Valget står mellem empati og foragt

Lad os sige, at din stemme lyder bedst helt ude på venstrefløjen. Du hader Dansk Folkeparti og griner hånligt af Donald Trump. Men for at sikre sammenhængskraften i Danmark og undgå yderligere radikalisering er det vigtigt, at du alligevel prøver at forstå

Valget står mellem empati og foragt
Foto: Uffe Weng.

Enten træder vi ind I den radikale empatis tidsalder, eller også falder vi ned i den kløft af desperat forargelse og foragt, som vi lige nu står på kanten af, og som gør det så svært at række hånden ud og give vores medmennesker håb.

Vi kan ikke forstå Trump, men synes, han er sjov. Vi bliver provokerede over Elbæks (AL) lemfældige forhold til realpolitikken, men vi higer efter visionen. Vi dytter i trafikken, bander af debatten og kan simpelthen ikke forstå, hvordan dem, vi er uenige med, kan tillade sig at sige det, de siger. På Facebook og Twitter får svinehunden frit løb og voldtager dit ben, når den får chancen.

Den sociologiske disciplin kan forstås som evnen til at se de usynlige kræfter, der får mennesker til at tænke og føle og opføre sig, som de gør, når de lever, bor og arbejder sammen. Empatien er derfor et centralt værktøj i den menneskelige værktøjskasse. Foruden vores rationelle fornuft er empatien det, der adskiller mennesket fra dyrene.

På den ene side træner vi alle sammen hver dag denne muskel. Når vores børn græder. Når reklamer, musik og film vækker vores lyst og følelser. Når din ægtefælle kræver dit nærvær i samtaler, du ikke umiddelbart kan se formålet med. Når vi skal passe ind i middagsselskabet. Men det er uhyre sjældent, at vi er tvunget til at sætte os ind i mennesker, der ikke ligner os selv. Javist, vi forholder os til dem. Når vi ryster på hovedet af Trump og fnyser af Elbæk – og alle deres støtter. Griner af Linse Kessler og peger fingre ad de unge mødre – og alle dem, der ligner dem. Fjodor Dostojevskij har jo ret: ” While nothing is easier than to denounce the evildoer, nothing is more difficult than to understand him. ” Men lad os gøre et forsøg.

Lad os sige, at din stemme lyder bedst helt ude på venstrefløjen. Du hader Dansk Folkeparti og griner hånligt af Nigel Farage, når han latterliggøres i Deadline – desværre ikke længere af Adam Holm, hvis kødædende sprogblomster du stadig savner. For at sikre sammenhængskraften i Danmark og undgå yderligere radikalisering er det dog vigtigt, at du alligevel prøver at forstå, hvorfor så mange af dine medborgere er bange for den massive indvandring, der i disse år finder sted.

Forestil dig derfor nu, at du lige er blevet fyret fra dit arbejde som tømrer, fordi virksomheden ikke kunne hamle op med konkurrenternes lave lønninger. Dine børn havde svært ved at sove i nat, fordi naboerne i dit boligområde holder eidfest. Din kone ringede sidste uge og græd i telefonen, fordi hun blev chikaneret af en flok etniske minoritetsdrenge.

Nu sidder du i bussen og stirrer på en kvinde med slør, der snakker om, hvor umuligt det danske dagpengesystem er at finde rundt i. På skærmene over hende fortæller nyhederne, hvor mange tusinder af flygtninge der vælter ind over de europæiske grænser igen i dag. Hvis du lukker øjnene og ikke behøver at indrømme det over for din venner og familie, kan du så ikke føle, hvad denne mand føler?

Lad os så vende bordet. Lad os sige, at du har dårlige personlige erfaringer med unge aggressive muslimske mænd i nattelivet. Du elsker, når de statistikker, der viser, at indvandrere fylder mest i kriminalitetsstatistikkerne, og som politikerne ikke selv tør bruge, serveres på hr. og fru Danmarks kaffebord.

For at sikre, at vi lukker de rigtige mennesker ind og ikke bare skaber endnu større problemer for vores børn, er det vigtigt, at du alligevel prøver at sætte dig i asylansøgerens sted. Forestil dig derfor nu, at du er en mindreårig, uledsaget flygtning fra Afghanistan. Du har mistet din familie på den farefulde færd herop og må håndtere dine længsler og krigstraumer alene – inden for det hegn, du nu omkranses af.

Du forstår ikke det sprog, menneskene omkring dig taler, og du lukker nu dine øjne for at drømme dig tilbage til den skole, du og dine venner gik i derhjemme. Du vil give alt for at kunne finde den følelse af tryghed og mening igen. Sendes du tilbage, hvor du kom fra, risikerer du fængsling og tortur. Forestil dig nu, at denne pige er din datter. Eller din søster. Kan du mærke hendes sorg?

Det kan være let nok at sige: ”Jo, jo, det er da forfærdelige skæbner, men…” og så skynde sig tilbage i sin skyttegrav. Eller: ”Jeg forstår godt, at personen føler sådan, vi må også bare…” og så falde tilbage på automatpiloten. Ægte medfølelse hviler fordomsfrit i indlevelsen. Det kræver tid, mod, og at man er parat til måske at flytte sig – bare en lille smule. Empati bliver på denne måde demokratiets forudsætning. Som det indianske ordsprog lyder: ” Before you judge, you have to walk a mile in a man’s shoes .”

Retssystemet er et af de domæner, der i disse år ændres på baggrund af videnskabens efterhånden uundgåelige dokumentation af samspillet mellem straf, forsoning og resocialisering. Bevægelserne omkring genoprettende retfærdighed fokuserer mere på indlevelsens muligheder for overtræders anger og adfærdsændring, end offerets tilgivelse og tryghed og lokalsamfundets retfærdighedsfølelse. Fra sandhedskommissioner i krigshærgede lande til konfliktcirkler på vores skoler har empati vist sig at være et meningsfuldt og effektivt redskab.

Jeg forudser i min sociologiske krystalkugle, at Integrationsministeriet i 2025 koordinerer middagsselskaber i kvarterer landet over, hvor mennesker på tværs af sociale, etniske og religiøse skel kan mødes, bryde brød og dele deres livs sorger og glæder med hinanden. At droner anvendes som rekognosceringsspejdere, der laver virtual reality -filmrapportager fra krigszoner og flygtningelejrer, før vi træffer væsentlige beslutninger om at gå i krig eller bygge mure.

Gennem deres øjne vil vi kunne komme helt tæt på den virkelighed, som i dag er så langt væk og derfor nemmere at bagatellisere eller ignorere. At et udsnit af borgere, der direkte berøres af nye lovforslag, skal høres og mærkes af de politikere, som udarbejder og stemmer herom – måske at de rent faktisk skal gå en mil i deres sko.

Kants berømte kategoriske imperativ om, at du skal opføre dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for almen lov, er en af grundpillerne i vores samfunds moralfilosofi – også selvom du måske ikke lige kender den tyske ordlyd af denne maksime.

Du skal behandle din næste, som du ville ønske, han behandlede dig. Men det kræver jo, at jeg kan sætte mig ind i, hvordan jeg gerne ville behandles, hvis jeg for eksempel havde mistet hele min familie og var flygtet fra krig og nu stod og bankede på Danmarks dør. Eller hvordan jeg gerne ville behandles, hvis jeg var på kontanthjælp, fordi jeg fik angst, så snart jeg satte en fod på gaden.

Eller hvis jeg bare var en anden end de venner og familiemedlemmer, der ligner mig selv så meget mere end dem, der stemmer Dansk Folkeparti, dem, der går med slør, dem, der går i balletten og bliver rørt til tårer, eller dem, der bliver nødt til at tænke sig rigtig godt om, hver gang de køber ind for at være sikre på, at budgettet tillader fredagsslik til børnene.

Ja, der er oplagte ligheder imellem Trump og Elbæk, Beppe Grillos Five Star-bevægelse og Alternative für Deutschland. De er alle anti-establishmentbevægelser, der reagerer på de integrerede kriser, vi alle står midt i. Men folket mobiliserer ikke kun som reaktion på akut opståede kriser. De går også simpelthen på gaden, fordi de kan.

Med den nye adgang til magten, som sociale medier blandt andet medfører, følger dog også et ansvar. Forpligtelser, der kræver endnu større grad af empati, så vi ikke bare går på gaden, men også bliver nysgerrige på hinanden for at blive klogere. Det gælder vores medmennesker og vores politiske modstandere.

Silas Harrebye er lektor på Institut for samfundsvidenskab og erhverv, Roskilde Universitet