Ved Babylons kunstvandingsanlæg sad vi og pustede ud

Den daglige tilværelse hos de jøder, som den babylonske hær sendte i eksil for 2500 år siden, kan nu studeres nærmere. I private dokumenter finder man vigtige brudstykker fra fortidens dagligdag, der giver os et glimt af personer fra Bibelens verden, som vi aldrig før har hørt om

I Jerusalem kan man besøge Bible Lands Museum, som har åbnet særudstillingen "Ved Babylons floder: Historien om det babylonske eksil."
I Jerusalem kan man besøge Bible Lands Museum, som har åbnet særudstillingen "Ved Babylons floder: Historien om det babylonske eksil.". Foto: Bax Ratner.

For nylig (lørdag den 25. juli) var det den 9. i måneden Av i den jødiske kalender. Månedens hebraiske navn har ikke noget at gøre med det, jeg siger, når jeg slår mig over fingeren med en hammer.

Men akkurat den niende dag i måneden er faktisk forbundet med smerte og sorg: Man siger, det var på den dag, at den babylonske hær under kong Nebukadnesar den Andens ledelse i året 587 f.Kr. brændte Jerusalems tempel ned til grunden, hvorefter en stor del af byens og oplandets befolkning blev tvangsforflyttet til Babylonien (vore dages Irak).

Tilmed fortæller den jødiske overlevering, at det var på samme dato, at den romerske hær seks og et halvt århundrede senere, i år 70 e.Kr., ødelagde det genopbyggede tempel. Man forstår godt, at datoen efter jødisk tradition er en sørgehøjtid; stemningen kan minde lidt om langfredag i en kristen sammenhæng, og man læser højt af Klagesangene i Den Hebraiske Bibel.

I år har folk i Jerusalem haft en mulighed mere, hvis de ville højtideligholde dagen på en særdeles relevant facon: Ud over at gå i synagogen kan man tage en tur på Bible Lands Museum (Museet for Bibelens lande), som ligger i Jerusalems vestlige udkant, lige over for det verdensberømte Israelmuseum, der blandt meget andet spændende rummer de fleste af Dødehavsrullerne.

I foråret 2015 har museet nemlig åbnet en særudstilling med titlen ”Ved Babylons floder: Historien om det babylonske eksil”, som sætter fokus på nogle af de nyeste arkæologiske fund, der kan belyse de tvangsforflyttede judæeres liv i Babylonien.

Perlerne i udstillingen er umiddelbart uanselige: Det drejer sig om små, grågule lerklumper på størrelse med en eller to tændstikæsker, dækket af et underligt opret mønster. Men det mærkelige krimskrams er skrifttegn, og lerklumperne er kontrakter, gældsbeviser og kvitteringer affattet på akkadisk - det sprog, som den offentlige administration foregik på i babylonernes imperium.

Den slags tekster er så at sige det daglige brød for assyriologer - forskere, som beskæftiger sig med oldtidens assyriske og babylonske kulturer. Ofte kan teksternes indhold virke lige så trivielt som de lerklumper, de er skrevet på, men det gør dem ikke mindre vigtige.

Regenter og deres spindoktorer sørgede også dengang for at skrive ned for eftertiden, hvad kongen udrettede. Men hvis vi vil vide, hvordan almindelig mennesker levede, må vi selv stykke et billede sammen af oplysninger, der ikke er skrevet ned for eftertidens skyld, men som så at sige tilfældigt er bevaret i dagligdagens kedsommelige dokumenter.

Et tekstfund fra oldtidens Babylonien kan sammenlignes med, at nogen om et par tusinde år fandt en enkelt arkivmappe fra Teknisk Forvaltning på rådhuset i Tønder. Hvis folk til den tid intet andet ved om Sønderjylland i det 21. århundrede, vil oplysningerne i sådan en mappe være dyrebare for den tids forskere. Og det er nu engang brudstykker af fortidens dagligdag, der er et af historikerens vigtigste materialer.

De små lertavler på museet i Jerusalem er af særlig betydning for jødisk historie, fordi de omtaler mere end 100 forskellige personer, der har jødiske navne, og som boede i et område mellem oldtidsbyerne Nippur og Karkara.

