Haarder: Det er noget sludder, at rigtig og forkert tro kan måles på kirkegangen

Juleaften kan man i kirken træffe mange af sine naboer med børn og børnebørn. Det har nogle ondt af. Men jeg synes, det er dejligt, at så mange møder op. De betaler i dyre domme for denne ene gudstjeneste om året. De skal da ikke spises af med en ligegyldig prædiken, men har fortjent det ypperste, præsten og kirken kan præstere

Vor Frue Kirke i København er klar til julegudstjeneste.
Vor Frue Kirke i København er klar til julegudstjeneste. Foto: Christian Lindgren.

DER ER NOGLE, der mener, at julegudstjenesterne 1. og 2. juledag er de ”rigtige” julegudstjenester. Så må juleaften jo være den forkerte - præget som den er af mange kirkefremmede og kulturkristne, der resten af året ikke udviser stor trang til kirkegang.

Denne ene gang om året kan man i kirken træffe mange af sine naboer med børn og børnebørn - og farvehandlerens henne på hjørnet, som også gerne vil have lidt julestemning, før de skal hjem til julemad og gaver.

Det har nogle ondt af. Men jeg synes, det er dejligt og livsbekræftende, at så mange møder op, og at de vil have deres børn til at synge med på julesalmerne.

De betaler i dyre domme for denne ene gudstjeneste om året. Dem skal man ikke tale dårligt om. Hvem ved, om min tro er bedre end deres? De skal ikke spises af med en ligegyldig prædiken og antydninger af, at det ikke er en rigtig gudstjeneste, de er kommet til. De har fortjent det ypperste, præsten og kirken kan præstere.

Det er noget sludder, at rigtig og forkert tro kan måles på kirkegangen. ”Folkekirken er også for den lille mand med den lille tro,” som SF'eren Poul Dam engang sagde. Alle er velkomne i kirken, også juleaften.

Selvgodhed og bedreviden hører ikke hjemme i kirken.

De trofaste kirkegængere lever højt på, at kirkefremmede og kulturkristne godvilligt betaler for kirkens herligheder: gudstjenester, kor, organist og utallige arrangementer til glæde for de trofaste. Julen er for alle. Vi har en gammel forestilling om julen som åndehullet midt i ufred og uenigheder. Julefreden er dybt indlejret i vores årsrytme, og vi glæder os til den som små børn.

Tænk på de forfrosne soldater i skyttegravene under Første Verdenskrig, der hørte ”fjenden” synge julesalmer ovre på den anden side af fronten - ”Stille Nacht”, ”Holy Night”. De kravlede op af gravene og mødtes i ingenmandsland, hvor de udvekslede håndtryk og cigaretter. Julefreden var lige så meget for de ikke-troende som for de troende.

DET KAN GODT VÆRE, at kirkegang juleaften for mange blot er en stemningsskabende tradition uden dybere mening. Men hvordan kan vi vide det? Og hvad med os selv? Er vi altid faste i troen? Jeg tror, at der for de fleste mennesker er meget mere end sødsuppe og sentimentalitet under overfladen.

Efter overstået julestress, pakkeræs og konstant risiko for plat kommercialisering af julen ankommer vi i stort tal til kirken juleaften få at høre det gamle budskab og bekræfte traditionen helt tilbage fra vores barndom.

Vi hviler ud i traditionen, i salmerne, i ritualerne og de gamle fortællinger. Det er en form for meditation, hvor vi bliver sat i forhold til noget af det, der er uforanderligt i tilværelsen.

Vi bekræfter noget, der er svært at tale om, men som betyder noget, selvom det er så vidt forskelligt fra vore hverdagserfaringer. Vi har brug for ritualer og traditioner, så vi kan holde fast ved det.

Mange af os er lidt flove over vores trosforhold. Vi taler ikke om det med venner og kolleger - og heller ikke med vore børn. For de fleste af os har der sneget sig en blufærdighed ind. Vi er måske lidt flove over at sige til venner og bekendte, at vi går i kirke. Danskernes religiøsitet er skjult eller meget utydelig. Det er bagsiden af den lutherske tale om trosforholdet, der hører hjemme i lønkammeret.

Jeg skulle engang forklare, hvorfor jeg ikke ejer frygt, ikke er mørkeræd og heller ikke er det mindste bange for terrorister. Jeg fik til sidst fremstammet, at det måske hang sammen med min kristendom, men det var næsten flovt at sige det.

Folk, der kommer til Danmark med en anden religion, har ofte svært ved at forstå, at vi tilsyneladende ikke tror på noget.

Langt de fleste muslimske medborgere har intet imod kirken, julegudstjenesterne, salmesangen og kristendomsundervisningen i skolen. De lader oven i købet deres børn deltage i det. De har intet imod, at danskerne bliver mere kulturelt tydelige. Derimod har de svært ved at forstå dem, der kalder sig ateister og påstår, de ikke tror på noget.

DET ER EN SÆR HISTORIE, at Guds søn lod sig føde juleaften. - ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”, hedder det i Juleevangeliet.

Det er en påstand i radikal modstrid med vore almindelige erfaringer. At Guds søn kommer til verden i en stald og lægges i en krybbe er (sammen med opstandelsen) et koncentrat af det kristne budskab, som vi hører hele vejen igennem Det Nye Testamente.

”Til barnet vil vi stige ind

og blive børn i sjæl og sind.”

(H.C. Andersen)

Barnet i krybben er totalt afhængigt af forældrenes kærlighed. Det har ikke noget alternativ til troen. Det er billedet på kristenlivet. Det var styrken i dette budskab, der fik soldaterne op af skyttegravene juleaften.

Det er så stærkt, at da kirke og verdslig magt hang tæt sammen før Reformationen, var det sådan, at brud på julefreden blev direkte forbundet med straf - bøde eller fængsel. Begrebet er stadig så dybt indlejret i vores kultur, at de fleste forbinder det med et ufravigeligt krav om fred og konflikters ophør. Bare den ene nat.

Jeg kender ingen, der har beskrevet det finere end Chr. Hostrup i ”Julebudet til dem, der bygge”. Salmens tredje vers er det bedste julevers, jeg kender:

”Julebud under storm og torden

melder og giver fred på jorden,

fred til at stride vor strid med mod,

fred til at vente på enden god,

højt under medbør og dybt i sorgen,

fred for både i går og i morgen.”

Der var ellers modgang nok for Christian Hostrup, da han i 1881 skrev denne salme (hans eneste i salmebogen). Hustru og to børn var døde fra ham, og han havde tiltagende helbredsproblemer, som netop havde tvunget ham fra embedet som præst.

Men her sidder han eftertænksom i præstegården i Hillerød med fred i sindet og følsom sans for menneskets kamp og sorg.

”Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!”, skrev Ingemann. Men hvad er det for en fred? Det er dét, Hostrup forklarer så godt, helt befriet for julesødsuppe.

Det er ikke menneskelig fromhed, vi synger om i julen. Vi synger om den kristne, radikale påstand, at her er det Gud, der bliver menneske og kommer ned til os - og ikke os, der med gode gerninger stiger op til Gud.

Nogle mener, at al tro er et fedt. At det er ligegyldigt, om man er kristen, muslim, jøde, buddhist eller hindu - for Gud er vel en og den samme?

Men Guds nedstigen - ned i møget, ned i stalden, ned til al menneskelig armod, nød og elendighed - er en særlig kristen forestilling. Og det er mildest talt ikke et fedt, om det er mennesker, der skal stige op, eller Gud, der stiger ned.

I MENNESKERS LIVkan det aldrig blive anderledes end, at anerkendelse, succes og det gode liv handler om præstationer. Hvis vi anstrenger os, hvis vi tager os sammen, hvis vi planlægger og tænker os grundigt om, kan vi opnå meget.

Men når det gælder tilværelsens store spørgsmål og dilemmaer, er vi afmægtige. Hvad enten det gælder død, evighed, had, kærlighed eller store følelser. Kærlighed er noget, der bliver os givet.

Den dybere mening kan ingen tænke eller kvalificere sig til. Vi kommer alene til verden, og vi skal alene herfra. Det er på en gang banalt og så stort, at vi kan råbe i protest - men vi kan også tage imod i taknemmelighed.

Og lige præcis juleaften stemmer mange af os sindet og fyldes af taknemmelighed over livet. Som Hostrup slutter sin julesalme:

”Favn kun trøstigt, hvad Gud har

givet,

løft dit hoved, og tak for livet!”

Bertel Haarder (V) er kultur- og kirkeminister