmarks store styrker og en af baggrundene for, at vi klarer os så godt i den globale konkurrence, har ellers været indbyrdes tillid til hinanden og samfundets institutioner. Det genererer en evne til at danne netværk og tage ansvar på tværs af forskellige grupper, og det genererer i helt konkret forstand kapital, som gør, at Danmark kan fremstå som et af verdens rigeste lande. Hvis denne styrke skal fastholdes i et multikulturelt samfund, må man også være parat til at anerkende unge minoriteters ressourcer.
Situationen i dag er imidlertid, at en stor del af de etniske minoritetsborgere er fremmedgjorte over for deres danske tilhørsforhold og det udgør et alvorligt demokratisk problem. For demokratiets succes er betinget af, at folket styrer samfundets bevægelse at folket faktisk gider og kan deltage.
Politisk set har der hidtil hersket konsensus om, at vejen til deltagelse og inklusion i det danske samfund bedst går gennem en god uddannelse. Imidlertid viser uddannelsesvejen sig for nogle grupper ofte svær og fyldt med barrierer, hvilket ikke mindst er betinget af, at uddannelserne i Danmark allerede fra starten forudsætter besiddelsen af særlige færdigheder (at kunne det danske sprog og omgangstone, evne gruppearbejdsformen og så videre).
Når etniske minoriteter sættes i relation til uddannelse eller arbejdsmarked i dag, bliver deres forudsætninger ofte omtalt som mangler: manglende sprogkundskaber, manglende skolefærdigheder, eller manglende personlige og sociale kompetencer. På den måde minder diskursen konstant de etniske minoriteter om, at de ikke er fuldt deltagelsesdygtige og ikke mindst, at de adskiller sig fra de fuldgyldige medlemmer af samfundet. De må konstruere ny viden på baggrund af det, de ikke har, og de må for alt i verden aflære sig al den viden, de måtte have.
Her bør og kan de danske folkehøjskoler spille en rolle, for højskolerne er frivillige mødesteder for mennesker med forskellige baggrunde. At lære og skabe noget sammen er forudsætningen for at styrke tilliden og sammenhængskraften i samfundet.
På højskolerne kombinerer man således det faglige sigte med udviklingen af sociale kompetencer. Læringen drives af lyst, og det smitter positivt af på udbyttet (uden at det i øvrigt skal måles og vejes). Højskolerne kan via en "deltagelsesdiskurs" sætte fokus på eksisterende ressourcer som springbræt for den demokratiske dannelse. Det vil sige, at man, i modsætning til hvad der er tilfældet i en mangeldiskurs, fokuserer på den mulige viden, som udspringer af elevens/kursistens eksisterende ballast.
I den henseende er det fortsat folkeoplysningens opgave at fremme kompetencen og virkelysten til samfundsdeltagelse. Men det kræver, at folkeoplysningen gør sig tilgængelig som platform herfor. Det er ikke en selvfølge, at højskolerne kan ophæve eller rykke ved de forskelle, som præger samfundet. Faktisk er højskolernes mulighed for at tage ansvar i det hele taget betinget af, at målgruppen dukker op. Det kræver en målrettet indsats.
En sådan indsats har gennem de seneste år været muliggjort med støtte fra både Undervisningsministeriet og Integrationsministeriet, og den har ikke kun sigtet på at fremme tilstedeværelsen af unge med anden etnisk baggrund på højskolerne. Den har også skullet skabe viden og redskaber, der gør os i stand til at arbejde mere professionelt med kulturmødet.
Det er sket ved at tilbyde efteruddannelse til alle højskolefolk og ved gennem forskellige projekter at danne erfaringer med kulturel diversitet. Folkeoplysningen skal styrkes ved at blive forankret i hele folket, gennem mangfoldighed, både med hensyn til hvad der oplyses om, og hvem der oplyses.
UDFORDRINGEN ER AT VISE de unge, at man er parat til at skabe rum, hvor mangfoldigheden er en styrke, hvor den enkeltes kulturelle forudsætninger respekteres, og hvor danskheden er bredere formuleret end i den offentlige debat.
På højskolerne har mangfoldigheden altid været et vigtigt udgangspunkt for dannelsesprocessen. Ikke i kraft af ligegyldighed over for forskelle, men gennem forsøget på at finde enhed og fællesskab om de udfordringer, mangfoldigheden og forskelligheden byder på. Derfor skal vi også passe på ikke blot at gøre højskoleopholdet til et spørgsmål om at møde og tilegne sig de danske værdier. For gør vi det, bliver tilegnelse af en dansk nationalitet betinget af den enkeltes disintegration fra andre kulturelle fællesskaber.
Vores håb er i stedet, at mødet kan udvide horisonter i begge retninger, idet et hvilket som helst fællesskab, inklusive det danske samfund, har brug for at udvikle sig, redefinere sig og genoverveje sig selv som forudsætning for et holdbart eksistensgrundlag til tiden.
Hvis ikke vi gør det, er det ganske enkelt ikke muligt at håndtere de udfordringer, som en fremtid med intensiveret multikultur og globalisering byder os. Og hvis vi ikke sørger for at sætte demokratisk dannelse på dagsordenen (ikke kun på folkehøjskolerne, men også i folkeskolen, i folkeoplysning, på folkebibliotekerne og i Folketinget), hvis ikke vi sørger for den bestandige demokratiske dialog i respekt for og glæde over en stor kulturel mangfoldighed, så vil Danmark opleve en endnu mere voldsom polarisering. Et samfunds styrke ligger i oplevelsesgraden af det fælles fundne. Og det er her, højskolen både via tradition og de konkrete erfaringsrammer har noget at byde på.
Rasmus Kjær er projektmedarbejder, Gorm Hansen er uddannelseskonsulent, og Niels Glahn er generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening i Danmark