Vi skal passe på vores sociale kapital

KRONIK: Danskerne bør være bevidste om vort relativt høje niveau af social kapital. En ressource, der møjsommeligt er blevet opbygget af vore forfædre. Det er disse kulturværdier, der udgør velfærdssamfundets brændstof

DET ER bemærkelsesværdigt, at man i Velfærdskommissionens slutrapport kun finder ordet kultur tre gange og her i perifere sammenhænge. Ordet historie forekommer derimod slet ikke. Alt synes at drukne i fremskrivninger og arbejdsmarked.

Alligevel vidner et væld af historiske kilder om, at den danske velfærdsmodel ikke overlever på kvantitet, men på kvalitet. På kulturværdier snarere end økonomiske beregninger. På det, man er begyndt at kalde social kapital snarere end økonomisk kapital.

På det nye Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, Syddansk Universitet, Esbjerg, interesserer vi os både for den økonomiske og kulturelle udvikling i landdistrikterne, med et særligt fokus på de trængte udkantsområder. Vi har blandt andet interesseret os for det efterhånden ganske populære begreb social kapital forstået som en samarbejdsevne i en befolkning, der virker som en økonomisk faktor.

I forskningen er økonomer i stigende grad begyndt at betragte social kapital som en ny kapital, på linje med traditionelle kapitaler som fysisk kapital i form af maskiner og redskaber og human kapital i form af uddannelse og erhvervstræning. Idéen er den simple, at det kan betale sig at samarbejde. Eller sagt på en anden måde: Det er dyrt at modarbejde hinanden. Et nyligt eksempel på det sidste er Nørrebro-urolighederne, hvor mangel på samarbejdsevne hos en lille gruppe unge vel efterhånden beløber sig til et tocifret millionbeløb, som de danske skatteydere skal betale.

Netværk har faktisk en reel socioøkonomisk betydning for beboerne. Disse folk kapitaliserer så at sige deres sociale kapital samtidig med, at det naturligvis giver en værdi i sig selv at omgås andre mennesker. Udtalelser som Det er vigtigt, at vi bakker op om hinanden, støtter hinanden, kan arbejde sammen, vidner om, at man også i dag har en stor beholdning af social kapital i mange landdistriktssamfund.

DEN STORE, danske beholdning af social kapital skal ses som et resultat af en kulturhistorie præget af de store folkelige bevægelser, der udviklede sig gennem 1800-tallet (ikke mindst efter 1864-nederlaget): andels- og højskolebevægelsen, de religiøse bevægelser, husmands-, ungdoms- og friskolebevægelsen for blot at nævne nogle af de vigtigste. Disse bevægelser fungerede som løftestang for opbygning af samfundsgavnlig, social kapital i form af demokratiske samarbejdstraditioner, der senere blev et fundament for efterkrigstidens velfærdssamfund.

Denne sociale kapital kan ses som et kulturelt brændstof, der i dag kan aflæses i internationale undersøgelser, hvor danskerne gang på gang kommer ind på en førsteplads, hvad enten det drejer sig om tillid, omfordeling, netværk eller lykke.

Hele denne imponerende tradition for selvorganisering i et civilt århundrede startede faktisk med oprettelse af en lang række forsikringsforeninger efter 1800 som for eksempel brandforeninger, kreaturforsikringsforeninger, spare- og sygekasser. Der var tale om rene overlevelsesnetværk, oprettet af de nye fribønder, der stod uden socialt sikkerhedsnet efter udflytningen af gårdene fra de tidligere landsbyfællesskaber.

Folkelige bevægelser og social kapital i de danske landdistrikter er dog ikke kun halvglemt historie. Flere af os husker eksempelvis idrætshalbyggerierne gennem 1960erne og 1970erne. Pludselig skulle hver sogn have sin egen idrætshal, akkurat som man hundrede år tidligere skulle have hvert sit forsamlingshus, og måske endog mejeri og brugs. Dette kunne kun realiseres gennem et tæt, lokalt samarbejde og oceaner af frivillige arbejdstimer. Også i dag finder vi ildsjæle, bevægelser og social kapital på landet i forbindelse med de mange opførelser af multihuse og kulturhuse. Men der er også fare for erosion her.

