Siden begyndelsen af 1970'erne har der i Danmark foregået spændende og frugtbare dialoger mellem videnskabsfolk, teologer og lægfolk om forholdet mellem videnskab og religion.
Disse dialogmiljøer, som kan føres tilbage til nogle af K.E. Løgstrups ”elever”, navnlig Viggo Mortensen og Ole Jensen, synes dog ikke at have sat sig spor i offentligheden, selv den såkaldt oplyste.
Det må man desværre konstatere efter de sidste par ugers voldsomme polemik om ”den troende videnskabsminister”.
Debatten viste, at fordomsfuldheden over for mennesker med en religiøs tro bliver stadig værre herhjemme, og at der er en udbredt uvidenhed i befolkningen om, hvad kristne mennesker tror.
Det gælder selv akademikere, der beskæftiger sig professionelt med religion.
I et indlæg i dagbladet Politiken den 7. juli erklærede to af dem, religionshistorikerne Mikael Rothstein og Jens-André Herbener, at Esben Lunde Larsen (V) var uegnet til posten som forskningsminister, fordi han troede på en skabende Gud.
De mente, han var ”kreationist”.
De afslørede dermed, at de ikke forstod forskellen mellem kreationisme og skabelsestro. Kreationisme er en ”amerikansk” bibelfundamentalistisk anti-evolutionisme, som ikke nyder stor udbredelse i Danmark.
Skabelsestro er en tydning af livets oprindelse og mening i lyset af Bibelens skabelsesmyte.
Den er fuldt forenelig med et videnskabeligt verdensbillede, sådan som Lunde Larsen da også forklarede det udmærket i DR's ”Aftenshowet” samme dag efter i Morgenavisen Jyllands-Posten at have udtalt sig lidt indforstået og upræcist.
Jeg vil ikke sige, at Mikael Rothstein og Jens-André Herbeners uvidenhed kom helt bag på mig.
Den mindede mig om, da jeg for næsten 25 år siden sad i Undervisningsministeriets bekendtgørelsesudvalg for faget religion i gymnasiet sammen med en af de herres åndsfæller.
Han var dog ærlig nok til at indrømme, at han ikke vidste ret meget om kristendom. Derfor overlod han det til os andre at skrive den del af undervisningsvejledningen.
Uvidenhed er altså den ene side ved debatten. Den er beklagelig, men ikke moralsk angribelig.
Det er derimod den måde, kritikken af forskningsministeren formede sig på, som et angreb på den grundlovssikrede trosfrihed.
For hvad vil det ikke kunne betyde for den måde, ikke bare kristne, men også mennesker med anden tro fremover vil kunne blive behandlet på - for eksempel i besættelsen af offentlige stillinger som lærere i folkeskolen og sundhedsvæsenet - hvis religiøs tro er diskvalificerende?
Med henvisning til Grundlovens paragraf 70 fastslog den politiske redaktør på Fyens Stiftstidende, Elisabeth Svane, at der ”dybest set ingen grund er til at bruge mere tid på at diskutere, om den nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, kan være forskningsminister, selvom han som et kristent menneske tror på en skabende Gud”.
Når hun alligevel brugte sin leder-artikel på debatten, skyldtes det, at hun mente, debatten udstillede, hvor svært vi fået det med religion i det offentlige rum, og hvor let det er at pege fingre og bevidst misforstå sine modstandere i en lavere politisk sags tjeneste.
Og det havde hun ret i, for man skal ikke gå langt ind i debatten på de sociale medier før man opdager, at der i mange tilfælde var tale om udløbere af raseriet og skuffelsen over valgresultatet.
Men der er ikke kun tale om to religionshistorikere, der har involveret sig i en politisk kamp.
Der er også tale om en regulær værdi- og kulturkamp, nemlig en kamp om, hvordan vi skal forstå den menneskelige eksistens.
I sidste uge lagde Nasa en rumvideo ud på nettet.
Videoen viste over 100 millioner stjerner og i tusindvis af stjerneklynger, der ligger indlejret i en galakse. Astronomerne mener, at der findes flere hundrede milliarder galakser.
Men det er kun i den del af verdensrummet, vi kan se. En typisk stor galakse indeholder et par hundrede milliarder stjerner.
De fleste af galakserne er mindst 10 milliarder år gamle og har således eksisteret i størstedelen af universets levetid.
Astronomerne mener, at alle galakser er dannet i samme periode i universets historie og kan føres tilbage til det såkaldte Big Bang, ”ureksplosionen”, der frembragte universet.
De ved dog ikke præcis, hvordan denne eksplosion skete. De ved heller ikke hvorfor.
Agnostikere føler, at de kan leve udmærket uden at kende svaret. Ateister er af den opfattelse, at der en dag vil kunne gives et videnskabeligt svar, der udelukker en guddommelig skabelse.
Kristne og medlemmer af andre religionssamfund finder deres svar i Gud eller en anden metafysisk kraft.
Agnostikere, ateister og gudstroende kan dog være fælles om én ting, nemlig forundringen over naturens og universets skønhed og storhed.
Det, der skiller kristne fra de to andre, er, at denne forundring får dem til at se livet som en gave; som noget, de har ”fået af Guds hånd”.
Deraf følger en taknemmelighed, der farver deres forhold til det liv, de lever, og den måde, de tyder virkeligheden på.
Det er på den baggrund, der i kirken på anden søndag efter helligtrekonger stadig læses fra Salmernes Bog:
”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?”.
Denne skabelsestro får altså kristne til at tyde deres eksistens i både dens fysiske og psykiske form, som noget, de ikke selv er skyld i.
Naturen og livet i dets sanselighed og livsytringer som tillid, kærlighed og barmhjertighed bliver forstået som umotiverede goder fra Gud og som noget, der derfor forpligter dem over for skaberværket og andre mennesker.
Denne ”skabelsestro” er selvfølgelig ikke noget, der kan bevises; den kan ikke udtrykkes i et videnskabeligt sprog.
Den udtrykkes derimod i et symbolsk sprog, der tyder meningen med tilværelsen.
Dette sprog står ikke i modsætning til det naturvidenskabelige forklaringssprog, men må heller ikke blandes sammen med det.
Der findes selvfølgelig bibelfundamentalister, der har en bogstavelig tro på skabelsesberetningen og derfor afviser de resultater, som astrofysikere og evolutionsbiologer lægger for dagen.
Men det har i mere end et århundrede været almindeligt for skabelsestroende kristne at kombinere deres skabelsestro med videnskabelige forklaringer på universets tilblivelse, naturens love og arternes udvikling.
Sådan gjorde vi det også i den familie, jeg selv voksede op i 1950'erne og 1960'erne. Og det var et præstehjem.
Da jeg var omkring 12 og var begyndt at stille den slags spørgsmål, fortalte min far mig, at der findes flere sprog at tale om verden og livet på: videnskabens rationelle og teoretiske sprog om naturen, religionens tydningssprog om livets mening og kunstens æstetiske sprog om følelserne, de uudsigelige erfaringer og intuitive sandheder.
Derfor lærte vi i vores hjem alle tre sprog, og det gav vores liv en dybde, skønhed og meningsfuldhed, som det ville have fattigere uden.
Problemet er, at vi er i færd med at miste to af disse sprog, og at der er stærke kræfter i forskningen og uddannelsessystemet, som vil have os til kun at bruge det ene: videnskabens.
Derved bliver vi gjort til åndelige analfabeter. Vi mangler store intellektuelle personligheder af typen Niels Bohr, som netop vidste, at forståelsen og tilværelsen kræver flere vinkler og sprog.
Ud over åndelig fattigdom kan den voksende uvidenhed og fordomsfuldhed i det ”postkristne” Danmark give os alvorlige problemer med at integrere mennesker, der ikke ønsker at leve på den aggressive sekularismes og ateismes præmisser.
Michael Böss er universitetslektor og forfatter