TIBETS ÅNDELIGE LEDER, Dalai Lama, besøger Danmark den 11. og 12. februar. Den humanitære organisation Tibet Charity har inviteret ham til at holde foredrag om betydningen af medfølelse og samhørighed, og flere tusinde danskere vil høre, hvad han har at sige.
Dalai Lama ved, hvad han taler om. I hele sit lange liv har han arbejdet for fred, tolerance og fordragelighed, og fra sit eksil i Indien har han igen og igen opfordret sine tibetanske landsmænd til at afstå fra vold mod den kinesiske besættelsesmagt. Det var en naturlig konsekvens af hans enestående indsats, at han i 1989 modtog Nobels Fredspris.
Hidtil har hans forsøg på at opnå tibetansk selvstyre inden for rammerne af den kinesiske forfatning slået fejl. Det kommunistiske styre i Beijing, som i 1950 invaderede Tibet og siden har holdt landet i et jerngreb, afviser ethvert forslag om forhandling.
For tibetanerne spiller det en stor rolle, at omverdenen bekymrer sig om deres skæbne. Det er på den baggrund, at Støttekomiteen for Tibet har anmodet statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) om at modtage Dalai Lama.
Intet tyder dog på, at de vil tale med ham. Det kunne ellers være interessant at høre hans analyse af situationen i Tibet. Men den går ikke. Vigtige danske interesser er på spil. En officiel modtagelse af den tibetanske nobelpristager vil føre til en nedkøling af det dansk-kinesiske forhold til skade for samhandelen. Derfor har den danske regering besluttet at lægge Dalai Lama på is, samtidig med at man tier om de overgreb, tibetanerne udsættes for.
Det er ikke noget nyt, at et besøg af Dalai Lama i Danmark skaber politiske problemer. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) mødtes med den milde tibetanske munk i 2000. Arrangementet var parodisk. Af frygt for kinesisk vrede blev mødet henlagt til et lokale i afgangshallen i Københavns Lufthavn klokken 8 om morgenen, umiddelbart før Dalai Lama skulle flyve videre til Oslo.
DER VAR MERE STIL OVER Lars Løkke Rasmussens (V) modtagelse af lamaen i 2009, da statsministeren tog imod på Marienborg. Lars Løkke Rasmussen gjorde et stort nummer ud af, at mødet var af privat karakter. Det fik oppositionslederen Helle Thorning-Schmidt til at reagere. ”Han bør mødes med Dalai Lama som statsminister, det har tidligere statsministre gjort,” erklærede den socialdemokratiske formand dengang.
Men kinesiske observatører mente faktisk, at Lars Løkke Rasmussen havde givet Dalai Lama en officiel modtagelse, og de kunne ikke acceptere forklaringen om, at samtalen på Marienborg var privat. Danmark skulle afstraffes.
Adskillige danske ministerbesøg i Kina blev aflyst. Og regeringens bestræbelser på at få de store lande til at indgå en aftale ved klimatopmødet i Bella Center i efteråret 2009 - Lars Løkke Rasmussens svendeprøve som statsminister - blev mødt med fornærmede miner i Beijing og hang derfor i en tynd tråd.
Kina krævede en undskyldning. I december 2009 bøjede Danmark sig. Et bredt flertal af Folketingets partier - undtagen Dansk Folkeparti og Enhedslisten - vedtog en verbalnote til den kinesiske regering. Her erklærer Danmark, at man fremtidig ”nøje vil overveje” Kinas reaktion ved Dalai Lamas besøg, og at Danmark ”vil modsætte sig” tibetansk selvstændighed. De pinlige formuleringer måtte opfattes på den måde, at Danmark aktivt ville modarbejde tibetansk selvstændighed.
Verbalnoten medførte et tøbrud i forholdet til Kina. Men en talsmand for Dalai Lama kunne fortælle, at den tibetanske leder var skuffet over den danske beslutning.
I et forsøg på at svække Dalai Lamas indflydelse advarer Kina konsekvent alle lande mod at give ham en officiel velkomst. Den danske regering står da heller ikke alene i sin ignorering af ham. Norges regering meddelte i 2014, at et møde med Dalai Lama stod i vejen for en forbedring af forholdet til Kina. Den hollandske premierminister har med samme begrundelse givet ham en kold skulder.
Mens de fleste nationer ser til i tavshed, lider det tibetanske folk. I februar sidste år udsendte det amerikanske udenrigsministerium en årsrapport om menneskerettighedssituationen i Tibet, og det blev slået fast, at ”undertrykkelsen var alvorlig gennem hele året”. Krænkelserne omfatter henrettelser, tortur og vilkårlige tilbageholdelser på ubestemt tid. Til trods for at de tibetanske områder er autonome af navn, har tibetanerne ikke ret til at spille nogen betydende rolle i beskyttelsen af deres kulturarv og unikke naturlige miljø.
Mange rapporter om forholdene i Tibet er rystende læsning. Et enkelt eksempel fra Amnesty International: I byen Driru samledes en folkemængde til en fredelig demonstration, i anledning af at en lokal mand var blevet fængslet. Forhistorien var, at den fængslede havde kritiseret de kinesiske autoriteter, fordi buddhistiske klostre var tvunget til at flage med det kinesiske flag i stedet for det tibetanske. Politiet svarede igen ved at skyde med skarpt mod demonstranterne. Over 60 personer blev ramt. I flere tilfælde forhindrede politifolkene, at der blev skaffet lægehjælp til de alvorligt sårede.
SIDEN 2009 HAR 136 tibetanere sat ild til sig selv som en desperat protest mod kinesiske overgreb. Mindst 107 af dem er døde.
Det er naturligvis ikke overraskende, at danske politikere tager vidtgående hensyn til danske interesser. Kina er en økonomisk stormagt, og dansk erhvervsliv vil gerne have adgang til det kinesiske marked.
Men ydmygheden bør have nogle grænser. Vi behøver ikke at lægge os fladt ned og forsikre kineserne om, at vi modsætter os tibetansk selvstændighed. Det eneste rigtige standpunkt må være, at Tibets tilhørsforhold skal afgøres af tibetanerne og ikke af den kinesiske folkekongres i Beijing.
I al stilfærdighed burde Danmark søge støtte i EU-kredsen til en samlet europæisk holdning i Tibet-spørgsmålet. Europa ønsker at sælge sine produkter til kinesiske forbrugere, men vi må ikke overse, at Kina også har brug for os.
Når Kina ofte blokerer for vestlige varer og samtidig kopierer dem, skal EU ikke uden videre åbne dørene på vid gab for kinesiske salgsfremstød. Lige for lige. Vi kan holde en tænkepause. Og lad så EU tage en fornuftig snak med kineserne. Danmark og andre europæiske lande skal ikke bøje sig for pres, når det gælder trusler mod demokrati og menneskerettigheder - uanset hvor truslerne kommer fra. Og naturligvis skal en dansk statsminister suverænt kunne bestemme, hvem hun vil tale med på dansk grund. Det budskab kan vi godt sende til Beijing.
Siden 1959 har Dalai Lama måttet leve i landflygtighed i Dharamsala i Indien, men tibetanerne betragter ham fortsat som deres leder. Fra Tibets hovedstad, Lhasa, fra Himalayas tinder og de udstrakte dale, fra buddhistiske klostre og fra de hundredtusinde tibetanske flygtninge i Indien, Nepal og Bhutan hviskes og råbes det: ”Vi er alle Dalai Lama.”
Nu kommer han til Danmark. Han skal være velkommen.
Henning Rovsing Olsen er tidligere presse- og kulturråd