Lige så gode, vi danskere er til at nyde de gode sider af alkoholen, lige så dårlige er vi til at snakke om de problemer, for meget alkohol skaber. For slet ikke at tale om at gøre noget ved problemerne. Derfor har vi ikke bare store, men desværre stigende problemer med den danske alkoholkultur.
At problemerne er stigende, viser sig blandt andet ved, at flere behandlingssteder melder om, at de får henvendelser fra stadig flere unge i 30'erne, der efter et årelangt misbrug ønsker at komme i behandling. Eksperterne siger, at vi nu ser følgerne af, at Danmark har europarekord i druk blandt unge.
Netop denne europarekord vil jeg bruge som det ene eksempel på vores manglende lyst til at gøre noget ved samfundets alkoholrelaterede problemer. Europarekorden har de danske unge haft i årevis, uden at der er ændret mærkbart ved de unges normer og vaner på området.
Blandt det store flertal af både drenge og piger er det den altdominerende norm, at en fest uden alkohol er utænkelig, og at der skal drikkes igennem, hvis man ikke vil betragtes som "langt ude" eller "en taber".
Det er ikke svært at finde lande, vi på de fleste andre områder kan sammenligne os med, der har en ungdomskultur, hvor det i modsætning til i Danmark betragtes som en håbløs taberadfærd, hvis man vakler beruset rundt i byen, brækker sig i en port og ikke kan huske, hvad man lavede de sidste to timer natten før.
Det er derfor svært at forstå, hvorfor forældre, skoler og politikere ikke i langt højere grad forsøger at få ændret de usunde elementer i de unges alkoholkultur, men synes at have givet op på forhånd.
Snakker man med forældre til teenagere om problemet, er der to typiske svar. Det ene er, at denne ungdomskultur er så indarbejdet blandt de unge, at det er umuligt at ændre, og at man i hvert fald ikke selv vil risikere at gøre sig massivt upopulær hos sine egne børn ved at forsøge at håndhæve nogle normer og grænser, der er væsentligt anderledes end flertallets.
Det andet svar er at nedtone problemet, slå ud med armene og sige ting i retning af, at "vi andre drak jo også, da vi var unge, og vi fandt da ud af at regulere det", eller "de unge skal gøre deres egne erfaringer", eller "så slemt er det jo heller ikke".
Hertil er at sige: "Jo, der er så slemt." En europarekord er en europarekord, også selvom tallet ifølge visse undersøgelser er svagt faldende (hvilket andre så mener skyldes, at antallet af ikke-drikkende, muslimske unge er blevet så stort, at det slår igennem i statistikken).
Drikkemønstret er også helt anderledes, end da vi forældre var unge. Dengang var vi måske i byen en enkelt gang hver anden weekend, nu er der tale om flere ture hver weekend, ofte startende onsdag-torsdag.
Samtidig drikkes der flere genstande pr. bytur end tidligere. Alkohol er blevet væsentligt billigere, de unge har flere penge mellem hænderne, og det er muligt at købe alkohol til butikspriser i døgnkiosker og på benzinstationer døgnet rundt. Aldersgrænsen for at købe alkohol på 16 år spiller ingen rolle i praksis, og det får næsten aldrig konsekvenser, når værtshuse, caféer og diskoteker overtræder loven og lader unge under 18 købe og drikke alkohol.
Der er hjørner nok at tage fat på herhjemme for at få ændret denne ungdomskultur. Sundhedsstyrelsen, SSP-samarbejdet (skole, socialvæsen, politi, red.) og andre kan arbejde målrettet og systematisk med kampagner, der forsøger at ændre de unges holdninger og informerer forældrene om, hvor stor forskel det gør, om debutalderen for alkohol udsættes et år eller to.
Ungdomsuddannelserne skal langt mere på banen, for det store skred i
alkoholforbrug sker samtidig med skiftet fra folkeskole til næste uddannelsestrin. Forældrene skal i langt højere grad gå ind og sætte grænser, diskutere med hinanden og lave begrænsninger i forbindelse med fester. Politikerne skal sætte afgifterne på alkohol op, hæve aldersgrænsen for køb til 18 år og skærpe straffen for at sælge alkohol til mindreårige mærkbart. Og vi skal alle sammen være langt mere tydelige og sige fra, når og hvor vi ser en ungdoms-alkoholkultur, der ikke er acceptabel.
