Vækst i private daginstitutioner har social slagside

Private daginstitutioner bryder med en stærk dansk tradition for via institutioner som folkeskole og børnehave at komme til at kende mennesker med andre sociale baggrunde end os selv. I stigende omfang kommer vi nu til at mødes med nogen, vi er magen til, skriver pædagogisk leder

Vækst i private daginstitutioner har social slagside

Der er de senere år sket en voldsom vækst i antallet af private børnehaver og vuggestuer i Danmark. Vi vil give nogle bud på baggrunden for denne tendens samt pege på uheldige og utilsigtede følgevirkninger ved, at udviklingen går mod stadigt flere private daginstitutioner.

Ved en ændring i dagtilbudsloven i 2005 skabte Folketinget lovmæssigt grundlag for etablering af egentlige privatinstitutioner i Danmark, og siden er antallet steget voldsomt. Ifølge Danmarks statistik er antallet af børn i private daginstitutioner tredoblet fra 6820 i 2007 til 18.400 i 2014 (Ugebrevet A4 den 18. april 2016).

Der kan være mange grunde til at åbne en privat institution. Måske lukker kommunen en børnehave på grund af faldende børnetal, og en gruppe engagerede forældre genåbner den som privat. Eller en gruppe pædagoger har fået nok af sammenlægninger, koncepter og dokumentation: ”Vi orker ikke mere! Hjælp os med at blive private!”.

En mor i Nordsjælland giver tre grunde for sit valg af en privat børnehave: ”Det er på grund af visiteringen, de tager børn ind, så de passer sammen, så de kan få venner. Og jeg kan godt lide ’hippiekulturen’ her i huset, den store idérigdom, de mange muligheder og den store frihed. Endelig er der de mange ture i naturen.”

Moderen tilføjer: ”De penge er givet godt ud; der vil vi ikke spare!”. Den konkrete børnehave er 800 kroner dyrere end et tilsvarende kommunalt tilbud.

En privat børnehave skal følge alle lovkrav, samt hvad kommunen har stillet krav om i børnehavens vedtægt. Men de har en meget stor pædagogisk frihed. En leder fortæller: ”Forældrene vælger os på grund af pædagogikken og vores dygtige pædagoger. Fordi pædagogikken er efterspurgt. Forældrene vil ikke have de store fabrikker. De vil have den lille børnehave!”.

Når vi besøger nogle af disse institutioner, falder skuldrene ned, og man tænker, at sådan et børneliv skulle alle børn have. Her er nærvær, tid og pædagogiske aktiviteter afstemt efter børnene. De private institutioner fastsætter selv deres takster, og de er generelt dyrere end de kommunale. Vi har kigget på institutionstakster i private institutioner i seks kommuner i Hovedstadsområdet og på Sjælland, og i en enkelt fandt vi en pris svarende til den kommunale. Ellers fandt vi takster, som for det meste er 150-800 kroner dyrere end det tilsvarende kommunale tilbud.

Og her kommer vil til en væsentlig pointe. Det er netop ikke alle børn, der kan få et sådant tilbud. En rapport fra Bureau 2000 fra februar 2015 viser, at der er en overvægt af ressourcestærke forældre i de private institutioner. Rapporten konkluderer: ”Derimod har de private institutioner typisk en lavere andel af børn, der kommer fra hjem, hvor forældrene ikke har en erhvervsmæssig uddannelse, og fra hjem, hvor der tales et andet sprog end dansk.”

Så de private institutioner kommer let til at bidrage til en øget ulighed i samfundet. En ulighed som ifølge cand.phil. og journalist Lars Olsen er blevet større de seneste år (”Klassekamp fra oven”, 2014). I Danmark har vi haft en stærk tradition for via institutioner som folkeskole og børnehave at mødes med og komme til at kende mennesker med andre sociale baggrunde end os selv, men i stigende omfang kommer vi nu til at mødes med nogen, vi er magen til.

De private daginstitutioner har nogle friheder, som kommunale og selvejende institutioner ikke har. De anviser selv pladserne, de fastsætter selv taksten, de har mulighed for at trække profit ud af institutionen, og de er ikke omfattet af de centrale overenskomster. Dette har medført, at en del private institutioner ikke har fået tegnet de relevante overenskomster med de relevante faglige organisationer.

I Ugebrevet A4 den 18. april 2016 fortæller en erfaren pædagog efter at have fået arbejde i en privat daginstitution uden overenskomst:

”Jeg skulle selvfølgelig lige sluge en kamel, da jeg opdagede, at her ikke var overenskomst. Men det med de små rammer og tid til at være pædagog med børnene betød bare mere. Her er meget mere ro på. Støjniveauet er markant lavere, og vi kommer meget tættere på børnene, fordi her ikke er så stort.”

Hun er ansat i en privat institution, hvor de ansatte får op til 8000 kroner mindre i løn om året, end overenskomsten tilsiger. Og pædagogmedhjælpere under 30 år får først indbetalt til deres pension efter tre års ansættelse, svarende til 30.000 kroner mindre om året i arbejdsgiverbetalt pension.

I 2007 åbnede Folketinget ved ny lovgivning for muligheden for at trække overskud ud af private daginstitutioner. I Norge har det været muligt siden 2003. I bogen ”Velferdsprofitørene” fra 2015 fortæller historiker Linn Herning om aktører med meget kommercielle hensigter, som går direkte efter profitten, de såkaldte børnehavebaroner.

Her er det lykkedes at lave koncerner og finansfonde og at tjene store formuer på at oprette og drive børnehaver. ”Nogen” henter simpelthen privat profit ud af skattefinansierede velfærdstjenester. Formuer kanaliseres ud af landet og i skattely, og vi mister offentligt indblik i ejerskab og pengestrømme.

Linn Herning beskriver en markant kommercialisering af de private institutioner gennem de seneste år. Hun gør rede for, at forskellen internt mellem de forskellige typer af private aktører efterhånden er næsten lige så stor som forskellen mellem offentlige og private.

Når man bruger etiketten ”privat” på alt fra forældredrevne børnehaver til internationale finansfonde, bidrager det til, at kommercialiseringen inden for de private ikke bliver en del af den politiske debat. Og det er et problem, da pengene i velfærdsprofitørernes selskaber rent faktisk er vores skattepenge, som vi som samfund gennem demokratiske processer har afsat til velfærdsydelser.

I Danmark er problemet for nuværende ikke så stort. De private daginstitutioner hos os er langt hen ad vejen oprettet med forskellige former for ideale formål af pædagogisk eller værdibaseret art.

Sekretariatsleder i Daginstitutionernes Landsorganisation Morten Kyst mener, at omkring 10 procent af de danske private institutioner for nuværende benytter sig af at hente profit ud. Men vi skal i høj grad være opmærksomme på, hvordan vi som samfund sikrer os, at de penge vi sætter af til små børns trivsel, udvikling og læring gennem deres første fem-seks år, også bliver brugt til at understøtte børnene.

Som samfund er det utrolig vigtigt, at vi tager den store stigning i private institutioner alvorligt. Ikke mindst i lyset af erfaringerne fra Norge.

Offentlige skattekroner, skal efter vores mening ikke bruges til profitoptimering for private investorer; de skal forvaltes på demokratisk vis gennem demokratiske processer. Et kritisk blik på lovgivningen er nødvendigt.

En erfaren leder af en privat børnehave siger: ”Det er en falliterklæring, at man skal til de private for at få arbejdsglæde! Hvorfor slipper man ikke de ansatte i de kommunale institutioner fri og lader dem tilrettelægge deres arbejde selv? Selvfølgelig skal der være pædagogisk udvikling, men lad folk selv stå for det!”.

Derfor siger vi til politikere i stat og kommuner: Vær opmærksomme på, hvad der sker på daginstitutionsområdet! Lyt til, hvad forældre og pædagoger siger, er et godt børneliv. Og lovgiv og administrer, så vi undgår såvel udviklingen af A- og B-institutioner som etableringen af danske ”børnehavebaroner”.

Jytte Mølgaard er pædagogisk leder og medlem af Dansk Pædagogisk Historisk Forening