DEN SENESTE TIDS DEBAT i anledning af nogle præsters tvivl om, hvordan beskrivelsen af nogle mirakler i Bibelen, her især opstandelsen, skal forstås, har desværre en helt gal retning. Den har i høj grad drejet sig om, hvordan man skal få den formastelige pastor Ramsdal til enten at holde sin mund, krybe til korset og æde sine ord i sig igen eller forlade sit embede.
Anledningen er ellers oplagt til en diskussion om vor lutheranske trosbekendelses indhold. En formulering, der tillægges så afgørende betydning, at den gentages i kor ved enhver gudstjeneste, ved enhver dåb og enhver konfirmation, og som skulle være menighedens fundament, burde ellers nok kunne tåle en overvejelse en gang imellem, så man kan tro på, at den har og bevarer den kraft som menighedens lim, som man tillægger den.
Men har den nu også det? Den er fuld af uldne og dårligt definerede udsagn. For at begynde med det centrale ord: Tro. Hvad er tro, og hvad vil det sige at tro? Man kan tro på et udsagns rigtighed og relevans i en sammenhæng, for eksempel tro, hvorvidt det, en person har sagt, er rigtigt eller urigtigt. Man kan også tro, at en bestemt norm at handle eller leve sit liv på, er god eller dårlig.
Men hvad vil det for eksempel sige at tro på ”de helliges samfund”? I min barndoms hjemegn kaldte man Indre Missions tilhængere for ”de hellige” - er det det, der menes? Vel næppe, men hvem eller hvad så? Hvad vil det i det hele taget sige at være hellig? Og hvad skal man for eksempel stille op med en person, der siger: ”Jeg tror på Helligånden, men jeg har ikke rigtig fidus til ham.” Er det et udsagn med et forbehold, eller er det bare en selvmodsigelse?
At tro er ikke en handling, det er en indre oplevelse. Med andre ord noget dybt privat og individuelt. Der er næppe to mennesker, der oplever deres tro på samme måde. Derfor har det ikke megen mening at ville granske et andet menneskes tro i detaljer, endsige stille krav herom, det nærmer sig faktisk sindelagskontrol - og er der noget kristeligt ved det? Tanker er toldfri, siger man. Burde tro så ikke også være det?
TROSBEKENDELSEN INDEHOLDER ganske mange punkter. Faktisk over 20. Men når vi spørges, bekræfter vi dem ikke enkeltvis, men i tre store klumper. Men hvad så med personer, der tror på en del eller måske de fleste punkter, men ikke dem alle?
Skal man tro på hvert eneste punkt i trosbekendelsen for at anses som en troende? Eller burde man forlade kirken, hvis man ikke tror på samtlige punkter? Er man for eksempel 80 procent troende, hvis man kun tror på 80 procent af punkterne? Og går det an? Og er nogle af punkterne centrale, mens andre er af underordnet betydning?
Hvis man ikke tror på alle punkter i trosbekendelsen, rejser det for den enkelte, der anser sig for kristen, et afgørende spørgsmål: Er det mig eller trosbekendelsen, der er noget i vejen med? Hvis man spørger en person om, hvorfor vedkommende anser sig for kristen, får man næppe svar af kategorien ”fordi jeg tror på alle punkterne i trosbekendelsen”. Det vil snarere være svar af typen ”fordi jeg tror, at man skal elske sin næste som sig selv, og det bud er kristendommen ene om”. Eller ”menighedslivet betyder alt for mig”.
Det er altså ikke kristendommens myter, men kristendommens værdier eller kristendommen som livsform, der betyder noget. Men det er jo udelukkende myterne og slet ikke værdierne, trosbekendelsen handler om. Derfor er det, jeg mener, at diskussioner om trosbekendelsens punkter ikke er nær så væsentlige for de fleste folkekirkemedlemmer, som en diskussion om værdierne eller budene ville være. Den diskussion synes jeg derfor, vi har brug for.
I den seneste tid har vore kultursociologer og historikere debatteret, om det er kristendommen, der er fundamentet for vor vestlige kultur og vort demokrati. Men det er netop ikke myterne, men værdierne, de tænker på. Og det er også snarere værdierne end myterne, der skiller kristendommen fra de andre religioner, når det kommer til stykket. Ellers var der vel heller ikke nogen dybere begrundelse for at missionere. Mission er vel ikke bare en form for kulturimperialisme?
Nu vil nogen utvivlsomt indvende, at kristendommens samlede sum af udsagn sandelig ikke er et tag selv-bord, hvor man kan vælge og kassere frit. Næh, hvis man vil anses for en sand kristen, må man tage hele pakken!
Men gør vor folkekirke nu også det? Lad os et øjeblik lade trosbekendelsen ligge og se på et par andre grundlæggende tekster.
Det femte bud lyder ”Du må ikke begå drab”, og det blev gentaget af Jesus i Getsemane Have, hvor han formanede Simon Peter: ”Stik dit sværd i skeden.” Alligevel lægger kirken ikke afstand til militæret, hvis kernefunktion er drabet, og ved den årlige nytårsfestgudstjeneste i Aalborgs domkirke er vort militær festligt til stede med uniformer og faner, og en repræsentant for militæret bestiger prædikestolen i sin gallauniform.
Jeg mener ellers, at vi netop har våbenhuset til at stille alle verdslige symboler fra os i, inden vi betræder Herrens hus. I det hus kommer man ikke som repræsentant for en verdslig institution, men som ydmyg privatperson.
JESUS HAR SAGT: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”. Man kan med andre ord ikke tjene to herrer på samme tid. Men vore fineste præster og næsten alle vore biskopper bærer frimodigt såvel korset som et verdsligt ordenstegn side om side på deres præstekjole, klirrende mod hinanden.
En tydeligere og mere provokerende demonstration af at tjene såvel Gud som kejseren kan jeg ikke forestille mig. I andre kristne lande, herunder mig bekendt Tyskland og Norge, finder præsterne ikke på den slags. Som Kierkegaard sagde: ”Et kors bærer man på ryggen, ikke på maven.”
Det er med andre ord sådan, at nogle kristne bud tages betydeligt mindre alvorligt end andre, så lidt af et tag selvbord er det åbenbart alligevel. Men hvis man kan fravige ellers ganske klare bud, hvorfor skal så netop trosbekendelsen være urørlig og evigt uforanderlig?
Trosbekendelsen er ikke dikteret ovenfra, sådan som De Ti Bud er det. Den er rent menneskeværk. Den har rødder tilbage i oldtiden og tillægges i sin nuværende formulering Philipp Melanchton og Martin Luther og er vel først og fremmest et skrift vendt mod Romerkirken i den protestantiske kirkes genese for 500 år siden.
Her i Danmark har vi et verdsligt sidestykke til den kristne trosbekendelse, nemlig vor demokratiske grundlov. Den er ikke 500 år gammel, men blev først formuleret i 1849. Alligevel er den allerede revideret flere gange - i 1866, i 1915 og senest i 1953.
Hvorfor synes det da så utænkeligt at overveje at revidere den lutheranske trosbekendelse? Den, vi har nu, synes jeg ikke jeg har brug for for at anse mig for kristen. Vi har mere brug for en ny trosbekendelse, der tager udgangspunkt i kristendommens livsgrundlag og kristendommens værdier. Det er jo dem, vi lever på, dem, der samler os kristne, ikke myterne. Dem kan vi for mig lade teologerne om, ligesom de engang i fuldt alvor diskuterede, hvor mange engle, der kunne danse på et knappenålshoved.
I disse år ser vi, at medlemmerne langsomt siver fra folkekirken. Og tilsyneladende ved man ikke meget om hvorfor. Jeg kunne forestille mig, at det spiller ind, at trosbekendelsen ikke siger de fleste ret meget om, hvad det vil sige at være kristen.
Det vil naturligvis medføre langvarige og måske ophedede diskussioner at finde frem til en ny trosbekendelse, der får folkekirken til at stå i et klarere lys for de fleste. Og måske vil resultatet få nogle til at melde sig ud. Men er det ikke bedre, at nogle melder sig ud, fordi de ikke finder, at en sådan ny folkekirke er deres kirke, end at andre siver ud, fordi de ikke kan se, hvad de skal være med i den gamle for?
Niels O. Fruensgaard er universitetslektor emeritus og civilingeniør