Vil vi afskaffe retssamfundet for handicappede?

En varslet ændring af Serviceloven vil nedbryde velfærdsstaten og sende Danmarks behandling af handicappede tilbage til en tid før 1933, skriver dagens kronikør

. Foto: Bo Nymann.

Hidtil har vi kunnet vide os sikre på at få hjælp, hvis vi en dag skulle komme ud for en arbejdsulykke, eller hvis vi selv eller et familiemedlem blev ramt af sygdom og handicap.

Det er en tryghed, som mange af os har i baghovedet, og som er med til at karakterisere vores velfærdssamfund.

Med det seneste handicappolitiske udspil bliver der sået tvivl om, hvorvidt vi fremover kan vide os sikre. Står det til socialminister Karen Ellemann (V), skal behovet for hjælp nu vurderes ud fra et kommunalt skøn frem for lovsikrede rettigheder.

Det handicappolitiske udspil rammer de helt basale elementer i Servicelovens voksenbestemmelser. Det er bestemmelser om for eksempel hjælpemidler, boligændringer, praktisk hjælp, ledsagelse og befordring. Vigtige elementer, som får hverdagen til at hænge sammen for mennesker med handicap, vil fremover kunne få afslag på baggrund af et skøn. Via ritzau udtaler Thomas Adelskov (S), der er formand for Social- og sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), at det er et forsøg på at ændre tankegangen på handi- capområdet. Han erkender åbenlyst, at formålet også er, at nogle menne- sker med handicap skal have mindre hjælp, end de får i dag. I mine ører lyder det som et farvel til retssikkerheden og starten på en stor kommunal spareøvelse.

Det handicappolitiske udspil er desværre en logisk konsekvens af de senere års hårde tone over for de sva- geste i samfundet, herunder menne-sker med handicap. Det er derfor først og fremmest mit ærinde at spørge jer i dag: Hvilket samfund ønsker vi os? Hvad vil vi være bekendt?

Igennem adskillige år er det lykkedes flere politikere på tværs af partier at slippe af sted med at pakke nedskæringer og besparelser ind i forblom- mede intentioner om at ville sikre velfærden. Efterhånden er der skåret i så mange år, at mennesker med handicap ofte må igennem meget lange og krævende ansøgningsprocedurer for at få tilkendt hjælp, og der findes flere eksempler på, at de får medhold i Anke-styrelsen.

Det virker derfor som en logisk følgeslutning, at regeringen i det seneste udspil også forsøger at stække retssikkerheden. Hvis det fremover skal være op til den enkelte sagsbehandler i de enkelte kommuner at vurdere borgerens behov for hjælpemidler ud fra et skøn, fjernes rettighederne og gennemsigtigheden. Det bliver også sværere at anke en sag, fordi vi som borgere ikke længere kan henvise til nogle grundlæggende rettighedsparagraffer.

Det bunder dybest set i et ønske fra kommunerne om at kunne styre omkostningerne. Landet over beklager kommunerne sig over de stigende udgifter på handicapområdet. Faktum er, at antallet af mennesker med handicap er meget stabilt, og derfor burde udgifterne være rimelig forudsigelige i de kommunale budgetter.

Der er dog langt mere på spil end urimelige afslag for de berørte borgere. For det er et opgør med det gældende princip i al dansk politik siden Kanslergadeforliget i 1933.

Jeg blev præsenteret for en lignende tankegang på et dialogmøde vedrørende voksenhandicapområdet i Århus den 7. marts 2016. Kommunen havde inviteret en oplægsholder, Leon Lerborg, og han understregede, at man ikke bare kan holde på sin ret eller paragrafferne. Det er ikke rimeligt, for så ser man det ikke fra alle sider.

Når man skal træffe prioriteringer, skal man ikke lade sig fastlåse i de mekanismer, den offentlige sektor er låst fast i, forklarede han videre. Her er han i virkeligheden inde på et opgør med hele velfærdstænkningen, som ellers har været omdrejningspunktet for alle sociale love siden Kanslergadeforliget i 1933, hvor det blev vedtaget at gå fra skønsprincippet til retsprincippet.

Det er det princip og den tryghed, som regeringen nu vil fjerne. I stedet for at borgerne er sikret ved rettigheder, skal det bero på et skøn, om man har lov til at få hjælp. Om man har fortjent at få ”en almisse”. Det er svært at forestille sig et mere ydmygende samfund, for det er svært at synke dybere som menneske end at skulle gå tiggergang. Jeg frygter også, at det får værre konsekvenser for de mennesker, som ikke altid kan tale deres sag eller formulere en god ansøgning, for det bliver i høj grad afgørende for vurderingen, når det hele skal bero på et skøn.

Jeg oplever en ringe lydhørhed over for den udvikling, der er i gang. Kan det skyldes, at processen med forringelser har været i gang så længe, at lydhørhed er blevet afløst af hårdhudethed? Eller kan det skyldes, at samfundets udsatte og mennesker med handicap igennem 2000’erne og op til i dag, har været hårdt udskældt i alle medier?

Forestil jer, at politikerne i stedet for at fjerne rettighederne for mennesker med handicap foreslog at fjerne rettighederne for alle, der var ansat i projektstillinger.

Eller for alle under 40 år – eller alle over 60 år? Det virker urealistisk, ligesom det engang virkede urealistisk at fjerne rettighederne fra mennesker med handicap. Der ville formentlig lyde et ramaskrig fra alle kanter. Det er tankevækkende, at folk ikke protesterer på samme måde, når det er de svageste i samfundet, der står for tur.

Uden nogen protester kunne Leon Lerborg komme af sted med at vende alt på hovedet på mødet i marts. Han betonede, at vi skulle være opmærksomme på, hvad der var rimeligt over for flertallet. Hensynet til flertallet var det vigtigste.

Det er det diametralt modsatte af tankegangen bag velfærdssamfundet. Her er det ikke de stærkeste, der skal tages hensyn til. I en velfærdsstat er det de stærke, der tager hånd om de svage. De bredeste skuldre kan nu engang bære mest. Sådan har det alle dage været.

Politikerne pakker deres intentioner pænt ind i positive ord og ønsker om at hjælpe dem med et handicap med at blive mere selvhjulpne og angiveligt dermed blive mere ligeværdige borgere. Ligeværdigere borgere har lige rettigheder. Det er ægte ligeværd. Vi, der lever med et handicap, har for længst erkendt på egen krop, at ligeværd ikke handler om at kunne løbe lige så hurtigt som naboen. Eller selv være i stand til at binde sine snørebånd. Eller arbejde lige så mange timer i træk som dem i ordinært arbejde. Ligeværd handler om at være sikret de samme goder og rettigheder som alle andre.

De, der er mest udsat, har simpelthen brug for mere støtte. Sådan er det. Hvis vi ønsker en velfærdsstat, hvor alle kan vide sig sikre på at blive forsørget med for eksempel revalidering og hjælpemidler, hvis ulykken rammer dem, så skal vi værne om vores principper. Det kræver, at vi alle tager afstand fra den respektløse tone over for de svageste i samfundet.

Vi skal tale respektfuldt om og med dem, der har brug for hjælp. Gevinsten for alle er at vide, at de lever i et samfund, hvor ligeværd og respekt for medmennesker er i højsædet. Det er disse værdier, der ofte knyttes til demokratiet som styreform. Det demokrati, som enhver politiker hylder.

Det er forargeligt, at vores politikere vil lægge ryg til dette lovforslag. Det beviser, at man den dag i dag fortsat betragter mennesker med et handicap som mindreværdige. Ellers ville man ikke acceptere indskrænkningerne af rettigheder. Er det sådan et samfund, vi ønsker?

Lisbeth Koed Doktor er formand for Muskelsvindfonden