Når jeg har været ude at interviewe lokale beboere, viser det sig ofte, at mange er bevidste om, at social kapital spiller en rolle, selvom de måske ikke udtrykker det så direkte. For eksempel fortalte en lokal beboer på Fejø nord for Lolland mig i et interview, at det var vigtigt for ham hurtigt at lære nye tilflyttere at kende. Jeg spurgte ham hvorfor og fik prompte det overraskende svar: Det ku jo risikere at være en finmekaniker! Der er dog også mange steder, hvor man ikke er sig bevidst, at vi i de danske landdistrikter havde og måske fortsat har en særlig kulturarv i form af social kapital.

Det tager mange generationer at opbygge social kapital. Imidlertid viser forskningen også, at social kapital er et skrøbeligt gode, som kan forsvinde i løbet af få år. Sætningen Vi hilser da på hinanden høres ofte på landet i dag. Den viser, at naboer og landsbybeboere måske kan bruge hinanden. Men kun måske. For vi har så travlt alle sammen med job og daglige gøremål mange andre steder end lige dér, hvor vi bor. Det betyder samtidigt, at det fælles erfaringsgrundlag tyndes ud. Den sociale kapital i landsbyen risikerer derfor lige så stille at forsvinde.

De fælles mødesteder risikerer også at forsvinde: købmandsbutikken, børnehaven, spejdernes klubhus, fodboldstadion, hallen, kirken eller skolen, akkurat ligesom sognemejeriet forsvandt for flere årtier siden. Hvis folk ikke har noget sted at mødes, forfalder den sociale kapital. Derfor bør politikerne i de nye kommuner tænke sig om en ekstra gang, før de af budgetmæssige hensyn nedlægger de små lokalsamfunds vigtigste mødesteder: skolerne.

Som sådan er social kapital en skrøbelig ressource, der hurtigt kan forsvinde, hvis man ikke er bevidst om den, og hvis ikke man fortsat forsøger at udvikle og bevare den. Der er altså ikke tale om nogle statiske værdier, som vi har fået til evig eje.

BARE SOM ET lille skrækeksempel kan nævnes Polen, der i løbet af 1800-tallet fik etableret et blomstrende civilsamfund akkurat som det skete i Danmark. Og ligesom i Danmark florerede andelsbevægelser. Den almindelige befolkning tog sagen i egen hånd, og de materielle og åndelige levevilkår blev stedse bedre. Men så overtog kommunisterne magten i 1948 og afskaffede de frivillige foreninger. Mødesteder forsvandt, andelsforeninger blev omdannet til statskooperativer, ledere udpeget af kommunistpartiet, og der kom korruption. Og allerede i midten af 1950erne var Polen blevet et mistillidssamfund, hvor en lille klike af ideologiske partimedlemmer varetog deres egne interesser på bekostning af de øvrige samfundsborgere. Hermed får vi et eksempel på det, man i forskningen har benævnt negativ social kapital.

Vender vi os til nutiden, er der også mange eksempler på den sociale kapitals bagside i form af samfundsskadelige fællesskaber. Tag for eksempel Afghanistan, Irak, Nordirland og Somalia, altså udprægede mistillidssamfund, hvor store samfundsgrupper bekæmper hinanden.

Muhammed-krisen i januar-februar 2006 samt urolighederne på Nørrebro marts 2007 i forbindelse med lukningen af Ungdomshuset kan muligvis føre til opbygning af den skadelige sociale kapital. For at forhindre dette må vi danskere blive mere bevidste om en ny økonomisk faktor, social kapital, i form af en grundlæggende evne til at samarbejde på tværs af sociale skel inden for en befolkning snarere end at modarbejde hinanden.

Forskningen viser, at der på alle niveauer er behov for kontakter eller broer mellem de forskellige grupper i et samfund mellem grupper af lokale og tilflyttere eller indvandrere og nydanskere. Hvis mistilliden vinder frem, kan det hurtigt gå grueligt galt.

Selvom Danmark heldigvis er et ret udramatisk land, mener jeg, vi bør være bevidste om vort relativt høje niveau af social kapital en ressource, der møjsommeligt er blevet opbygget af vore forfædre. Vi må aktivt pleje og yderligere opdyrke denne vigtige samfundsressource, som er gjort af et kulturelt stof. Den er langt vigtigere end det arbejdsmarked, Velfærdskommissionen nær-mest manisk har beskæftiget sig med. Det er simpelthen disse kulturværdier, akkumuleret gennem historien, der udgør velfærdssamfundets brændstof.

Gunnar Lind Haase Svendsen er lektor på Syddansk Universitet