Med kun en måned tilbage af 2010 går EU's fattigdomsår på hæld. Et centralt tema i fattigdomsåret har været diskussionen om behovet for en fattigdomsgrænse. En grænse, så man kan måle, hvem der er fattige, og hvem der ikke er det.
Danmark har i dag ingen officiel definition af fattigdom. Og regeringen har konsekvent skudt ethvert forslag om at indføre en fattigdomsgrænse ned. Det selvom der de facto eksisterer og opereres med fattigdomsgrænser nationalt i kommuner og internationalt i EU og OECD.
Det skyldes næppe, at regeringen med hjælp fra gode embedsmænd ikke er i stand til at fastlægge en fattigdomsgrænse, der er både meningsfuld og retvisende. Det er nok snarere et ideologisk spørgsmål for regeringen, når den ikke vil fastsætte og indføre en grænse, der kan måle fattigdom.
Lidt paradoksalt er det, for regeringen står ellers ikke tilbage, når det gælder om at måle i anden sammenhæng, men det er en anden sag.
I et forsøg på at hjælpe regeringen med arbejdet har en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Red Barnet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Frelsens Hær, Dansk Socialrådgiverforening, LO og CASA og Rådet for Socialt Udsatte fremlagt et bud på en dansk fattigdomsgrænse.
Grænsen består af en sammensætning af dels opgørelser af den relative fattigdom ud fra folks disponible indkomster både med anvendelse af 50-procentsgrænser og 60-procentsgrænser, dels af en aktuel minimumsstandard baseret på budgetmetoden, altså hvad det koster at leve, og dels en undersøgelse, der belyser afsavnssituationen i den danske befolkning.
Selvom der endnu er nogle uger tilbage af 2010, så er det næppe at forvente, at regeringen giver sig og indfører en national fattigdomsgrænse. Rådet for Socialt Udsatte må derfor lidt skuffende konstatere, at det eneste, vi på det punkt kan være enige med regeringen om, er, at vi fortsat er uenige om en fattigdomsgrænse. Det er uforståeligt, at det skal være så svært at komme i mål på dette punkt.
ET ER DEBAT, noget andet er virkelighed – fattigdomsår eller ej. For mens vi har prøvet hinanden af på ord og grænser, så har vi her i fattigdomsåret været vidner til kommunale besparelser og en meget lille satspulje og har fået dokumenteret, at aktiveringsindsatsen for de ikke-arbejdsmarkedsparate er uden effekt. Ja, at aktiveringsindsatsen endda har bragt udsatte grupper længere væk fra arbejdsmarkedet.
Det sidste er en decideret skandale. Ikke bare har man brugt ni milliarder kroner, uden at det har haft en effekt. Man har reelt gjort en gruppe mennesker dårligere stillet i forsøget på at hjælpe dem. Rigsrevisionens beretning viser med al ønskelig tydelighed, at indsatsen skal "have et serviceeftersyn", som det hedder.
Regeringen og dens forligspartier på aktiveringsområdet har dog allerede indgået en aftale vedrørende stop for tvangsaktivering af syge. Aftalen gør op med såkaldt meningsløs aktivering og ændrer på refusionsordningen til kommunerne.
Ingen kan naturligvis være for meningsløs aktivering. Aftalen synes imidlertid nok så væsentligt at være båret af et ønske om at spare en milliard kroner frem for at sikre en aktiveringsindsats, der for alvor flytter noget for de såkaldt ikke-arbejdsmarkedsparate. På det område er der meget at komme efter.
Fokus på inklusion har været en af målsætningerne for EU?s fattigdomsår. Virkeligheden for mennesker på de laveste sociale ydelser, starthjælp og de loftsramte kontanthjælpsmodtagere med flere er, at de ikke blot skubbes ud i fattigdom, men også ud af fællesskabet.
Derfor er det afgørende for bekæmpelsen af fattigdom i Danmark, at de laveste sociale ydelser bliver afskaffet. De skubber mennesker ud i fattigdom og ødelægger folks liv. Det er Danmark anno 2010: Mennesker ekskluderes. Det har fattigdomsåret ikke sat en stopper for.
Kommunale besparelser betyder, at vi i år har oplevet adskillige lukninger af væresteder og alternative plejehjem og revisitering af mennesker fra et tilbud til et andet – sjældent til det bedre.
Det er langt hen ad vejen lykkedes kommunerne at overbevise omgivelserne om, at det er regeringens skyld, at kommunerne har ondt i økonomien. Det kan heller ikke afvises fuldstændigt, men det er for nemt i forhold til, hvordan kommunalbestyrelser i praksis prioriterer.
Som når man i men tidligere hjemkommune Næstved har besluttet at bevilge 15 millioner kroner til en ny tribune til fodboldstadionet til byens fodboldhold (i landets næstbedste række) og samtidig vedtager et sparekatalog, der banker handicap- og psykiatriområdet tilbage til et niveau, hvor der for nogle gruppers vedkommende er tale om ren opbevaring. Det er ikke regeringens skyld. Det skyldes en umenneskelig kommunal prioritering af lokale politikere. Heldigvis har vi i år været vidne til, at kommunerne i stigende omfang opretter kommunale udsatteråd.
Satspuljen for 2011 er forhandlet på plads. Set med de udsattes briller var det et tilfredsstillende resultat, hvis man kigger på, hvilke grupper der blev prioriteret inden for den givne økonomiske ramme. Det er også det mest opløftende, man kan sige, for satspuljen er barberet væsentligt ned næste år i forhold til i år.
Det er regeringens og Folketingets ansvar at sikre det samlede niveau for den sociale indsats og særligt i forhold til udsatte grupper. Derfor har mange også haft blikket stift rettet på den pulje på 1,5 milliarder kroner, som regeringen satte af i forbindelse med genopretningspakken, og som statsministeren har øremærket til blandt andre socialt udsatte. Den blev udmøntet i forbindelse med den endelige finanslovsaftale. Det kom der lidt flere penge ud af til socialt udsatte. Men slet ikke nok til at opveje en meget lille satspulje i 2011.
REGERINGEN HAR BENYTTET fattigdomsåret til at komme med et initiativ om at udvikle retvisende fattigdomsindikatorer. Det modsatte ville også være dumt. Det er vanskeligt at forestille sig uretvisende fattigdomsindikatorer. Jeg er sikker på, at forfatterne bag formuleringen har haft fattigdomsgrænsen i baghovedet, når de har formuleret sig, som de har.
Rådet for Socialt Udsatte er enigt i, at fattigdom er andet end økonomi, men det er også økonomi. Rådet bakker op om den grundlæggende ide bag initiativet, at der skal skabes et bedre grundlag for at måle fattigdom, så indsatsen for at hjælpe folk ud af fattigdom kan målrettes. Det ligger også i de fælles bestræbelser, der har været i at fastlægge den danske fattigdomsgrænse. Det fælles er vigtigt, når vi taler om fattigdomsindikatorer. Socialministeren er ansvarlig for arbejdet med indikatorerne. Ministeren har tilkendegivet, at de sociale organisationer skal inddrages i arbejdet. Det er en positiv udmelding.
På den måde kan der forhåbentlig opnås en større konsensus om indikatorerne. Det vil sikre deres holdbarhed uafhængigt af, om det er rød eller blå blok, der danner regering. Eller om blokpolitikken bliver brudt. En national konsensus vil gøre det lettere at forsvare danske synspunkter om fattigdom og social udstødelse i europæisk sammenhæng.
EU's fattigdomsår 2010 kom langsomt fra start i Danmark. Men temaet som sådant er nu ved at have bidt sig fast. Måske som en af frugterne af EU's fattigdomsår? Og Danmark har endda fået en minister, der tør tage ordet i sin mund, og som erkender, at fattigdom også har med penge at gøre.
Udfordringen til os alle er at fortsætte debatten og samtidig at bekæmpe fattigdom og eksklusion i praksis. Der er nok at tage fat på - fattigdomsår eller ej.
Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte