Har vi et problem, beder vi om et værktøj. Hvad er der i værktøjskassen? Der er ingen grænser for, hvad vi skal have af værktøjer og redskaber.
Hvis der er terror: Giv mig nye terrorbekæmpelsesværktøjer! Er der mobning i skoleklassen: Giv mig mobningsreducerende værktøjer! Er der for mange indbrud i private hjem, så giv os kriminalitetsbekæmpende værktøjer.
Er der en for stor tilstrømning af flygtninge? Er der for mange voldtægter? Drikkes der for meget alkohol? Køres der for stærkt i byerne? Er der for meget uro i klasserne? Er de studerende for længe om at gennemføre deres uddannelser? Er der for stort frafald i ungdomsuddannelserne? Er de gamle og syge for tidkrævende for personalet på plejehjem og sygehuse?
Du kan selv fortsætte. Listen er meget lang. Der er også en vifte af værktøjer til personlig udvikling, ja, måske til garanteret personlig udvikling.
Alt dette handler om symptomer. Det er adfærd, handlinger, mønstre, fænomener, begivenheder med mere, som vi ikke kan lide, som vi gerne vil minimere, reducere, eliminere eller bare på en eller anden måde påvirke. Vi er utilfredse, bange, utrygge, utålmodige. Vi vil ændre adfærd - i skolen, på hospitalet, på vejene, i hjemmene og på diskotekerne.
Nogle af dem, der mest hidsigt efterspørger værktøjer, er politikerne. Politikerne taler om og trygler efter nye værktøjer, fordi de vil ændre både det ene og det andet. Og det skal gå hurtigt. Eller i hvert fald se ud, som om det virker hurtigt.
På det seneste er terror aktualiseret og understreget af terrorhandlingerne i Paris i begyndelsen af januar måned. Et af de værktøjer, vi nu ser, er et kæmpe hangarskib, som den franske præsident har sat ind i terrorbekæmpelsen.
Danske politikere er også gået i aktion. Nogle taler om nødret, landsforræderi, stramninger af lovgivningen, lukning af moskéer, mere politi ved den jødiske synagoge og de jødiske skoler, flere politibiler på gaderne, flere penge til Pet, flere pistoler og maskingeværer, længere fængselsstraffe, nye love og bekendtgørelser, stramninger af det ene og det andet.
Jeg siger ikke, at vi ikke skal efterspørge nye redskaber, midler, værktøjer. Men jeg siger samtidig: Hvis vi tror, at vi kan løse verdens problemer med mere politi, flere skydevåben, mere straf og flere grænsebomme, så tror vi forkert. Og så går det helt sikkert galt. Helt galt!
Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der hedder: Hvis vi ikke ændrer retning, så ender vi dér, hvor vi er på vej hen. Og dette at lovgive, bevilge flere penge, anskaffe flere våben med mere er ikke nye veje. Det er gamle veje. Det er kendte veje. De er nødvendige. De vil altid være relevante.
Men der er nogle, måske mange, af de problemer, vi taler om her, der er karakteriseret ved, at hvis vi vil dem til livs, hvis vi vil udvikle noget nyt på disse områder, hvis vi vil eliminere nogle af disse fænomener, så er der behov for at gå nye veje, så er der behov for at definere og forstå problemerne på andre og dybere måder.
For det kan jo godt være, at vi har fået kikkerten indstillet sådan, at vi altid ser problemer, men aldrig muligheder. Så hver gang, vi iagttager et fænomen, så ser vi det som et problem, der kun kan håndteres med netop den slags værktøjer, som vi er fortrolige med, for eksempel lovgivning, paragraffer, penge, bomme, forbudsskilte, aldersgrænser med mere.
Vi ser lige præcis det, vi vil se. ”Det sete afhænger af øjet, der ser,” siger vi. Vi begriber med de begreber, vi har. Vi flytter med de brikker, vi har at flytte med. Har vi lovgivning og paragraffer i hovedet, så kan vi godt gå hen og få den opfattelse, at vi med lovgivning og paragraffer kan nå alt det, vi gerne vil. Og kun med lovgivning. Og det kan vi ikke.
Er penge det vigtigste, vi kan komme i tanker om, så tror vi måske på, at vi kan nå og få alt for penge. Det er næsten sikkert, at hvis en politiker taler om problemer og om problemløsning, så vil den pågældende politiker også tale om penge. Politikere taler næsten altid om, at nu er der bevilget så og så mange penge til det ene og det andet. Underforstået: Så er det problem løst. Så kan der ikke gøres mere - med de givne begrænsninger og grænser.
Var det ikke Albert Einstein, der sagde: ”Hvis jeg får 60 minutter til at løse et problem, så vil jeg bruge de 59 minutter på at forstå og definere problemet og 1 minut på at løse det”? Vi gør mange gange det modsatte: Vi bruger næsten ingen tid på at undres og på at drøfte og definere problemet; vi ved ofte på forhånd, hvad problemet er, og derfor går vi lige på og hårdt og ser ned i værktøjskassen.
Er der et relevant værktøj i den berømte værktøjskasse, så tager vi umiddelbart og uden videre dette værktøj i brug. Og hvis vi kun har en hammer i værktøjskassen - og det er det velkendte eksempel - ja så ser vi alt som søm. Og så banker vi med hammeren, selvom det måske var noget helt andet, der var brug for.
Værktøjer er svar, er løsninger, men som en klog systemforsker, R.L. Ackoff, engang sagde: ”Verden er fyldt med svar på spørgsmål, der ikke længere findes, og mange af de spørgsmål, mennesker stiller, har vi ikke noget svar på.”
Mange af de værktøjer, som vi benytter, og mange af de værktøjer, som vi får frem som reaktion på vores efterspørgsel efter værktøjer, er isoleret set gode nok, men de er ofte ikke egnede til at løse eller forstå de faktiske problemer, som vi står over for.
Derfor virker mange tiltag ikke. Derfor bliver vi ved, for just som vi troede, at vi havde løst - fikset - problemet, så dukker det op igen, måske i en lidt anden forklædning. ”Nissen er flyttet med”. Vi løste ikke et problem. Vi påvirkede et symptom - med en hammer.
Og det er rigtigt: Der skete noget, men det havde intet med begrebet problemløsning at gøre. Og derfor sker der ofte ikke ret meget, når værktøjerne bringes i anvendelse. Værktøjerne har ingen effekt. De grundlæggende spørgsmål og holdninger, som det drejer sig om, lever selvfølgelig videre, uanset hvilke værktøjer der bringes i anvendelse.
Også inden for det bredere ledelsesfelt tales der om værktøjer. Det er det samme som med politikerne, bare er spektret her lidt bredere. Men alle efterlyser værktøjer. For troen på, at når man har et værktøj, så kan man effektivt løse problemer, lever også her.
Så er en mængde usikkerhed elimineret, hvilket betyder, at så kan vi handle med sikkerhed, så kan vi med sikkerhed forudsige, hvad der sker, når vi gør dette eller hint eller omvendt: Hvis vi vil nå et bestemt resultat, så ved vi, at vi når det, hvis vi bringer et bestemt værktøj i anvendelse.
Og igen: Sådan er virkeligheden ikke. Og derfor bliver ledere og virksomheder hele tiden overrasket. Værktøjerne virker ikke. Det forventede og ønskede sker ikke. Resultatet er skuffelser og efterspørgsel efter nye værktøjer. Man kører i ring. ”Nissen flytter med”.
Hvem er Nissen? Det er holdninger, principper, grundlæggende antagelser, motiver, forestillinger, læresætninger, ønsker og drømme, som lever og lever stærkt i mennesker, og som bestemmer menneskers adfærd og handlinger. De ændres ikke, bare fordi der står en bom ved grænsen, eller fordi der bliver udstedt et forbud.
Steen Hildebrandt er professor ved Aarhus Universitet og adjungeret professor ved CBS, Handelshøjskolen i København