En stor gruppe af tekster handler ligefrem om personer, der levede i en by, som på akkadisk blev kaldt Al-Yahudu, det vil sige ”Judæas by” - eller i nogle enkelte af teksterne ”judæernes by”. Fordi det drejer sig om juridiske og administrative dokumenter, er de omhyggeligt dateret: De angiver den dag og den måned i et bestemt regeringsår for en navngiven babylonsk eller persisk konge, hvor for eksempel en bonde forpligter sig til efter høsten at betale fire kubikmeter dadler i leje af den jord, hvor han dyrker sine daddelpalmer.

Denne administrative omhu gør det muligt for os at sige nøjagtigt, at det indblik i et samfund af fordrevne jøder, som teksterne giver, dækker perioden 572-477 f.Kr. Med andre ord er den ældste af teksterne affattet kun 15 år efter, at flammerne gjorde det af med Jerusalems tempel, og Azarjahu, som i dette dokument optræder som vidne på indgåelsen af en kontrakt mellem to babylonere, har altså efter al sandsynlighed stået i Jerusalem og set på, da templet gik op i røg, før en babylonsk soldat beordrede ham af sted østpå sammen med de andre tvangsforflyttede.

Azarjahu betyder ”Herren (eller egentlig Jahve) har hjulpet”. At det er et jødisk navn, fremgår af endelsen ”-jahu”, som er en form af det gammeltestamentlige navn for Gud. Navnet optræder også en enkelt gang i Det Gamle Testamente (2. Krønikebog, kap. 21, vers 2), mens en forkortet form af samme navn, nemlig Azarja, findes snesevis af gange som navn på en række forskellige mennesker.

At en jøde dengang hed Azarja(hu) har altså været præcis lige så trivielt og almindeligt som at hedde Mette eller Søren i nutidens Danmark, så der er på ingen måde tale om, at vi nu får ”bevist”, at en bestemt af Bibelens personer faktisk har eksisteret. Det drejer sig om noget andet og på sin vis mere spændende: Vi får et glimt af en person fra Bibelens verden, som vi aldrig før har hørt om, heller ikke i Bibelen selv.

Lertavlerne ejes af private samlere, og man ved ikke nøjagtigt, hvor de er fundet. Den slags kan få arkæologer til at fortvivle: Hvis vi vidste, hvilke tavler der blev fundet samme sted, ville det fortælle en masse om dem.

Den sammenhæng må man nu møjsommeligt rekonstruere. Her hjælper de hundredvis af personnavne. Det angives altid, hvad en person selv hedder, og hvem vedkommende er søn (eller sjældnere: datter) af. På den måde kan et helt stamtræ rekonstrueres for de navne, der forekommer flest gange.

For eksempel kan vi følge efterkommerne af en mand ved navn Samak-Jama helt frem til hans sønnesøn Ahikam, hvis fem sønner deler hans besiddelser mellem sig efter Ahikams død. Den anden halvdel af Samak-Jamas navn er endnu en måde at stave navnet på den jødiske gud på. I babylonernes skriftsystem kunne et M og et V til tider gengives ens, og Jahve er så blevet til Jama.

At det hænger sådan sammen, fremgår også af nogle tilfælde, hvor den akkadiske tekst er blevet suppleret med en note på judæernes eget sprog: En af teksterne fra Al-Yahudu er et gældsbevis, hvor Shalam-Jama lover at betale godt og vel to kubikmeter byg til en mand ved navn Gummulu i nabobyen Adabilu. Men på kanten af den akkadiske skrifttavle er Shalam-Jamas navn noteret i en umiskendeligt jødisk form og med hebraiske bogstaver: Nu hedder han Shalam-Jahu.

Teksterne viser os ikke kun, at judæere levede et sted mellem Eufrat- og Tigris-floderne. De antyder også, hvad de levede af. De mange kvitteringer for udveksling af landbrugsprodukter viser, at de var blevet bosat på jord, som var den babylonske konges ejendom, og som de kunne leve af at dyrke mod betaling af en afgift til kongen.

Når Det Gamle Testamente fortæller i Salme 137, at de sad ”ved Babylons floder” og græd af længsel efter deres hjemland, har de måske nærmere bestemt siddet og pustet ud ved de smalle kanaler til kunstvanding af markerne, som de måtte grave for at gøre jorden frugtbar.

Og som Samak-Jama-familiens ”papirer” viser, kom nogle af dem med tiden til at leve ganske godt af det, og derfor blev mange da også boende, da den persiske kong Kyros i 537 f.Kr. gav dem tilladelse til at vende hjem - som vi kan se af de mange dokumenter, der er dateret i årtierne efter.

Søren Holst er lektor i teologi ved afdeling for bibelsk eksegese på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet