Usynlige forbindelser mellem folkekirke og folkeskole

Undersøgelsen viser, at de fire mest populære traditioner i folkeskolen er fastelavn, julegudstjeneste, Luciaoptog og morgen- eller eftermiddagssang på skolen

Når kristne juletraditioner og -ritualer er så udbredte i folkeskolerne i Danmark, skyldes det danske normer, som både er religiøse og sekulære, skriver seks mennesker, der alle er tilknyttet religionssociologi ved Københavns Universitet

Det forholdsvist uklare forhold mellem folkekirke og folkeskole i Danmark er ofte til debat. Har kristendom en særstilling i det danske skolesystem, og kan dette forsvares i et stigende multi- og ikke-religiøst samfund?

De emner, der ofte fremtræder i denne debat, er blandt andre, om konfirmationsforberedelsen bør flyttes ud af skoletiden, og om faget kristendomskundskab har et konfessionelt islæt i sit fokus på og fortolkning af luthersk kristendom, og om religiøse traditioner i folkeskolen tager udgangspunkt i kristne forestillinger.

Grundlaget for disse diskussioner er det umiddelbart paradoksale forhold, at skolen på den ene side ikke må være konfessionel eller forkyndende, men at folkekirken på den anden side er tydeligt til stede i folkeskolens verden.

For at blive klogere på dette forhold har vi undersøgt, hvilken rolle offentlige traditioner spiller i den danske folkeskole. Disse markeringer, som vi i religionsvidenskaben typisk benævner ritualer, har i foråret 2015 været genstand for en undersøgelse fra Københavns Universitet.

Det er der kommet nogle interessante resultater ud af, som blandt andet viser, at der eksisterer et udbredt samarbejde mellem folkeskole og folkekirke, men at der ikke er enighed om, hvad markeringen af højtiderne betyder for skolens elever.

Undersøgelsen bestod af et spørgeskema sendt til samtlige folkeskoler i landet og en række interviews med skoleledere og præster. 316 skoler har besvaret spørgeskemaet, hvilket giver en svarprocent på 24,4 procent.

Undersøgelsen viser, at de fire mest populære traditioner i folkeskolen er fastelavn, julegudstjeneste, Luciaoptog og morgen- eller eftermiddagssang på skolen.

84 procent af skolerne i undersøgelsen deltager i en julegudstjeneste, hvoraf et fåtal (16 procent) gør det i tillæg til skolens egen juleafslutning. Under en tiendedel (ni procent) af skolerne i undersøgelsen afholder udelukkende en juleafslutning på skolen. Ligeledes er december måneds luciaoptog meget populært. 79 procent af skolerne gennemfører luciaoptog, en tradition, der har rod i den katolske kirke.

Knap tre fjerdedele (72 procent) af skolerne holder fælles morgen- eller eftermiddagssang mindst en gang om måneden. Af disse synger 21 procent salmer.

Med en tilslutning på 86 procent er fastelavn den mest udbredte tradition i folkeskolen. Fastelavn er oprindelig starten på den faste, som i den kristne kalender varer indtil påske og bliver fejret med karneval. I nyere tid er den kristne forankring dog gledet i baggrunden.

Dermed ser det ud til, at kristendommen endnu indtager en dominerende position i den danske folkeskole ud over den åbenlyse plads, religionen har i faget kristendomskundskab, og konfirmationsundervisningens placering på skoleskemaet.

Skolerne spiller en vigtig rolle for elevernes socialisering ind i det danske samfund. Det er blandt andet her, børnene lærer at blive en del af det danske fællesskab, og det er her i denne sammenhæng, at ritualerne får deres afgørende betydning.

Inden for religionssociologien taler vi om ritualers socialt integrerende funktion i et samfund. De er altså med til at skabe og opretholde fællesskabet. Ritualer tillægges ofte betydning i kraft af tradition.

Da en betydelig del af ritualerne, som folkeskolerne praktiserer, befinder sig inden for en religiøs kontekst, er der dog grund til at spørge, hvor kristent det fællesskab, der dyrkes på skolerne, i sidste ende egentlig er. Bliver elever med anden religiøs baggrund eller ikke-troende ekskluderet af det eksplicit kristne fællesskab, som ritualerne konstituerer?

Interviewene med lærere og skoleledere viser, at skolerne forsøger at balancere mellem på den ene side at tage hensyn til elever, der tilhører andre trossamfund end folkekirken eller intet trossamfund, og på den anden side at opretholde de velkendte juletraditioner.

Julegudstjenesten synes imidlertid i højere og højere grad at miste sin religiøse betydning for skolerne. Selvom flere end 8 ud af 10 skoler deltager i en julegudstjeneste, er det således blot 42 procent, der mener, at markeringen af julen har med kristendom at gøre, mens 95 procent nævner traditionen, og 85 procent fællesskabet.

Flere skoler har da også besluttet, at julegudstjenesten ikke længere skal indeholde nogen form for forkyndelse, og lægger sig således op ad de officielle retningslinjer, der netop fastlægger, at religiøst indhold gerne må indgå i de forskellige skoleaktiviteter, så længe forkyndende elementer er fraværende.

Adskillelsen mellem forkyndelse og undervisning blev gennemført i 1975, og det er siden blevet diskuteret, hvilke elementer der i forlængelse heraf kan forblive en del af folkeskolens praksis. Særligt salmesang, bøn og skolegudstjenester har været genstand for hård kritik.

De foregående undervisningsministre har alle afvist, at tilstedeværelsen af disse traditioner i folkeskolen skulle være i konflikt med loven, men har samtidig understreget, at ansvaret ligger hos skolelederne.

Forskelle i fortolkningen af de gældende regler er dermed altafgørende i vurderingen af, hvornår en praksis er forkyndende.

Som beskrevet deltager 85 procent af de adspurgte skoler i julegudstjenesten. Heraf mener 36 procent af de adspurgte skoleledere, at julegudstjenesten er forkyndende, og 44 procent, at den ikke er forkyndende.

I denne sammenhæng er det naturligvis vigtigt at gøre sig et begreb om, hvad der ligger bag den praksis, samt hvilken forståelse skolelederne har af forkyndelsesbegrebet.

Skolelederne siger i virkeligheden ikke andet, end hvad vi kan læse på Undervisningsministeriets hjemmeside, hvor spørgsmålet om, hvorvidt der kan afholdes en juleafslutning i en kirke, og om der kan indgå en julegudstjeneste og eventuelt fremsigelse af Fadervor i arrangementet, stilles.

Ifølge ministeriet fremgår det af folkeskolens formålsparagraf, at folkeskolen, i samarbejde med forældrene, skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der gør dem fortrolige med dansk kultur og historie. Det gælder også den kristne kultur.

Til gengæld er det op til den enkelte folkeskole, hvordan man forvalter skolens juletraditioner, og loven er ikke til hinder for, at der kan afholdes en julegudstjeneste i en kirke.

Julegudstjenesten er dog ikke en obligatorisk del af undervisningen, understreger ministeriet. Hermed fortolker ministeriet julegudstjenesten som først og fremmest en dansk tradition og ikke en religiøs.

Derfor bliver forkyndelsen også en ganske ufarlig størrelse i skoleledernes forståelse, da den på næsten neutral vis indgår som en del af undervisningen i dansk kultur. De adspurgte præster, derimod, ser gudstjenesten som en del af deres forkyndelsesarbejde, der på den ene eller den anden måde skal tjene til at få flere unge i kirke.

Når den kristne forkyndelse bliver en del af undervisningen i at være dansk, hvad betyder det så for de ikke-kristne elever?

Er et ”nej tak” til julegudstjenesten også automatisk et ”nej tak” til det danske fællesskab? Påvirker skolen eleverne i religiøs henseende i de rituelle markeringer, som indgår i skolens årlige kalender?

Når kristne juletraditioner og ritualer er så udbredte i folkeskolerne i Danmark, skyldes det danske normer, som både er religiøse og sekulære. Skolen skal i princippet være sekulær, hvorfor forkyndelse ikke hører til i skolerne, men når det så alligevel får en plads, bliver det som et udtryk for dansk kultur som eksempelvis museums- og teaterbesøg. Det er i øvrigt en fortolkning af julegudstjenesten, som de adspurgte præster ikke deler .

Kronikken er skrevet af kandidatstuderende Josefine Linderod Bølge, Anne Fürstenberg, Christina Øager Nielsen, Michael Johan Brixtofte Petersen, Anna Rusmann og lektor Brian Arly Jacobsen, der alle er tilknyttet religionssociologi ved Københavns Universitet