Hvad har valentinsdag at gøre i folkekirken? Det skal være sagt med det samme. Valentinsgudstjenester har ligesom jagtgudstjenester, høstgudstjenester og luciagudstjenester intet specifikt bibelsk grundlag. Men hvis folkekirken ønsker at vise, at den interesserer sig for menneskers faktisk levede liv og en så fyldig størrelse som kærlighedslivet, er valentinsdag da en oplagt anledning.
Der, hvor kirken nemt både bliver forpustet og taber luften, er, når den forsøger at efterligne omgivelsernes populære kulturtiltag i jagten på deltagersucces. Den, der efterligner, vil af gode grunde altid være bagefter, hvorfor kirken må gå sine egne veje for at beholde sin integritet og originalitet. Det burde nu heller ikke være så svært. Blomsterhandlere forsøgte i 1950erne at indføre valentinsdag i Danmark, men det blev ikke til det helt store indtil for cirka 20 år siden.
Den kærlighed, der følger med blomsterhandlernes forståelige ønsker om mersalg, er den romantiske, den forelskede, den ægteskabelige og frem for alt den tosomme i den lyserøde udgave, der er attraktiv lidt på samme måde som jordbæris: dejligt og ja tak men nej tak til at nøjes med den udgave.
Hvis der overhovedet er noget på spil i vores liv, når vi står over for noget, der kunne være starten på kærlighed, kan vi ikke nøjes med at se gennem lyserøde briller. Enhver, der har prøvet at være forelsket, kan nok finde erindringen frem om eufori, åbenhed og den pludselige vilje til at se fremtiden i et nyt lys. Men erindringen om blottelse, angsten for ikke at slå til, for afvisning og svigt følger med som skyggen af det lyserøde lys.
Og kaster vi os ud i det: ser et andet menneske i øjnene og går sammen ind i det ambitiøse projekt at dele livet, så ved vi, at vi også kommer til at mærke kærlighedens pris, da vi kun har hinanden en tid. Går vi ikke selv fra hinanden, så står døden i kulissen og minder os om vore relationers udløbsdato.
Kærlighed er ikke et game for tøsedrenge m/k, men selv ikke, hvis vi prøver at leve livet uden parforhold, slipper vi for at forholde os til muligheden for det. Omgivelserne skal nok minde os om det. Det er, som om ingen rigtigt tror på, at et menneske mener det, hvis han eller hun udtrykker ønske om en singletilværelse. Og forelsker vi os kort efter, vores seneste partner har taget tandbørsten med sig, eller måske endda er død, så skal der også nok komme et eller andet ud mellem sidebenene fra en velmenende bekendt.
Det er ikke rigtigt til at slippe for at forholde os til og det skal vi da heller ikke. Selvom det måske kunne være helt rart ikke at blive mindet om det med kærligheden i visse faser af livet. Vores ønsker om at bruge os selv som kærlighedsvæsener, vores forelskelser, længsler, begær. Vores foreninger og vores brud og tab. Det er tit kærligheden, der får os til at rykke os i livet, både mentalt og geografisk. Og så er det alvor, og kærligheden er ikke bare lyserød, men blodrød.
Bibelen rummer en lang række tekster om kærlighed, der taler stærkt og udfordrende ind i vores liv. Bibelen fortæller om fatale begær, uventede graviditeter, dampende erotik, bryllupper og tab. Sammenlignet med alle andre bibelske skrifter er Salomos Højsang i Det Gamle Testamente helt usædvanlig, da hele skriftet er et forholdsvis udpenslet erotisk digt, hvor en mand og en kvinde besynger hinandens skønhed og elskoven.
Højsangens berettigelse som bibeltekst er blevet forsvaret med, at skriftet skal læses som en allegori over sjælens forening med Gud eller den troendes forening med Kristus. Men selv med en tekstnær tilgang skinner alvoren frem gennem erotikken.
Som et omkvæd midt i de erotiske anprisninger gentages advarslen: Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil. Advarslen toner frem, som vil den mane til respekt over for de voldsomme kræfter, der slippes løs, hvis vi mister fodfæstet, følger vores begær og giver os hen.
De fleste beretninger i Det Nye Testamente er dybest set udlægninger af, hvordan vi skal forstå Guds kærlighed. Jesus kommer bestemt ikke og viser, hvordan vi skal håndtere vores begær, men anerkender, at det er en del af menneskelivet at forholde sig til det. Der er ikke direkte trin for trin-anvisninger til et nemt og lykkeligt liv, men påbud om at leve, så vi elsker Gud, vores medmennesker og os selv og derigennem lever et meningsfuldt liv.
Denne tilgang til kærligheden er egentlig ikke særlig romantisk, men den er kristendommens modsvar til den tomhed, der følger med, hvis vores begær får lov at være vores drivkraft. Hvad enten det er materielt eller seksuelt begær. Den kærlighed, som næstekærlighedsbuddet anviser, har ikke vores eget begær som centrum, men medmenneskets behov. At elske er at ville den anden hans eller hendes bedste, hvilket paradoksalt nok kan være betydeligt sværere, når vi ikke kun elsker, men også begærer medmennesket.
Kirken får tit lov at vise sit værd i de helt store overgange i menneskelivet: ved dåb, bryllupper og begravelser, og her viser det sig også, at det er kærligheden, der fylder og forandrer.
Mange præster gør et forrygende stykke arbejde med at tale evigheden ind i det enkelte menneskes liv og sætter det konkrete liv ind i evighedens perspektiv. Men det er da ærligt talt lidt vel sjældent kun at tage fat i menneskers kærlighedsliv ved de kirkelige handlinger.
Jeg har en personlig, flov erindring om som helt ung at have dasket en romantisk sindet ungersvend med hans medbragte bundt røde roser på valentinsdag og holdt et lille, selvretfærdigt foredrag for ham om, at kærlighed ikke trives bedre på bestemte datoer end andre, men netop sprænger alle rammer. Sorgen kan vi jo heller ikke nøjes med at forholde os til på en eller anden passende dato.
Og selvfølgelig skal kirken ikke nøjes med at vise, at den tager menneskers kærlighedsliv alvorligt én dag om året. Men det er da en god start i forhold til at komme mennesker i møde, hvor de end er i livet.
Det sker stadig, at mennesker kommer til dåbssamtaler og er undskyldende, fordi de har fået barn uden at være gift. Det skal de selvfølgelig ikke, men hver gang det sker, er det en påmindelse til mig om, at folkekirken kæmper med sit image.
Jeg ved, der er præster og kirkelige retninger, der fortolker og forvalter Bibelens morallære ret forskelligt, men ønsker man som kirke at vise, at man byder mennesker velkommen, som de er, midt i de liv, der faktisk leves, og ikke kun er en ægteskabs- og kernefamiliecelebrerende institution, er valentinsdag en glimrende anledning til at byde tydeligt velkommen til singler og par, homo- og heteroseksuelle og unge og gamle.
Velkommen til mennesker i alle livssituationer. Jesus møder og forløser mennesker, hvor de end er i livet, og i kærlighed findes ikke fordømmelse.