Det er meget svært at forstå, hvorfor der skal udlægges store arealer med urørt skov og naturnær skovdrift, når de arter, der lever i skovene i dag, har klaret sig uden i mange hundrede år. Det vil koste mange penge, og det er næppe nødvendigt.
Arealet med løvskov har stort set været uændret siden den første skovtælling i 1881. Driften af vores løvskove har ikke ændret sig synderligt i de seneste 150 år. Postulatet om intensivering gælder ikke vores løvskove. Truslerne mod løvskovenes dyre- og planteliv kan altså hverken skyldes mangel på urørt skov eller være forårsaget af skovdriften, men må skyldes udefrakommende årsager som for eksempel forurening.
LÆS OGSÅ: Den danske trædød ER i gang
Under læsning af De Økonomiske Råds rapport om Økonomi og miljø 2012 får man det indtryk, at vores truede skovarter er afhængige af urørt skov. Det er svært at forstå, hvordan dyrene og planterne har overlevet i alle årene uden nævneværdige arealer med urørt skov.
Der findes mig bekendt ikke nogen undersøgelser, der viser, at ændring fra den kendte skovdrift til hverken naturnær skovdrift eller urørt skov skulle forbedre vores muligheder for at standse tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed. De Økonomiske Råds rapport støtter sig på et arbejdspapir om vores biodiversitet. Her står der, at reelt findes ikke megen konkret forskningsbaseret information om, hvor godt specifikke tiltag i naturen virker i forhold til de enkelte arter. Mange kan sikkert huske sagen om den plettede ugle i USA. Uglen levede i de gamle naturskove af nåletræ i det vestlige USA og blev rødlistet som udryddelsestruet som følge af skovdriften. Der blev derfor indført forbud mod fældning af træer i den gamle skov over meget store arealer. Det viste sig senere, at uglen fint kunne yngle i yngre kulturskov, der var plantet eller selvsået efter tidligere skovhugster.
Biologer vil påpege, at store, gamle, døde træer er levesteder for en række truede arter, og at mere dødt ved kan forbedre deres vilkår. Jeg er selvfølgelig enig i, at flere levesteder vil forbedre vilkårene for dyrene og planterne, men lad mig gentage: De arter, vi har i skovene i dag, har klaret sig i mere end 500 år uden urørt skov eller naturnær drift. Det er derfor meget svært at forstå, hvorfor dyrene og planterne nu skal have meget mere af den slags for at standse tilbagegangen i biodiversiteten.
For at belyse den manglende information om de direkte sammenhænge mellem urørt skov eller naturnær skovdrift og de truede arters overlevelse blev der gennemført en spørgeskemaundersøgelse, hvor eksperter med kendskab til de enkelte organismegrupper vurderede effekten af de beskrevne tiltag.
Bemærk, at der er tale om skøn. Eksperterne blev spurgt om deres mening om: Hvilke af følgende tiltag vil gøre en forskel med henblik på at sikre den enkelte, lokale bestand af arten inden for de næste årtier?. For skovenes vedkommende var svarene: Seks procent af arterne har ingen behov for ændring, 56 procent kan have glæde af mere naturnær skovdrift, 64 procent af mere urørt skov, og for 31 procent af de truede arter blev der peget på andre tiltag. Summen er over 100, fordi der er mange arter, der vurderes at kunne have glæde af flere tiltag.
I hovedrapporten bliver spørgsmålene til eksperterne udlagt på denne måde: For at fastlægge den nødvendige indsats er der derfor for alle de truede arter i datasættet indhentet ekspertvurderinger af, hvilke tiltag der er nødvendige for at sikre disse arter. Fra at spørge om, hvad dyrene og planterne kunne have glæde af, og til, hvad der er nødvendigt for dem, er der et meget, meget langt spring. Det er et spring, der forudsætter viden om tiltagenes betydning for dyrene og planterne, og lige netop denne viden har forfatterne af både arbejdspapiret og hovedrapporten fortalt os savnes. Jeg synes, at denne overfortolkning af svarene på spørgeskemarunden afslører en manglende stringens, der ikke er vismændene værdig.
Jeg har i det hele taget svært ved at forstå idéen med spørgsmålene til eksperterne, når forfatterne udtaler, at vi ikke ved ret meget om virkningen af tiltagene (urørt skov/naturnær skovdrift). Og det er svært at acceptere eksperternes opfattelse af, at urørt skov eller naturnær skovdrift skulle være så meget bedre, når disse driftsformer er helt nye og hidtil ukendte i driften af de danske skove. Det minder om et stort, gratis tagselvbord. Jeg synes spørgeskemaundersøgelsen, og ikke mindst vismændenes overfortolkning, gør rapportens konklusionerne lidet troværdige. Det er helt uforståeligt, at vismændene har udvist så lidt kritisk sans over for deres kilder.
En af forklaringerne på, at der ikke har været udvist større kritisk sans over for disse ekspertskøn, kan måske ses i sprogbrugen. Begreber (mantraer) som oprindelig og urørt anvendes helt ukritisk. Forfatterne til arbejdspapiret om biodiversitet forfalder til referencer til de oprindelige naturtyper i Danmark som begrundelse for urørt skov. Oprindelige naturtyper i Danmark efter sidste istid er tundra og lignende ikke skov. De skriver også, at Løvskoven er oprindeligt den mest udbredte naturtype herhjemme. Den første og mest udbredte naturtype i Danmark efter den sidste istid og tundraen var fyrreskov med indblanding af birk.
Referencer til den oprindelige skov i Danmark forstået som løvskov afspejler et romantisk natursyn. Successionen efter sidste istid fra is via tundra til fyrreskov til egeskov til bøgeskov fik aldrig lov til at løbe til ende. Vi dukkede op, og vi ikke bare benyttede, men overbenyttede skovenes ressourcer til egen behovstilfredsstillelse. Skovene var næsten slidt helt op for et par hundrede år siden. Og det er endnu flere hundrede år siden, vi har haft mere løvskov, end vi har haft de sidste 150 år. Og igen, der er intet belæg for, at urørt skov skulle være et nødvendigt middel for målopfyldelsen navnlig ikke når man tager i betragtning, at skovene i dag og formodentlig i mange år fremover også skal opfylde andre mål end biodiversitet, for eksempel træproduktion og friluftsliv.
Forfatterne af arbejdspapiret er selv klar over, at grundlaget for deres arbejde er utilstrækkeligt. De skriver: Danmark har 20 år efter underskrivelsen af konventionen i Rio ingen overordnet plan, ingen generel kortlægning af biodiversiteten, ingen repræsentativ overvågning og ingen fokuseret strategisk videns- og forskningsindsats på biodiversitetsområdet. Denne hårde kritik af vores miljøministerium må blandt andet betyde, at dagens data vedrørende biodiversiteten i Danmark og truslerne imod den er utilstrækkelige, og at der derfor kan sættes alvorlige spørgsmålstegn ved grundlaget for analyserne.
Der står i arbejdspapiret, at Afslutningsvis skal det understreges, at de beskrevne begrænsninger i datasættet efter vores bedste overbevisning ikke har nævneværdig betydning for de overordnede konklusioner, som drages på basis af de udførte analyser. Jeg er ikke enig i denne konklusion. Der er behov for omhyggelige undersøgelser af vores dyre- og planteliv under forskellige former for skovbehandling, så vi kan få reel viden om, hvorledes vi mest omkostningseffektivt sikrer biodiversiteten.
De af os, der er gamle nok, kan huske rapporten Grænser for vækst fra 1972, og hvordan det efterfølgende har vist sig at den gik helt galt i byen vedrørende mængde og forekomst af benyttelsestruede ressourcer. Jeg er bange for, at vores viden om biodiversiteten i Danmark og sikkert mange andre lande, har et tilsvarende problem.
Anders Erik Billeschou er konsulent og tidligere vicedirektør i Skov- og Naturstyrelsen