Afstikkes der grænser og normer af de voksne, vil det skabe tryghed for mange unge og give dem et alibi for at sige nej til et gruppepres, de måske ellers har svært ved at modstå.
Det andet eksempel på vores manglende lyst til at gøre noget ved de alkoholrelaterede problemer er de utilstrækkelige tilbud til mennesker, der gerne vil gøre noget ved deres alkoholforbrug. Omkring 150.000 danskere er afhængige af alkohol, og to-tre gange så mange har et overforbrug, der enten allerede har udviklet sig til et egentligt misbrug, der er begyndt at skade dem fysisk og socialt, eller hvor de er i fare for at ende i denne gruppe.
Selvom der altså er tale om meget store tal, er behandlingstilbuddene hos det offentlige få og meget ensidigt fokuseret på den tungeste gruppe, hvor afhængigheden er blevet så massiv, at der ikke er anden udvej end at være på vandvognen resten af livet og håbe på, at de fysiske skader ikke afkorter livet alt for meget.
Har man et overforbrug, der er ved at løbe løbsk, er man henvist til såkaldte "livsstilssamtaler" hos lægen og så ellers på egen hånd at give sig i kast med de ofte store ændringer af vaner og adfærdsmønstre, der skal til for at lære at drikke med måde. Ganske vist er de kommunale rådgivningscentre og offentlige alkoholbehandlingscentre også åbne for gruppen af storforbrugere, men det er de færreste af dem, der bruger centrene. Nok fordi man skræmmes væk af de tunge stof- og alkoholmisbrugere, der også kommer der – og som man i hvert fald ikke ønsker at blive set sammen med eller sammenlignet med.
Hertil kommer et uigennemskueligt privat marked, hvor der ikke findes nogen samlet viden om hverken omfanget eller effekten af behandlingen, og hvor personalets eneste uddannelsesmæssige kvalifikation ofte er, at de selv har været alkoholikere. Det private marked i Danmark tager næsten udelukkende udgangspunkt i Anonyme Alkoholikere og Minnesota-modellen, hvor man ser alkoholisme som en kronisk, fremadskridende sygdom, der ikke kan helbredes, og som vil føre til døden, hvis man ikke holder helt op med at drikke.
I disse miljøer betragter man ethvert forsøg på at lære at drikke med måde som et udtryk for den fornægtelse af problemets omfang, der er en typisk del af en alkoholikers reaktionsmønster, og man er slet ikke åbne for at hjælpe de mennesker, der har udviklet et overforbrug, men endnu ikke er blevet afhængige, og for hvem det ofte vil være muligt at ændre vaner og få et problemløst forbrug af alkohol.
I privat regi kan man desuden søge hjælp hos en psykolog eller terapeut, men det er de færreste af dem, der har nogen særlig baggrund for at arbejde med adfærdsændringer i relation til alkohol, og behandlingen er dyr, hvis man selv skal betale. Så også inden for de private tilbud er konklusionen, at behandlingen er målrettet de tungeste og mest belastede alkoholmisbrugere, mens man er overladt til sig selv, hvis man er moderat overforbruger.
Ifølge en stor EU-undersøgelse fra 2007 er danskerne det folkefærd i EU, hvor det er færrest, der aldrig drikker. Kun syv procent af alle voksne danskere havde ifølge undersøgelsen overhovedet ikke drukket alkohol inden for de seneste 12 måneder. EU-gennemsnittet var på 25 procent, og i USA er henholdsvis 34 procent af mændene og 44 procent af kvinderne totalt afholdende.
Uden at sige, at målet er at få amerikanske tilstande, kan man vist roligt fastslå, at der er plads til forandringer og forbedringer.
Bjarke Larsen er redaktør og forfatter. Han har skrevet bogen "Lær at drikke med måde"